… over Astersvej klokken lige præcist 7:49 …

… da mit nye kamera og jeg fotograferede den via det lukkede vindue i soveværelset.

… at det er fredag samt at hvis alt går, som der bør, så kan min Skat og jeg komme til at tage hul på den kommende noget så frygteligt efterlængtet weekend om sådant cirka rundt regnet små tolv timers tid ?

Den syvende torsdag samt dermed også den 34. hverdag efter vores sytten dage lange skønne sensommerferie er så småt ved at synge på sit så absolut allersidste vers og vi er begge to ved at gøre klar til at gå i seng.

Igen i dag kunne min Skat til al held nøjes med at være på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, nåede vi begge to ud at løbe, hvilket vi sige, at vi først løbe mine tre kilometer i fællesskab og bagefter løb min Skat 14 kilometer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits torsdag, hvor jeg blandt andet har nået at vaske og stryge to maskinfulde altså 73 stykker tøj, der efterfølgende kom på plads i diverse skabe og skuffer, handle lidt ind hos Aldi på Søndre Ringvej samt vande alle vores efterhånden alt andet en små plantepusser ude på altanen og inde i opgangen.

Nu vil jeg slukke computeren og derefter vil jeg sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, den anden af dem er jo lige som fyldt rigtigt godt op af diverse plyssede ænder, for jeg kan sangens læse i den igangværende bog samtidigt med jeg klemmer min Skats ribben, imens han ser fjernsyn, hvilket han lige kan nå at gøre i cirka tre kvarters tid, før sengen for alvor kalder på os begge to.

… æggekage ala Peter med fyld af bacon, en rest medister fra fryseren og friskklippet purløg, der er pyntet med lidt ketchup, samt nogle skriver rugbrød og et par blommetomater fra altanen.

… over Køgevej klokken lige præcist 17:12 …

… da mit nye kamera og jeg fotograferede det overfor viste billede via altanens lukkede vinduer.

… min Skat og jeg kan se en fin regnbue …

… når vi se ud af vinduet i badeværelset, køkkenet samt soveværelset, men lige nu kan vi.

🙂

Det overfor viste billede blev fotograferet via det lukkede vindue i soveværelset klokken lige præcist 16:38.

… over Astersvej klokken henholdsvis lige præcist 8:24 …

… klokken lige præcist 8:28 …

… og klokken lige præcist 8:32 …

… da mit nye kamera og jeg fotograferede den via det lukkede vindue i soveværelset.

… jeg sidst har været på arbejdet.

Jeg kan altså simpelthen bare ikke rigtigt fatte, at der allerede er nået at gå seks hele år siden jeg sidst har været på arbejdet, og selv om jeg er begyndte at få det en hel del bedre både fysisk og psykisk samt jeg især er begyndt at få det bedre, efter jeg blev 100% fuldtidshjemmegående for min egen eller rettere min Skats regning, da det er ham og kun ham samt min meget lille bitte for længst helt opbrugt opsparing, der har forsøget mig i hele min periode som 100% fuldtidshjemmegående, så føler jeg mig desværre stadigvæk ikke lige frem sådant helt på toppen. For det er lige som om, at hver gang jeg føler, at nu går det rigtigt godt, så får jeg en periode, hvor jeg ikke rigtigt har det i mig, der skal til, for at jeg kan nå bare lidt mere end lige præcist alle de så absolute allermest nødvendige af de der helt almindelige praktiske daglige gøremål.

Derfor tillader jeg mig dagligt at glæder mig over, at min Skat har givet mig muligheden for at gå hjemme samt at jeg stadigvæk har hans 100% fulde opbakning, og at min psykolog flere gange sagde til mig, at jeg skal forsætte med at være 100% hjemmegående lige så længe jeg selv har lyst til at være det samt min Skat og jeg kan få vores økonomi til at hænge bare nogenlunde fornuftigt sammen.

Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg savner det at have et job og jeg savner i hvert fald slet ikke mit sidste job, som på grund af blandt andet et meget dårlig både fysik og psykisk arbejdsmiljø samt en inkompetent ledelse kørte mig fuldstændigt helt ned både fysisk og psykisk.

Jeg indrømmer hellere end gerne samt helt uden at skamme mig, at minderne fra mit sidste job altså ikke ligefrem er med til at give mig lyst til at få et nyt job. For jeg er simpelthen bange for, at historien skal gentage sig endnu en gang, især fordi jeg desværre nok stadigvæk er alt for pligtopfyldende, hjælpsom samt hensyntagende over for alle andre end lige præcist mig selv.

Den syvende onsdag samt dermed også den 33. hverdag efter vores sytten dage lange skønne sensommerferie er så småt ved at synge på sit så absolut allersidste vers og vi er begge to ved at gøre klar til at gå i seng.

Igen i dag kunne min Skat til al held nøjes med at være på arbejdet i otte timer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits onsdag, hvor jeg blandt andet har nået at vaske og stryge en maskinfulde altså 17 stykker tøj, der efterfølgende kom på plads i diverse skabe og skuffer, overholde min aftale med min zoneterapeut og handle lidt ind på hjemvejen, læse den igangværende bog færdigt, samt vande alle vores efterhånden alt andet en små plantepusser ude på altanen og inde i opgangen.

Nu vil jeg slukke computeren og derefter vil jeg gør mig klar til at gå i seng, hvilket min Skat allerede har gjort, for så han kan lige nå at læse i nogle minutter, før vi skal sove.