Vi ankom til Zoologisk Have i København klokken lidt i 13:30 og vi var så heldige, at vi fandt en god parkeringsplads til bilen i en af parkeringbåsene langs med Roskildevej stort set uden for Zoologisk Haves hovedindgang. Det er godt nok mere end sjældent, at man kan finde en parkeringsplads på dette stykke af Roskildevej, så det var næsten lige som at vinde hovedgevinsten i lotteriet.

😉

For en gangs skyld var det ingen kø hverken ved billetsalget eller ved indgangen, så vi kunne gå lige ind, da vi jo har årskort til Zoologisk Have i København. Det viste sig da også, at der stort set ikke var ret mange andre end os, som havde fået den geniale ide at besøge dyrene inde i Zoologisk Have i dag, hvilket for øvrigt var rigtigt hyggeligt sådant for en gangs skyld stort set at have dyrene og haven for os selv.

Da både min Skat og jeg havde taget hvert sit kamera med derind, så kommer der her en lille håndfuld kolde billeder med Zoologisk Haves dyr i sne.

🙂

Vi startede dagens tur i Zoologisk Have med at gå forbi Zootårnet og ned til Fuglesøen, hvori gibbonøen ligger. Der var nu kun en gibbonabe ude. Den sad …

… oppe på et af tovene, der er spændt ud over øen, hvorfra den have en fin udsigt. Den så mest af alt ud som om, den undrede sig over, hvad alt det der underlige hvide stads var for noget.

Vi forsatte med at gå en tur rundt om Fuglesøen, der fik vi øje på en lille flok krøltoppede pelikaner …

… som sad og pudsede sig.

Pelikanerne er usammenlignelige med andre fugle med deres store næb samt næbposen og med et vingefang på over tre meter er de en af de største og tungeste fuglearter, som kan opleves i himmelrummet.

De lever altid i eller meget nær vand og de spiser fisk. Faktisk skal der cirka et kilo friskfanget fisk til om dagen for at stille en pelikans sult.

Pelikanernes næb er et fantastisk fiskeredskab. Deres undernæb er en elastisk pose. Når en pelikan fanger en fisk, lukker den overnæbbet som et låg, så fisken ikke har mulighed for at smutte ud.

Når de fisker, kommer der sammen med fangsten en masse vand ind i næbposen. For ikke at sluge den store mængde vand bruges tungen. Denne kan fjerne op til 13 liter vand fra næbbet på en gang.

De har forskellige jagt teknikker … for eksempel … når en gruppe pelikaner svømmer i hesteskoformation med åbent næb, så indkredses fiskene og de har ikke mange chancer for at undslippe de store næb. Det er usædvanligt, at fugle samarbejder om deres fangst af føde, men det ses hos alle syv arter af pelikaner.

De krøltoppede pelikaner, som man kan se i Zoologisk Have i København, levede frit i naturen i Danmark i stenalderen. I dag holder de til noget mere sydpå i det sydøstlige Europa, hvor de har ynglepladser i Bulgarien, Grækenland, Rumænien og Ukraine.

De yngler i slutningen af marts måned. En pelikan i yngledrangt har en orange strubepose og et gulligt næb, mens næbbet uden for ynglesæsonen er mere blegt.

🙂

Vi gik over til isbjørnene, som ikke var ude i deres anlæg. Det er planen, at der i de kommende år skal bygges et helt nyt anlæg til isbjørnene, så de kan få nogle langt bedre forhold, end de har nu.

De brune bjørne …

… har allerede fået et nyt og større anlæg, dog ikke hanen, som stadigvæk holder til i en lille grotte for sig selv.

Ved siden af de to bjørneanlæg finde man et andlæg til rensdyr …

… de har ligesom andre hjorte gevirer, som de smider i løbet af vinteren eller først på foråret. Hos andre hjortearter er det kun hannen, der har gevir, men hos rensdyrene har hunnen ligeledes gevir, dog er det ikke lige så stort som hannens.

Rensdyrene har meget brede og store klove. De forreste klove er større end de bageste. Klovene fungerer ligesom snesko, så rensdyrene ikke synker dybt ned i sneen. Både de store klove og geviret kan bruges til at skrabe sneen væk med, når de om vinteren søger efter lav, som er hovedbestanddelen af deres føde.

Når rensdyrene går, klikker deres fødder, denne lyd stammer fra en sene, der gnider hen over en knogle i foden. Med denne lyd holder rensdyrene sammen på flokken.

I naturen vandre rensdyrflokken cirka 1.200 kilometer i løbet af foråret, når de skal fra udkanten af skovområdet, hvor de har holdt til om vinteren og til ynglepladserne på tundraen, hvor de holder til om sommeren.

Kalvene bliver født om foråret, hvor der stadigvæk er koldt på deres naturlige levested. Kalvene er relativt store og er klar til at gå med flokken allerede kun en times tid efter fødslen. Rensdyrkøer har den fedeste mælk af alle klovdyr, hvilket er en tilpasning til, at kalvene hurtigt tager på og kan klare sig under de ekstreme kolde forhold.

Samerne udnytter både skindet og kødet fra rensdyrene. I Skandinavien findes der flere tamme rensdyr, end der findes vilde rensdyr.

I Danmark levede der rensdyr i slutningen af den sidste istid for cirka 10.000 år siden, men i dag skal man højere op mod nord til det nordlige af Finland, Norge og Sverige for at møde rensdyr i naturen.

Ved siden af rensdyrene finder man moskusokserne …

… de lever på tundraen i Canada og Grønland. Der kan temperaturen falde ned til minus 40 grader, men moskusokserne kommer ikke til at fryse, da deres yderes hår, er som en regnfrakke, der holder vandet ude, mens underpelsen virker som en tyk uld sweater, der beskytter mod selv den værste polarkulde.

🙂

Vi forsatte hen ad stien i afdelingen med de skandinaviske dyr og dermed nåede vi hen til hornuglerne …

… samt ulvene …

… som ikke var speciel aktive i dag. Derfra gik vi over til det nye store elefantanlæg, som blev taget i brug i sommers, og det ser ud til, at elefanterne stadigvæk og på trods af sneen er glade for deres anlæg …

Elefanterne er flokdyr og i naturen lever de i familiegrupper, der består af hunner med deres unger, hvori hver hunelefant har sin egen helt bestemte rolle i flokken, der ledes af den ældste og dermed mest erfarne hunelefant, der bliver kaldt for matriaken. Hun ved lige præcist på hvilken tid af året, de forskellige fødekilder er bedst, på hvilket sted det er bedst at krydse floden samt hvilke områder, der helt bør undgås. Matriaken vil også forsvarer sin familien, hvis der er fare på færde.

En hunelefant bliver under normale omstændigheder i den flok, som hun blev født i, hele sit liv, hvorimod hanelefanterne forlader flokken, når de bliver kønsmodne. For hannerne går deres egen veje i meget lange perioder enten alene eller sammen med andre hanner. Faktisk opsøger hanelefanterne kun hunelefantflokkene, når hunnerne er i brunst og dermed kan parres.

En hunelefant går drægtig i 22 måneder og en nyfødt elefantunge vejer cirka 100 kilo. I sit første leveår tager en elefantunge cirka et kilo på i døgnet. Det betyder, at den omkring dens et års fødselsdag vejer cirka 500 kilo.

Bag det nye store elefantanlæg er der blevet plads til et nyt anlæg …

… til de røde pandaer, der var også på høje tide, at de fik et nyt og bedre anlæg, for det gamle anlæg var bestemt ikke noget at skrive hjem om.

I naturen lever den røde panda i Himalayabjergene, hvor den tilbringer det meste af dagen i toppen af træerne, hvor den hviler sig på en gren eller i et hult træ og bruger sin tykke hale som et meget blødt underlag.

Den røde panda er "fætter" til vaske- og næsebjørnen, men som sin berømte navnefælle lever den røde panda især af bambusskud og de to dyrearter har også et andet fælles træk – nemmelig en falsk tommelfinger på forpoterne, da en af håndrodsknoglerne er forlænget og danner en sjette finger, som pandaen holder om bambusstængerne med, når den æder.

Ligesom kæmpepandaen og isbjørnen har den røde panda hår på trædepuderne, således at den bedre kan holde varmen og ikke glider så let på den frosne jord. Lokalbefolkningen i den røde pandas hjemland benytter dens pels til huer og halehårene til pensler.

Pandaen er skumrings- og nat aktiv, så hvis pandaen i Zoologisk Have ligger i et træ og sover, er det fordi, den har været aktiv hele natten.

Pandaens meget brede hoved skyldes de flade kindtænder, som er en tilpasning til at kunne knuse de hårde bambus, som den elsker at spise.

Vi forsatte rundt i afdelingen med de asiatiske dyr, men hverken dværgodderne eller amurleoparderne var ude i deres respektive anlæg, og derfor gik vi hurtigt videre over til amurtigrene …

… som i den grad holdt siesta, for de lå begge to og sov til middag.

Amurtigrene er en af verdens mest sjældne katte arter. På deres naturlige levested langs med Amurfloden i det østligste Rusland lever der i dag kun cirka 400 tiger.

En fuldvoksen han kan veje op til 300 kilo og den har en skulderhøjde på cirka 150 centimeter samt måler cirka 300 centimeter fra snuden til halespidsen, så den er vel i bund og grund kun en forvokset kattekilling ?

😉

Vi gik over til pampas-anlægget …

… hvor vi fik øje på denne flok guanacoer …

… som er i familie med kamelen, men de er meget mindre og uden pukler. Kroppen er slank, benene lange og øjnene meget store med lange øjenvipper. En nær beslægtet art, der ligner guanacoen, er den mindre vincunja. Der findes husdyrformer avlet fra guanacoen, og den mest kendte er lamaen, som indianerne bruger som trækdyr samt alpakaen, der er et ulddyr. Indianerne bruger ulden til garn- og stof fremstilling.

Fra pampas-anlægget gik vi over til anlægget, som huser stylteløbere, rosa skestorke samt ibiser …

… det var for øvrigt kun ibiserne, som kunne ses i anlægget i dag, men vi kunne høre de øvrige fugle befandt sig oppe i deres vinterbo hen over den overdækkede del af anlægget.

🙂

Hverken de gyldne edderkopaber eller de hvidhovedet sakier var udendørs i dag, det havde vi nu heller ikke regnet med, at de ville være, men ganske som vi havde regnet med, var kappebavianerne …

… ude i deres anlæg. Hvor de sad og pillede hinandens pels. De bavianer, der bestemmer i flokken, bliver pillet af dem, der ikke bestemmer i flokken og der er en meget fast rangorden i flokken, hvor det altid vil være en gammel han, som har den højeste rang.

På vej væk fra løverne, som for øvrigt klumpede sig sammen i et hjørne, hvor vi ikke havde mulighed for at få et godt billede af dem, tog jeg dette billede …

… af Zootårnet, før vi gik forbi statuen med de to pingviner …

… og over til kamelerne …

… som også kaldes for "Ørkens skibe". Kamelerne er fuldt ud tilpasset et liv i Ørken. Da de har store brede fødder ( kamelerne har faktisk hornplader under fødderne, således at de ikke brænder sig på det varme ørkensand ), som sørger for, at de ikke synker ned i sandet. Deres lange øjenvipper og hår i øerne beskytter dem i sandstorme. Desuden kan kamelerne lukke næseborene individuelt, hvilket er meget praktisk, når de bevæger sig rundt inde i en sandstorm.

Der findes to arter af kameler … den en-puklede, som kaldes for dromedar og den to-puklede, som kaldes for kamel.

De fleste pattedyr inklusiv menneskerne har en krops temperatur på cirka 37 grader, men kamelerne, som jo lever i tørre og meget varme områder, kan i de varme måneder hæve deres krops temperatur til 40 maximalt 42 grader, uden at de få feber af den grund. På den måde skal de ikke bruge vand for at køle sig ned, da de ikke kommer til at svede og dermed mister de heller ikke vand.

Kameler kan faktisk klare sig i op til 14 dage helt uden vand, men så er de også tørstig og kan drikke op til 200 liter vand på en gang.

I de kolde nætter kan kamelerne sænke deres krops temperatur til 34 grader og på den måde kan de spare på energien.

Hvis der er rigeligt med føde, ophober kamelerne fedtreserver i puklerne. Disse fedtreserver kan de så i varme perioder uden vand omdanne til lige præcist vand.

Da kamelernes fedt er samlet på deres ryg, kan de nemmere komme af med kropsvarmen i den varme ørken. Hvis de havde fedtet jævnt fordelt over hele kroppen, ligesom for eksempel sælerne, så ville de kunne dø af hedeslag i de varme måneder, da fedt isolerer rigtigt godt.

Vi gik via tunnellen, som forbinder Zoologisk Haves to afdelinger på hver sin side af Roskildevej, over i den afdelingen, som ligger i Søndermarken, der startede vi med at hilse på næsehornene …

Der findes fem forskellige arter af næsehorn i hele verden, det er henholdsvis det hvide og det sorte næsehorn, som begge to lever i Afrika, samt det indiske, det javanesisk samt sumatranæsehornet, som lever i Asien.

Det hvide næsehorn kæmper sammen med flodhesten om at komme ind på anden pladsen som det næst største pattedyr på landjorden. For på førstepladsen over de største pattedyr på landjorden finder man elefanten, som kan veje mere end 5 tons, det vil sige 5.000 kilo.

Sammenlignet med en elefant er næsehornet derfor "lille", da det kun kan veje op til 2 tons, det vil sige 2.000 kilo, men på trods af at det se både klodset og tungt ud, kan det løbe med en hastighed på op til 45 kilometer i timen, hvilket vi så et par eksempler på i dag.

Næsehornene holder til på de afrikanske savanner, hvor man også finder både gnuer …

… zebraer …

… og i udkanten af savannen ved floderne og øvrige vandløb finder man flodheste …

Min Skat …

… og jeg stod i et pænt stykke tid og beundrede den lille nye flodheste unge samt dens mor …

Den almindelige flodhest har kun en nær slægtning … dværgflodhesten. Flodhestene lever altid i tilknytning til vand, for deres tynde, nøgne hud bliver meget let solskoldet. Derfor ligge de om dagen neddykket i vandet med ører, øjne, næsebor samt en lille del af rygge oppe over vandoverfladen. Det kan derfor være meget let at overset selv store flokke af flodheste, der ligger ude i vandet. For de kommer meget let til at ligne grå ovale sten.

Flodhestene tilbringer stort set hele dagen i vandet, hvor hundreder af flodheste kan ligge skulder ved skulder. Om natten kommer flodhestene op på land for at græsse. De foretrækker at græsse i nærheden af vandhuller og floder, men de kan dog blive nødt til at vandre flere kilometer i deres søgen efter føde. I helt uforstyrrede områder har man om dagen observeret flodhestene hvile på flodbredden.

Flodhestene er tilpasset et liv i vandet, og deres ører, øjne samt næsebor sidder så højt placeret på deres hoved, at de både kan trække vejret, høre og se, selvom både kroppen og det meste af hovedet er under vand. Flodhestene er ikke særlig god til at svømme, men de løber på bunden eller foretager små hop med bagbenene og på den måde kommer de frem i vandet.

Flodhestene kan opholde sig i op til 5 minutter under vandet uden at skulle op til overfladen for at trække vejret. Ungerne fødes under vandet og stiger straks efter fødslen op som en prop til overfladen. Ungerne dier også under vandet.

Solen var så småt ved at gå ned …

… da vi forlod flodhestenes udendørsanlæg og forsatte vores tur med at gå over i afdelingen med dyrene fra "Øerne", som blandt andre tælle Australien, Galapagosøerne, Madagaskar og Tasmanien. Ved siden af anlægget til de tasmanske pungdjævle finder man de brunhalsede kænguruer …

… som hører til de ægte kænguruer, er en mellemstor kænguruart. De er gråbrune med et rødt halsområde. De brunhalsede kænguruer lever alene, men hvor der findes store fødemængder, ses de ofte græsse sammen i grupper.

Det er nu helt underligt at se emuer …

… i sne. Emuerne er Australiens største fuglart og de kan ikke flyve, fordi deres vinger kun er cirka 20 centimeter lange, men vingerne er dog ikke kun til pynt, for får emuerne det for varmt, basker de med dem og dermed kommer de af med varmen.

🙂

Vi forsatte vores rundtur i Zoologisk Haves afdeling over i Søndermarken med at gå ad stien langs med Storsavannen …

… og ingen længe var vi nået over til giraffernes hus, hvor vi hilse på verden højeste dyr …

Girafferne er tilpasset til at søge føde højt oppe i trækronerne. De æder akacie-blade, som de ribber af med tungen og læberne. Den tykke hud og de mange hår på mulen gør, at de ikke stikker sig på de lange syle spidse torne.

Giraffer lever i løse flokke, det vil sige, at de følges ikke med de samme individer rundt på savannen. Fordelen ved at være i flok er, at der er mange om at holde øje med fjender som for eksempel løver.

Girafferne lever på den afrikanske savanne syd for Sahara, hvor der er det største antal af store pattedyr i hele verden. Grunden til dette er, at vækstbetingelserne for planter er optimale samt at mange forskellige dyr kan udnytte hver deres del af planterne. På den måde kan flere forskellige dyr leve i det samme område.

Desværre bliver savannens dyr mere og mere trængt af mennesker og deres husdyr, som afgræsser store områder, fordi tamkvæget udnytter græsset dårligere end de vilde dyr gør. Men der skal en væsentlig kulturel ændring til at udnytte de vilde dyr i stedet for at holde tamkvæg, selvom det på lang sigt ville være meget bedre både for menneskerne og for de vilde dyr.

Giraffen føder sit føl stående. Det første, et girafføl oplever, er et styrt fra cirka 2 meters højde.

Det nyfødte føl er næsten 2 meter højt samt vejer cirka 60 til 70 kilo og det har efter ganske kort tid styr på både ben og hals. Straks efter fødslen er føllet oppe og die ved hunnens yver mellem bagbenene. Derefter går det stærkt med at tage på i vægt. I gennemsnit vokser et girafføl 8 centimeter på en måned, men det skal jo også nå op i en højde af cirka 4 til 5 meter på 3 til 5 år.

🙂

Inde i Girafhuset fik vi også lige hils på denne pragtperleskægfugl …

… der sad på en gren og halvsov. Den holder normalt til på savannen i det østlige Afrika, hvor den bygger rede i skråninger. Den jager primært sit bytte på jorden ved floder sat i termitboer.

Vi gik via tunnellen, som forbinder Zoologisk Haves to afdelinger på hver sin side af Roskildevej, over i den afdelingen, som ligger i Frederiksberghave, hvor vi gik over til isbjørnene, det var dog kun den ene af dem ..

… som for en kort stund lige kom ud og hilste på os. Vi blev enige om, at vi lige ville gå over og sige hej til pingvinerne, før vi afsluttede dagens besøg i Zoologisk Have med at gå ind i de to tropehuse. På vej over til pingvinerne kom vi forbi det gamle elefanthus, hvor vi så disse to elefanter …

Vi forsatte hen til søløverne og det var helt dejligt for en gangs skyld at se, at de californiske søløver ikke lå og sov, men at de der imod var aktive, da de svømmede rundt i deres bassin …

… de hører til øresælsfamilien, som omfatter i alt 14 arter.

Søløverne hører til vandrovdyrene og deres tandsæt viser deres nære slægtskab med de landlevende rovdyr. Søløvernes forfader har levet oppe på land, men igennem evolutionen er søløverne vendt tilbage til havet.

De californiske søløver kan opnå en hastighed på 40 kilometer i timen, hvilket er hurtigere end nogen anden søløveart. Når søløverne svømmer, bruger de forlufferne til at skaffe sig fremdrift og baglufferne til at styre med. Sælerne gør det lige modsat, når de svømmer.

Søløvernes øjne er skabt til det mørke vand. De store øjne bevirker, at søløverne kan se i klart vand og linsen i øjet er kuglerund samt kraftigt lysbrydende ligesom hos fiskene. Over vandoverfladen ser søløverne dårligt.

Søløvens kindtænder er spidstakkede og beregnet til at fastholde byttet, før det sluges og deres følehår på snuden, som også kaldes for varbørster, bruges til at registrere fisk, som svømmer foran dem.

Søløverne er i stand til at drikke havvand. For at fjerne de optagne salte, er deres nyrer noget større end de landlevende rovdyrs.

Deres naturlige fjender er hajer, spækhuggere og mennesker, da mange søløver desværre drukner i fiskenet.

Vi var så heldige, at vi nåede hen til søløverne, ligesom de samt pingvinerne skulle fodres …

Der lever kun pingviner på den sydlige halvkugle lige fra Galapagos-øerne ved Ækvator samt ned til Sydpolen og der findes cirka 20 forskellige pingvinarter, hvoraf dværgpingvinen er den mindste og kejserpingvinen den største. Det er kun tre af disse pingvinarter, der lever i det kolde klima omkring Antarktis, resten af dem lever i varmere områder.

Pingvinerne er tilpasset et liv i vandet. Kroppen er strømlinet, vingerne er omdannet til stive luffer og fødderne sidder bag på kroppen, hvor de fungerer som ror. Fremdriften får pingvinerne ved hjælp af lufferne.

Alle pingvinarter er mørke på ryggen og lyse på bugen. På den måde er de camoufleret i forhold til fjender og byttedyr. En svømmende pingvin set nedefra, er lys ligesom himlen og set ovenfra er den mørk som det dybe vand.

Deres fjerdragt er meget tæt samt vandskyende og mellem fjerene er der et isolerende luftlag, der beskytter mod kulden. Faktisk er pingvinerne de fugle, der har flest fjer per kvadratcentimeter. Det er meget vigtigt med en tæt og isolerende fjerdragt, når de opholder sig i det kolde vand omkring Antarktis.

Til gengæld for alt dette har pingvinerne så helt mistet evnen til at flyve. Pingvinerne tilbringer da også en stor del af deres liv i vandet og kommer kun på land i korte hvileperioder. Det eneste tidspunkt, hvor de permanent opholder sig på land, er i yngletiden og under fjerskiftet.

Humboldtpingvinerne, som er den ene af de to pingvinarter, man kan se i Zoologisk Have i København, er let genkendelig på den sorthvide fjerdragt og er den eneste pingvinart, der har et kødfarvet område omkring næbbet. De yngler i mindre kolonier og lægger deres æg i fordybninger i jorden eller i klippehuler. Først når ungen bliver 2 til 3 år, får den samme fjerdragt som de voksne fugle.

Vi hoppede NatZoo over, for der var ikke så lang tid til, at tropehusene lukkede, da de lukker et kvarter før selv haven. Vi gik ind i det mindste af de to tropehuset, det der huser Primaternes Verden, hvor vi blandet andre fik hilst på denne gyldne edderkopabe …

… som vise os, hvor dygtigt den er til at bruge ikke kun sine to arme og sine to ben, men også sin hale til at holde fast med, samt denne skønne øgle …

… der havde fundet sig en god plads i solen, hvor den lå og hyggede sig.

Så gik vi over i det store tropehus, som huser Regnskoven, hvor vi blandt mange andre fik hils på de rødhovede skovskildpadder …

… den grønne vandagame …

… denne dejlig, men noget trætte frø …

… samt flere gule giftfrøer …

… nogle få blå giftfrøer …

… og en enkelt rød giftfrø …

… alle tre arter af de viste giftfrøer æder giftige mider, myrer og termitter og dermed ophobes giften i frøernes hud. Denne gift udskilles så, når et rovdyr angriber frøerne og derfor undgår rovdyrene giftfrøerne, hvis eneste fjender menneskerne.

Vi nåede lige at komme en hurtigt tur rundt inde i Sommerfuglehallen, før der kom en zoomedarbejder og fortalte os, at tropehuset lukker nu. Der var godt nok ikke nær så mange sommerfugle derinde i dag i forhold til, hvad der plejer at være. Det lykkedes dog for mig at få et par brugbart billede af denne sommerfugl …

… der er en blå påfugle-svanehale og af denne sommerfugl …

… som jeg desværre aldrig nåede at finde ud af, hvad hedder, før vi gik udenfor i kulden igen …

… og imens solen …

… så småt var på vej ned, begav vi hos hen til hovedindgangen, hvorfra vi gik hen til vores bil, så vi atter kunne sætte kursen mod Roskilde.

Alt i alt har vi haft endnu en dejlig dag, hvor vi har givet os selv og hinanden tid til "kun" at være kærester i stedet for at knogle der ud af med diverse arbejdsopgaver og det har virkelig været en skøn oplevelse. Den slags dage skal vi helt sikkert have mange flere af, især hvis det står til mig.

🙂

Hvis man vil vide mere om Zoologisk Have i København, kan man besøge havens hjemmeside på www.zoo.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg i Zoologisk Have i København og man kan se de billeder, som han har taget under vores rundtur her.