For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Dorotheas dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Dorotheas dag og rent faktisk findes der stort set ingen former for historiske fakta om hende, men ifølge legende var hun den kristne senator Dorus datter.

Under kejser Diokletians kristenforfølgelser omkring år 285 forsvarede Dorothea sin kristne tro samt kyskhed, selv om hun blev udsat for de grusomste former for pinsler og tortur.

Der blev sendt to kvinder, der selv havde opgivet den kristne tro, til Dorthea for også at få hende til at opgive den kristne tro, men Dorothea afslog og i stedet fik hun dem begge to vent tilbage til den kristne tro. Dette gjorde guvernør Fabricius så rasende, at han dømte hende til døden ved halshugning, men først skulle hun en tur på en strækkebænk.

Legende fortælle end videre at selv om Dorotheas pinsler var store unde den grusomste tortur på strækkebænken, så smilede hun alligevel under torturen ved tanken om de to kvinder, hun havde vendt tilbage til den kristen tro.

Sankt Dorotheas navn bliver også knytter til legenden om Rosenbruden, da det påstårs, at da Dorothea var på vej til sin henrettelse, bad en dommer hende håndligt om at sende ham en kurv, der var fyldt med blomster og frugter fra Paradisets have, lige så snart hun var ankommet dertil, og umiddelbart lige efter Dorothea var blevet halshugget bragte et af himlens sendebude ham en kurv, der var fyldt med roser og æbler, sammen med en hilsen fra Dorothea.

I det gamle bondesamfund blev Sankt Dorothea opfatte som en ekstra nødhjælper, det vil sige, hun var altså ikke en af de fjorten officielle, men derimod den femtende. For ifølge legende var Dorotheas allersidste bøn til Gud, at alle dem, der i bøn ville påkalde hende, skulle blive hørt.

Sankt Dorothea anses for øvrigt for at være en af de fire store jomfruer sammen med Sankt Barbara, Sankt Catharina og Sankt Margaretha.

Ifølge den gamle folkeovertro så skal dorothealiljerne og vintergækkerne med deres kyske hvide blomster allerhelst springe ud på Sankt Dorotheas dag, for så varsler det, at foråret er lige ved at være nået til vores breddegrader.