Arkiver

Synet


Hverdagen.

Jeg har altid og jeg gør det for øvrigt stadigvæk tilladt mig at undre mig over, hvordan det kan være er nogles tid er meget mere værd end anders tid … tag nu for eksempel i dag, hvor vi skulle have vores lejlighed synet i forbindelse med opstarten af den del af den helt store udskiftning af samtlige faldstammer, lunestrenge samt lodrette vandrør i hele vores bebyggelse, der skal finde sted i vores lejlighed, begynder.

For tre og en halv uges tid siden torsdag den 13. januar 2011 lå der et brev i vores postkasse, hvori der står, at vores lejlighed vil blive synet i dag mandag den 7. februar 2011 imellem klokken 12:00 og 16:00. Jeg har lige fra start af nægtet at tro, at det kunne tage fire timer og det gjorde det sørme heller ikke, for de to, der skulle stå for synet, ankom klokken 15:35 og de gik klokken 15:45.

Dermed har min skat og jeg så lige spildt tre og en halv time af vores liv på at vente på de to herrer, der skulle syne vores badeværelse samt køkken, for selv om vi var hjemme, kunne vi jo lige som ikke gå i gang med noget, vi ikke kunne stoppe med på lige præcist det tidspunkt, de ringede på vores hoveddør.

Nå … vores badeværelse samt køkken blev synet, og vi kan slippe med at skulle ydelægge bunden af skabet under vasken, hvilket, vi så synes, er meget billigt sluppet, men det skyldes jo så også, at vi ikke går ind for "brug-og-smid-ud-livstilen" og at vi derfor ikke vil gå med til, at alle de både lodrette samt vandrette vandrør, vi selv har betalt for i dyre domme at får udskiftet i forbindelse med moderniseringen af vores køkken, skal udskiftes igen.

Vi kan gå med til, at alle de gamle rør, der er i nedslidte samt i stykker, skal udskiftes, men at udskifte alle de nye rør, der intet fejler, bare for at håndværkerne skal kunne tjene nogle ekstra penge, det ser vi absolut ingen grund til og slet ikke, når vi skal betale ekstra for det. Det her "cirkus" bliver som ment allerede mere end dyrt nok, det behøver altså ikke at blive dyrere bare fordi entreprenøren gerne vil øge sin omsætning.