Årets syttende torsdag samt dermed også den tredje hverdag efter vores ti dage lange påskeferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers og vi er begge to så småt ved at gøre klar til at gå i seng.

Igen i dag kunne min Skat til al held nøjes med at være på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, løb han nitten kilometer, imens jeg sov videre.

For mit vedkommen har det været en rigtigt dum torsdag, da jeg desværre kun har nået at vaske og stryge en maskinfulde altså 43 stykker tøj, der efterfølgende kom på plads i diverse skabe og skuffer, skrive de nye maxier og singler ind i en database samt vaske op efter vores morgenmad og frokost.

Derud over har jeg stort set sovet det meste af dagen væk, da jeg har været rigtigt dårlig blandt andet på grund af et hormonalt betinget migræneanfald.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… kogte gulerødder, kogte kartofler, krebinetter af hakket kyllingekød, der er pyntet med lidt ketchup, samt nogle skriver rugbrød.

Så er vi sørme allerede nået til torsdag den 24. april 2014 og dermed er det lige før, de første fire måneder af det indeværende år samt de to første måneder af det indeværende forår er ved at være brugt helt op.

I dag er der kun seks dages tid til, det er Valborgsaften, der er en uges tid til, det er den 1. maj, og der er kun to måneders tid til, det er Sankt Hans dag. Det sidste, synes jeg, er vildt skræmmende at tænke på, for så er der også kun to måneders tid til, vi igen begynder at gå mod de mørke samt kolde årstider og endnu har vi jo ikke lige frem mærket ret meget til hverken foråret samt især de dejlige varme udendørstemperaturer i år, men endnu har jeg ikke helt opgivet at håbe på, de nok skal kommer.

I dag er der for øvrigt også kun otte måneders tid til, det atter er juleaften, så det er vel så også snart ved at være på tide, at man så småt begynder at kommer i gang med nogle af de mere tidskrævende af årets juleforberedelser. Noget jeg for øvrigt selv har været i gang længe før, de fleste andre så småt begyndte at gå i gang med forberedelserne til julen 2013 og de allerførste af årets julegaver er også allerede blevet pakket ind.

Hvis jeg i stedet for at se frem i tiden skal se tilbage i den, så er det dag seks et halvt års tid siden, jeg sidst har prøvet at være på arbejdet.

Jeg kan altså simpelthen bare ikke fatte, at der allerede er nået at gå seks hele år samt seks lige så hele måneder siden jeg sidst har været på arbejdet, og selv om jeg er begyndte at få det bedre og jeg især er begyndt at få det bedre, efter jeg blev 100% fuldtidshjemmegående for min egen eller rettere min Skats regning, da det kun er ham og så min egen meget lille for længst helt brugte opsparing, der har forsørget mig i hele min periode som 100% fuldtids hjemmegående, så føler jeg mig desværre stadigvæk endnu ikke helt på toppen og især ikke her til morgen, hvor jeg igen "hygger" mig med en omgang hormonalt betinget migræne.

Derfor glæder jeg mig over, at min Skat har givet mig muligheden for at gå hjemme samt at jeg stadigvæk har hans 100% fulde opbakning, og både min coach samt min psykolog har flere gange sagt til mig, at jeg skal forsætte med at være hjemmegående lige så længe jeg selv har lyst til at være det samt min Skat og jeg kan få vores økonomi til at hænge bare nogenlunde fornuftigt sammen med kun hans indtægt.

Jeg vil nu heller ikke ligefrem påstå, at jeg ligefrem savner det at have et job og jeg savner i hvert fald slet ikke at have et job, der bare tilnærmelsesvis ligner mit sidste job, som på grund af blandt andet et meget dårlig både fysik og psykisk arbejdsmiljø samt en inkompetent afdelingsleder kørte mig helt ned.

Jeg indrømmer hellere end gerne, at minderne fra mit sidste job altså ikke ligefrem er med til at give mig lyst til at få et nyt job. For jeg er simpelthen bange for, at historien skal gentage sig, især fordi jeg desværre nok stadigvæk er alt for arbejdsom samt pligtopfyldende.