Årets femtende torsdag samt dermed også den 71. hverdag efter vores tolv dage lange kombineret jule- og nytårsferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers og vi er begge to så småt ved at gøre klar til at gå i seng.

Igen i dag kunne min Skat til al held nøjes med at være på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, løb vi første mine fem kilometer, hvorefter han løb fjorten kilometer og jeg løb 600 meter.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits torsdag, hvor jeg blandt andet har nået at vaske og stryge to maskinfulde altså 66 stykker tøj, der efterfølgende kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte pap, papir og skraldespanden i de relevante containere, handle ind hos Aldi på Søndre Ringvej, læse den igangværende bog færdigt samt vaske op efter vores morgenmad og min frokost.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet samt tale i mobiltelefon med Poul, og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

… pomfrit, fiskepinde og nogle skriver rugbrød.

… at jeg indtil videre i går og i dag ikke har nået at foretage mig noget som helst andet end lige præcist det så absolut allermest nødvendige, når det drejer sin om praktiske og huslige opgaver, men til gengæld har jeg så nået at hygge mig med at læse Ingrid Hedströms krimi "Blodrød måne over Villette" …

… der er det fjerde bind i serien om den belgisk undersøgelsesdommer Martine Poirot, jeg købte den 25. februar i år, og nogle gange skal der altså også være tid til at hygge sig med en god samt spændende læseoplevelse.

Denne bog er så det indtil videre sidste bind i serien, der er oversat til dansk, og hvis de indtil videre to efterfølgende bind er lige så gode, så glæder jeg mig til at læse dem.

Den første april i år fyldte min blog otte år og set i bagspejlet så lige præcist på det tidspunkt, hvor jeg startede min blog op, havde jeg rent faktisk slet ikke tid til at være blogejer. For når man har en blog, så skal den lige som alt andet, man ejer, passes samt plejes, og når man i forvejen stort set ikke har mere fritid end de meget få timer per nat, hvor man sover, så skal man jo nok ikke lige frem anskaffe sig noget, der kræver, at man bruger tid på det.

At det så var lige præcist derfor, altså fordi jeg ikke havde ret meget fritid, jeg anskaffede mig en blog, kan jo så nok undre langt de fleste.

På det tidspunkt, hvor jeg skrev det allerførste lille bitte indlæg på min blog, havde stort set alle omkring mig lige fra diverse familiemedlemmer, kollegaer, venner med meget mere langt mere end helt almindeligt travlt med at fortælle mig, hvor godt et liv jeg havde og især hvor topegoistisk jeg var. For efter deres mening, så brugte jeg stort set hele mit liv på fuldstændige ligegyldige tåbeligheder som for eksempel at læse, at hækle samt at gå lange ture sammen med min Skat.

Personligt følte jeg selv, at hele mit liv gik med at gøre samt være noget for andre, at der meget kort skrevet ikke var plads til mig selv og især mine behov i mit liv, at det rent ud skrevet var alle andre end lige præcist mig selv, der skrev dagsorden for mit liv.

På den anden side så har min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper, lige så langt tilbage, jeg kan huske, og frem til hendes død jo været af den samme opfattelse … at jeg kun tænker på at spilde min tid på noget fuldstændigt tåbeligt samt værdiløst, så måske havde alle de andre ret og jeg var forkert på den med hensyn til min livsførelse ?

Det var derfor altså for en gang for alle at overbevise mig selv om, at det var mig, der var helt forkert på den, og alle de andre, der havde fuldstændigt ret, når det galt mit liv, at jeg oprettede en blog. For når jeg nu udelukkede spildte min tid på ligegyldige tåbeligheder og jeg aldrig nogensinde foretog mg noget bare nogenlunde fornuftigt, så burde jeg jo havde masse af tid til at skrive på samt masser at skrive om på min blog.

Desværre så passede det bare slet ikke, for i stedet for at have masser at skrive om, så havde jeg stort set intet at skrive om, og jo flere indlæg jeg nåede at skrive på min blog, jo mere begyndte det at gå op for mig, at det ikke var alle de andre, der havde ret, men at det derimod var mig, der havde ret, for mit liv bestod stort set kun udelukkende af at gøre eller være noget for alle andre end lige præcist Poul, min Skat og mig selv.

Så i stedet for at min blog kom til at overbevise mig om, hvor meget tid jeg misbrugte på mig selv, mine interesser samt mine behov og hvor lidt tid jeg i grunden brugte på andre, så kom den til at overbevise mig om lige præcist det stik modsatte … at mit liv rent faktisk var, som jeg selv følte, det var, og altså ikke som alle andre havde langt mere end almindeligt travlt med at fortælle mig, at det var.