Det er meget langt fra første gang i mit liv, jeg prøver at være svimmel samt have kvalme, men alle de andre gange er det mere eller mindre gået over af sig selv i løbet af maximalt et døgns tid og jeg har aldrig før prøvet, at jeg i stedet for at få det bedre, kun har fået det være og være i løbet af dagen.

Faktisk har jeg aldrig nogensiden før prøvet at være så svimmel, at jeg slet ikke har været i stand til at rejse mig op fra liggende til siddende stilling og jeg har heller aldrig nogensiden før prøvet at være så svimmel, så selv når jeg lå helt fladt og helt stille på ryggen, føltes det som om, jeg befandt mig i midten af en højhastigheds centrifuge.

Jeg har aldring nogensiden før i mit live prøvet at være bange for at være alene hjemme, heller ikke når jeg har været syg, for det plejer jo at gå over igen, men i løbet af i dag har jeg kun fået det være og være, og til sidste kunne jeg ikke en gang rette øjnene mod min Skat, da han kom hjem fra træning, uden det hele kørte rundt for mig. Så derfor blev vi enige om, at vi nok heller for en sikkerhedsnåls skyld måtte ringen til lægevagten.

Jeg har aldrig nogensiden før i mit liv prøvet at ringe til lægevagten og derfor har jeg heller ikke noget at sammenligne med, men jeg tillade mig nu alligevel at synes, at 24 minutter i en telefonkø er alt for lang tid og især når det drejer sig om en syg person … da jeg endelig kom igennem og jeg havde fortalt den vagthavende læge om mine symptomer, endte det med, jeg fik en tid hos vagtlægen klokken 21:30, for det kunne både være noget helt harmløst, men desværre også noget alt andet end harmløst.

På en eller anden måde lykkedes for mig at komme på højkant samt få noget tøj på, så min Skat og jeg kunne køre hen til lægevagten, og for ikke at komme for sent ankom vi klokken 21:15 og så væbnede vi så ellers med tålmodighed, hvilket også viste sig at være helt nødvendigt, da jeg først blev kaldt ind klokken 22:40 … jeg blev undersøgt og det blev efter udelukkelse metoden, ingen problemer med blodtrykket, hjertet, lungerne og så videre så diagnose blev, at de små krystaller i begge mine ører har forstubbet sig og lige ind til de er kommet på plads igen, vil jeg have "fornøjelse" af svimmelheden. Jeg blev dog trøste med, at for hvert svimmelhedsanfald er jeg lidt tættere på, de små krystaller er kommet på plads.

I morgen skal jeg ringe til min egen læge, så jeg kan få en tid hos hende, så hun kan vise mig nogle nemme øvelser, der kan skubbe de små krystaller i mine ører på plads.