Arkiver

Forsat en dårlig datter


Hverdagen.

I dag er det så lige præcist syv hele års tid siden, jeg sådant helt åbent samt 100% ærligt indrømmede, at jeg nok med 100% sikkerhed er det, man med rette vil kunne kalde for en rigtigt dårlig datter, for i stedet for mere eller mindre at græde mine øjne ud af sorg samt skrive et langt tårevældet indlæg på min blog i anledningen af årsdagen for min mors død, hvori jeg udpenslede mig store dyb sorg over min mors alt for tidlige død, så tillod jeg mig at forholde mig kritisk, men dog 100% saglig til både hende samt især hendes væremåde over for mig.

I de forløbende syv års tid har jeg nået at tale med den psykolog, jeg gik hos fra medio maj 2009 til medio oktober 2009, min Skat samt en lille håndfuld meget nære veninder, lige som jeg også har brugt mange rigtigt mange timer på at tænke over mit forhold både til min mor og på hendes indflydelse på både mig samt min barndom, og selv om det nok efter alle andres mening burde være ganske anderledeses, så har intet af det ændret på mit dårlige forhold til samt min opfattelse af min mor. Jeg har simpelthen ikke rykket mig så meget som bare en lille bitte brøkdel af en millimeter væk fra det synspunkt, jeg havde for syv års tid siden.

Min psykolog har sat et par håndfulde alvorlige psykiske diagnoser på min mor og selv om jeg af den vej er blevet klar over, at min mor ikke kun var en dybt alkoholiseret pillemisbrugende egocentret anorektiker, men at hun også var alvor psykisk syg med adskillige slemme diagnoser som om en ikke havde været langt mere end nok. At min mor rent faktisk var så syg, at min psykolog kom til at sige: "Hun var jo sindssyg. Hun skulle have været spæret inde på den lukkede afdeling på Sankt Hans og hun skulle aldrig nogen siden været blevet lukke ud igen, for hun var til farer for alle, hun var i nærheden af", så har det godt nok været med til at forklarer, hvorfor hun behandlede mig, som hun gjorde, men det har desværre på ingen som helst måde været i stand til at legaliseret det og det har slet ikke været i stand til at forklare eller legalisere, at der ikke var så meget som bare en eneste person hverken i min familien eller udenfor, der på nogen som helst måde foretog sig noget som helst for at ændre på situationen.

Så derfor erkender jeg helt uden at skamme mig, at jeg nok forsat er det, man med rette vil kunne kalde for en rigtigt dårlig datter og at jeg på ingen som helst måde er spor flov eller skammer mig over at være det. For skal jeg tror på min psykolog og hvorfor skulle hun lyve for mig ?, så har jeg været alt for både sød og nuttet altså alt for god af mig over for min mor og jeg har i den grad gjort samt været meget mere for hende, end hun havde fortjent også selv om man tager i betregning, at hun var dybt alvorligt psykisk syg med mindst et par håndfulde slemme diagnoser.

For der er jo nok en årsag til, at den dovne topegoist har alle de tanker, der er årsagen til alle de spørgsmål, jeg blandt andet har givet udtryk for i del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7 og del 8 samt at jeg altid tæller mit vaske- og strygetøj.