Det siges: "At størst af alt er kærligheden" og derfor bringer jeg her et lille udklip af den artikel om Sankt Valentin, jeg skrev for elve år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad …
Sankt Valentins dag klinger rigtigt amerikansk, og det er da også i Amerika, at traditionen med at sende kort og gaver til den, man holder allermest af, er blevet noget så populær, men for at finde denne skiks sande rødder, må man altså helt tilbage til det gamle Romerrige …
Der var en gang en kristen præst og dette er ikke et eventyr, men den sande historie, der hed Valentinus. Han levede i Rom omkring år 200 efter Kristi fødsels. Kristendommen var på det tidspunkt strengt forbudt, og det blev sagt, at Valentinus skulle have hjulpet nogle kristne mennesker med at flygte fra fængslerne. Han trodsede modigt de romerske love, også i helt andre sammenhæng … for Kejser Cladius den anden havde nemlig forbudt ægteskab imellem unge mennesker, da han mente, at mænd, der levede alene, var meget bedre soldater end mænd, der var gift, og der var hårdt brug for mange tapre og stærke soldater i hans meget store hær.
Valentinus satte dog kærligheden meget højre end krigsmagten, og han viede derfor i al hemmelighed de elskende unge par. Dette blev opdaget, og Valentinus blev dømt til både stening og halshugning.
Valentinus overlevede åbenbart steningen, for der fortælles en legende om hans gøremål i fængslet, hvor han afventede sin endelige henrettelse … fangevogteren havde en ung blind datter, som Valentinus gerne ville hjælpe. Præsten og den unge pige bad derfor hver dag sammen i dybeste hemmelighed til Gud, om at pigen måtte få sit syn tilbage, og miraklet skete !!!
For pigen fik faktisk sit syn tilbage, men om det skyldtes de mange indtrængende bønner til Gud eller en spirende forelskelse til Valentinus, ja, det fortæller historien altså ikke noget om.
På dagen, hvor halshugningen skulle finde sted, det vil sige den 14. februar i år 270, sendte Valentinus blomster til pigen. Disse blomster var vedlagt et kort, der blot var underskrevet med "Din Valentin". Dette kort var altså det allerførste Valentinkort.
Ifølge en udlægning af denne legende, bestod blomsterbuketten af krokus, og det var først, da pigen holdt de stærkt farvede blomster op foran sine øjne, at hun fik sit syn tilbage. En anden version går ud på, at Valentinus sendte pigen en buket violer, og det fortælles, at et stærkt lysskær fyldte rummet, da pigen udbrød: "Jeg kan se !".
I alle tilfælde blev Valentinus ophøjet til helgen omkring 200 år senere i år 496, da kristendommen havde slået helt igennem, og den 14. februar blev til en helligdag. Man kan mene, at Valentinus mange modige handlinger under romernes tyranni, burde have været grund nok til at udpege hans dødsdag som helligdag, men sagen var meget mere komplicere end det … for i det antikke Rom var den 15. februar altså dagen efter Sankt Valentin fra meget gammel tid en stor festdag, der var kaldt "Lupercalia". På denne dag blev en ged ofret af to unge mænd, der indsmurte i offerblodet, sprang rundt på Palatinerhøjen kun iklædt skørter fremstillet af gedeskind, og de unge kvinder, der ønskede at blive gravide, blev pisket med strimler fremstillet af gedeskind.
Man fejrede også gudinden Juno på en helt speciel måde. I en urne lagde man små lapper med de unge pigers navn på. Alle de unge drenge skulle så trække en lap, og på den måde "parredes" de unge som ægtefolk i et helt år … et helt sikkert meget spændende kærligheds lotteri.
Lupercalias festligheder og frugtbarhedsritualer var imidlertid alt for stærke for den kristne myndighed, men folket ville meget nødigt slippe dem helt, og et totalforbud var derfor helt umuligt. Der var tydeligvis et meget stort behov for en forårsfest, så som sagt så gjort … helligdagen blev flyttet en dag tilbage, og det blev tilladt at fejre både foråret og kærligheden til minde om den hellige Valentinus.
Præsterne foreslog, at man i stedet skulle lægge papirlapper med navne på helgener i urnen. De unge mennesker skulle så trække hver sin helgen samt forsøge at leve efter hans eller hendes overbevisning året ud. Denne nye skik blev af helt forståelige grunde ikke ligeså populær. De unge mennesker skrev deres eget navn på papirlapperne og gav dem til hinanden i stedet for. Traditionen levede videre i Europa samt blandede sig med de urgamle tanker omkring foråret og forelskelse.
I England troede man nemlig meget længe, at den 14.februar var den dag, hvor fuglene begyndte at parre sig, og ifølge den engelske folkeovertro blev en ung kvinde gift med den mand, hun så allerførst på Sankt Valentin dagen.
Det var også i England, at det først blev almindeligt med at sende kort med kærlighedserklæringer den 14. februar. Det ældste bevarede Valentinkort er fra år cirka 1400 og det findes på British Museum. I meget lang tid var Valentinkortene altid håndskrevet, men i begyndelsen af 1800-tallet sammen med bedre muligheder for trykning, blev de masseproducere kort mere og mere almindelige. For de meget sippede victorianere i datids England var det en moralsk korakt og helt passende måde, at udtrykke sin kærlighed på over for en person af det modsatte køn.
Engelske udvandrere tog denne Valentinskik med sig til Amerika, hvor meget driftige kortfabrikanter i begyndelsen af 1900-tallet havde held med at udnytte "Valentines Day" til fulde. Blomsterbutikkerne, chokoladebutikkerne samt konditorierne var heller ikke sene til at følge efter og da slet ikke efter at Miss Esther Howland havde indført traditionen officielt.
Herhjemme prøvede bagerne, blomsterbutikkerne, konditoerne med mere at indføre Sankt Valentin stikken i midten af 1950-erne dog uden held, for det var først i midten af 1990-erne, skikken så småt begyndte at vinde fodfæste i den yngre del af befolkningen.
Hvad der er sandt eller ikke sandt i alle disse legender og myter omkring Sabnkt Valentins dag, er meget svært at vide. Måske er der helt enkelt bare tale om en skøn blanding af begge dele. Et sandt sammensurium af hedensk tilsnit, religiøse højtider og moderne handel, krydret med gammel folkeovertro og almindelig forårberuselse, men uden tvivl er den helt røde tråd kærlighedens budskab igennem mere end 2000 år.
Og her i begyndelsen af det 3. årtusinde er kærligheden stadigvæk en lige så stærk en kraft som den var det i det 3. århundrede.
Tanken om, at man denne ene dag om året kan vove sig frem og erklære sin kærlighed, tiltrækker rigtigt mange. For får man et afslag, er der jo ingen skade sket, for man har jo blot deltaget i en helt uskyldig gammel tradition.
Så se nu at komme på posthuset efter frimærker til dit håndskrevet Sankt Valentinkort eller hvorfor ikke i disse moderne tider, sende dine kærlighedserklæringer per e-mail eller sms ?
