Det er meget langt fra første gang i mit liv, jeg prøver at være svimmel samt have kvalme, men alle de andre gange er det mere eller mindre gået over af sig selv i løbet af maximalt et døgns tid og jeg har aldrig før prøvet, at jeg i stedet for at få det bedre, kun har fået det være og være i løbet af dagen.

Faktisk har jeg aldrig nogensiden før prøvet at være så svimmel, at jeg slet ikke har været i stand til at rejse mig op fra liggende til siddende stilling og jeg har heller aldrig nogensiden før prøvet at være så svimmel, så selv når jeg lå helt fladt og helt stille på ryggen, føltes det som om, jeg befandt mig i midten af en højhastigheds centrifuge.

Jeg har aldring nogensiden før i mit live prøvet at være bange for at være alene hjemme, heller ikke når jeg har været syg, for det plejer jo at gå over igen, men i løbet af i dag har jeg kun fået det være og være, og til sidste kunne jeg ikke en gang rette øjnene mod min Skat, da han kom hjem fra træning, uden det hele kørte rundt for mig. Så derfor blev vi enige om, at vi nok heller for en sikkerhedsnåls skyld måtte ringen til lægevagten.

Jeg har aldrig nogensiden før i mit liv prøvet at ringe til lægevagten og derfor har jeg heller ikke noget at sammenligne med, men jeg tillade mig nu alligevel at synes, at 24 minutter i en telefonkø er alt for lang tid og især når det drejer sig om en syg person … da jeg endelig kom igennem og jeg havde fortalt den vagthavende læge om mine symptomer, endte det med, jeg fik en tid hos vagtlægen klokken 21:30, for det kunne både være noget helt harmløst, men desværre også noget alt andet end harmløst.

På en eller anden måde lykkedes for mig at komme på højkant samt få noget tøj på, så min Skat og jeg kunne køre hen til lægevagten, og for ikke at komme for sent ankom vi klokken 21:15 og så væbnede vi så ellers med tålmodighed, hvilket også viste sig at være helt nødvendigt, da jeg først blev kaldt ind klokken 22:40 … jeg blev undersøgt og det blev efter udelukkelse metoden, ingen problemer med blodtrykket, hjertet, lungerne og så videre så diagnose blev, at de små krystaller i begge mine ører har forstubbet sig og lige ind til de er kommet på plads igen, vil jeg have "fornøjelse" af svimmelheden. Jeg blev dog trøste med, at for hvert svimmelhedsanfald er jeg lidt tættere på, de små krystaller er kommet på plads.

I morgen skal jeg ringe til min egen læge, så jeg kan få en tid hos hende, så hun kan vise mig nogle nemme øvelser, der kan skubbe de små krystaller i mine ører på plads.

På grund af kvalmen og svimmelheden har jeg simpelhen ikke har haft lyst til nogen som helst former for mad i dag og derfor har jeg også kun nået at spise to små bananer i løbet af hele dagen og min aftensmad bliver også kun en lille banan …

… det skal dog ikke gå ud over min Skat, at jeg ingen madlyst har og derfor får han pomfrit, kylletter samt nogle skriver rugbrød.

… mandag morgen og dermed har min Skat og jeg lige taget hul på endnu en hel ny arbejdsuge – han på sit arbejde og jeg herhjemme, og hvor meget jeg når at foretage mig i løbet af i dag, ved jeg ikke noget om, for desværre starter jeg dagen med at føle mig rigtigt godt gammeldag dårlig, da jeg skiftevis fryser og sveder, jeg er svimmel samtidigt med jeg også har kvalme samt lidt småmigræne … det var altså ikke lige den start på denne uge, jeg havde håbet på.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Fastelavnsmandag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Fastelavnsmandag, der også bliver kaldt for Blå Mandag samt Flæskemandag, falder altid fyrre dag før Påskedag og dagen markere, at det nu er ved af være slut med de fede samt hvide madvarer før fasten, der jo begynder Askeonsdag. Så derfor er Fastelavnsmandag samt Hvidetirsdag de to sidste muligheder for at nyde den slags madvarer, før man begynder at faste, hvis man altså begyder på det.

Mange steder benytter man den dag i dag Fastelavnsmandag til endnu en gang at klæde sig ud, slå katten af tønden samt efterfølgende gå udklædt fra dør til dør med et fastelavnsris samt en raslebøsse.

Oprindeligt stammen Fastelavnsmandags tilnavn Blå Mandag fra den katolske tid, hvor mandag efter fastelavn var den eneste hverdag i løbet af året, hvor håndværkerne havde fri, for ellers arbejdede man jo dengang hele ugen undtagen søndag, hvor man jo gik i kirke, og derfor blev Den Blå Mandag brugt til at feste, før man skulle faste.

I den katolske tid var det ikke kun kroppen, der skulle faste ved at man udlod at spise fede samt hvide madvarer, det var også sjælden og derfor blev kirkernes farverige alter samt billeder dagen efter Blå Mandag altså på Hvidetirsdag tildækkede af blåviolette klæder, så kirkegængernes øjne dermed ikke havde noget pænt at se.

Mener man dog, at Fastelavnsmandags tilnavn Blå mandag stammer fra nyere tid nemlig fra den gang, da man fik sine klæder farvet hos den lokale farver, for når han brugte planten vajd til at farve klæderene blå, sørgede han for at gøre det om søndag, da han så var "nødt til" at holde fri om mandagen, hvor klæderene hængte til tørre, derfor bruges begrebet Blå Mandag oftes om en ren pjækkedag.

Udtrykket Blå Mandag bruges også om konfirmandernes fridag efter konfirmationen, hvis denne har fundet sted en søndag, måske skyldes det, at man mener, de nykonfirmerede bruger konfirmationen som en undskyldning for at pjække om mandagen eller fordi de nykonfirmerede bruger mandagen på "at tage ud i det blå".

… kogte kartofler, kogte porrer, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, krebinetter af hakke kyllingkød, samt nogle skriver rugbrød.

Selv om det er fastelavn i dag, så må vi altså ikke glemme, at det også er Sankt Valentin. Så når alle dyreplagerne godt skjult bag deres udklædning er blevet færdige med at slå katten af tønden, kan de jo begynde at tænke på kærlighenden til deres kæreste eller deres måske kommende kæreste.

Det siges: "At størst af alt er kærlighenden" og derfor bringer jeg her et lille udklip af den artikel om Sankt Valentin, som jeg skrev for ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad …

"Valentine Day" klinger rigtigt amerikansk, og det er da også i Amerika, at traditionen med at sende kort og gaver til den, man holder allermest af, er blevet noget så populær, men for at finde denne skiks sande rødder, må man altså helt tilbage til det gamle Romerrige …

Der var en gang en kristen præst og dette er ikke et eventyr, men den sande historie, der hed Valentinus. Han levede i Rom omkring år 200 efter Kristi fødsels. Kristendommen var på det tidspunkt strengt forbudt, og det blev sagt, at Valentinus skulle have hjulpet nogle kristne mennesker med at flygte fra fængslerne. Han trodsede modigt de romerske love, også i helt andre sammenhæng … for Kejser Cladius den anden havde nemlig forbudt ægteskab imellem unge mennesker, da han mente, at mænd, der levede alene, var meget bedre soldater end mænd, der var gift, og der var hårdt brug for mange tapre og stærke soldater i hans meget store hær.

Valentinus satte dog kærligheden meget højre end krigsmagten, og han viede derfor i al hemmelighed de elskende unge par. Dette blev opdaget, og Valentinus blev dømt til både stening og halshugning.

Valentinus overlevede åbenbart steningen, for der fortælles en legende om hans gøremål i fængslet, hvor han afventede sin endelige henrettelse … fangevogteren havde en ung blind datter, som Valentinus gerne ville hjælpe. Præsten og den unge pige bad derfor hver dag sammen i dybeste hemmelighed til Gud, om at pigen måtte få sit syn tilbage, og miraklet skete !!! Pigen fik faktisk sit syn tilbage, men om det skyldtes de mange indtrængende bønner til Gud eller en spirende forelskelse til Valentinus, ja, det fortæller historien altså ikke noget om.

På dagen, hvor halshugningen skulle finde sted, det vil sige den 14. februar i år 270, sendte Valentinus blomster til pigen. Disse blomster var vedlagt et kort, der blot var underskrevet med "Din Valentin". Dette kort var altså det allerførste Valentinkort.

I følge en udlægning af denne legende, bestod blomsterbuketten af krokus, og det var først, da pigen holdt de stærkt farvede blomster op foran sine øjne, at hun fik sit syn tilbage. En anden version går ud på, at Valentinus sendte pigen en buket violer, og det fortælles, at et stærkt lysskær, fyldte rummet, da pigen udbrød: "Jeg kan se !".

I alle tilfælde blev Valentinus ophøjet til helgen omkring 200 år senere i år 496, da kristendommen havde slået helt igennem, og den 14. februar blev til en helligdag. Man kan mene, at Valentinus mange modige handlinger under romernes tyranni, burde have været grund nok til at udpege hans dødsdag som helligdag, men sagen var meget mere komplicere end det … for i det antikke Rom var den 15. februar altså dagen efter Sankt Valentin fra meget gammel tid en stor festdag, der var kaldt "Lupercalia". På denne dag blev en ged ofret af to unge mænd, som indsmurte i offer blodet, sprang rundt på Palatinerhøjen kun iklædt skørter fremstillet af gedeskind, og de unge kvinder, der ønskede at blive gravide, blev pisket med strimler fremstillet af gedeskind.

Man fejrede også gudinden Juno på en helt speciel måde. I en urne lagde man små lapper med de unge pigers navn på. Alle de unge drenge skulle så trække en lap, og på den måde "parredes" de unge som ægtefolk i et helt år … et helt sikkert meget spændende kærligheds lotteri.

Lupercalias festligheder og frugtbarhedsritualer var imidlertid alt for stærke for den kristne myndighed, men folket ville meget nødigt slippe dem helt, og et totalforbud var derfor helt umuligt. Der var tydeligvis et meget stort behov for en forårsfest, så som sagt så gjort … helligdagen blev flyttet en dag tilbage, og det blev tilladt at fejre både foråret og kærligheden til minde om den hellige Valentinus.

Præsterne foreslog, at man i stedet skulle lægge papirlapper med navne på helgener i urnen. De unge mennesker skulle så trække hver sin helgen og forsøge at leve efter hans eller hendes overbevisning året ud. Denne nye skik blev af helt forståelige grunde ikke ligeså populær. De unge mennesker skrev deres eget navn på papirlapperne og gav dem til hinanden i stedet for. Traditionen levede videre i Europa og blandede sig med de urgamle tanker omkring foråret og forelskelse.

I England troede man meget længe, at den 14.februar var den dag, hvor fuglene begyndte at parre sig, og ifølge den engelske folkeovertro blev en ung kvinde gift med den mand, hun så allerførst på Sankt Valentin dagen.

Det var også i England, at det først blev almindeligt med at sende kort med kærlighedserklæringer den 14. februar. Det ældste bevarede Valentinkort er fra år cirka 1400 og det findes på British Museum. I meget lang tid var Valentinkortene altid håndskrevet, men i begyndelsen af 1800-tallet sammen med bedre muligheder for trykning, blev de masseproducere kort mere og mere almindelige. For de meget sippede victorianere i datids England var det en moralsk korakt og helt passende måde, at udtrykke sin kærlighed på over for en person af det modsatte køn.

Engelske udvandrere tog denne Valentinskik med sig til Amerika, hvor meget driftige kortfabrikanter i begyndelsen af 1900-tallet havde held med at udnytte "Valentines Day" til fulde. Blomsterbutikkerne, chokoladebutikkerne samt konditorierne var heller ikke sene til at følge efter og da slet ikke efter at Mis Esther Howland havde indført traditionen officielt.

Hvad der er sandt eller ikke sandt i alle disse legender og myter omkring Valentindagen, er meget svært at vide. Måske er der helt enkelt bare tale om en skøn blanding af begge dele. Et sandt mix af hedensk tilsnit, religiøse højtider og moderne handel, krydret med gammel folkeovertro og almindelig forårberuselse, men uden tvivl er den helt røde tråd kærlighedens budskab igennem mere end 2000 år.

Og her i begyndelsen af det 3. årtusinde er kærligheden stadigvæk en lige så stærk en kraft som den var det i det 3. århundrede.

Tanken om, at man denne ene dag om året kan vove sig frem og erklære sin kærlighed, tiltrækker rigtigt mange. For får man et afslag, er der jo ingen skade sket, for man har jo blot deltaget i en uskyldig tradition.

Så se nu at komme på posthuset efter frimærker til dine håndskrevne Sankt Valentinkort eller hvorfor ikke i disse moderne tider, sende dine kærlighedserklæringer per e-mail eller sms ?

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Fastelavn, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Årets allermørkeste og koldeste tid krydres hvert år med en både glad og farverig tradition … fastelavn.

Festlighederne foregår altid på fastelavnssøndag og fastelavnsmandag, der altid falder syv uger før påsken. Det er en meget gammel begivenhed, som vi den dag i dag fejrer her i Danmark. Nu til dags er det dog godt nok mest børnene, der fester og lever ballade.

I et par dage kan man blive hvad som helst, det er bare at klæde sig ud, altså at tage en maske og eller noget udklædningstøj på, og derved kan man udleve alle sine inderste vilde drømme.

Fastelavn er en skik, der har overlevet skiftede tider, og selvom festen i dag har tilpasset sig vores tids livsmønster, slår man dog stadigvæk katten af tønden, ligesom man "bider til bollen", og børnene går fra dør til dør for at rasle penge eller måske nok i dag mere slik ind. Men hvordan begyndte denne skik så i grunden ?

Allerførst var fastelavn en forårsfest, som efter kristendommens indførelse blev ændrede til "en fest før fasten", og i dag er det nærmest en karnevalfest.

Ordet fastelavn er middelalderdansk og stammer oprindeligt fra det plattyske ord "vastelavent", der betyder de sidste dage før fasten, men selve fastelavnsfesten er dog mere end tusinde år gammel. Den gang var det en forårsfest, en fest som datidens bondebefolkning i det kolde nord holdt for at hilse foråret og dermed de lysere og varmere tider velkommen.

Den gang festede man i et muntert lag, man klædte sig ud, og slog sig rigtigt løse, dog altid skjult under en fantasifuld maske. Man dystede mod hinanden under meget stor morskab, i forskellige rituelle lege, der altid viste kampen imellem det gode og det onde, de mørke figurer mod de lyse figurer, eller den lyse tid mod den mørke tid.

Efter kristendommens indførelse skulle der fastes i fyrre dage, for at man kunne "rense" kropen og derved sjælen, inden man kunne fejre påsken. Fastelavn var altså festen før fasten, og derfor faldt den aldrig på en fast dato, som for eksempel julen gør, men derimod syv uger før påske, det vil sige en gang i perioden fra og med den 1. februar til og med den 7. marts.

Fastelavn blev dermed til de dage, hvor både bondestanden såvel som borgerstanden spist og drak i de helt store mængder, samt morede sig, inden man skulle sige: "Farvel" til alle dennes verden mange goder.

Festlighederne begyndte altid på en søndag, der blev kaldt for Flæskesøndag, hvor man spiste eller rettere skrevet åd ret så store mængder af kød eller flæsk, og det sammen gentog sig om mandagen, samt på fastelavn-tirsdag, der også blev kaldt for hvidetirsdag, hvor man spiste hvidt brød eller boller med en stor klat smør inden i. Den gang kunne disse festligheder godt strække sig over en hel uge.

Efter reformationen i det femtende århundrede, da fasten officielt blev afskaffes, forsatte befolkningen dog med at fejre fastelavn som før, og fastelavnløjerne var til tider så vilde, at de kirkelige myndigheder her i norden forsøgte på at få denne "fastelavn djævelskab" afskaffet, dog helt uden held.

I dag er mange af de gamle ritualle lege stadigt en vigtig del af forlystelserne ved fastelavn, der nu til dags mest foregår på fastelavnsmandag, og i dag er det nok også mest børnene, der fejre fastelavn.

Det at "slå katten af tønden" er en meget gammel skik, som man mener stammer fra bondebefolkningen på øen Amager udenfor København. Skiken er måske oprindeligt kommet her til landet sammen med de hollandske familier, der indvandrede og primat bosatte sig på denne ø for cirka femhundrede år siden.

På dette tidspunkt satte man en levende kat ned i tønden. Hvorfor vides ikke helt præcist, men en mulig forklaring kan være, at katte efter manges mening var "Månens hellige mørkedyr", og at man ved at ofre en kat, kunne komme til at gå fra de mørke tider til de lyse tider. Tønden blev hængt op imellem to pæle, og det gjaldt derefter om at slå tønden itu, imedens man sad på en hesteryg. Denne skik var i hvert fald ikke nogen god leg hverken for børnene eller for katten, der som oftes mistede livet. Derfor er det glædeligt, at man i dag nøjes med at benytte en sort pap eller papir kat til at pryde fastelavntønden med, hvis man da ikke har putte en sort plys kat ned i tønden.

I dag er fastelavn allermest børnenes fest, hvor de klæder sig ud og dyster om at blive kattedronning, det vil sige den, der slår tøndens bunden ud, eller kattekonge, det vil sige den, der slår tøndens allersidste bræt ned. Efter tøndeslagningen kåres den bedste udklædte, og den stolt vinder får overrakt sin præmine.

I Norden har det altid været en fast kutyme, at man fremstiller noget bestem bagværk til alle årets forskellige højtider, og således også til fastelavn. De fastelavnsboller, der er overdrysset med flormelis, samt fyldt med creme og eller flødeskum, som vi kender i dag, kan meget vel være en videre udvikling at datidens "hvide boller", der var fyldt med en stor smørklat.

Oprindeligt gik alle voksne så vel som børn festligt udklædt fra hus til hus eller rettere skrevet på den tid fra gård til gård for at lave ballade og eller sjov, imens de sang: "Boller op, boller ned, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade", og den gang lavede man virkeligt ballade … for man gik ind i husene eller gårdene og gemte forskellige ting samt sager, og tror mig, der kunne virkeligt gå vildskab i disse drillerier, der nemt kunne udvikle sig til nogle virkelige grovheder.

… kogte kartofler, masser af bløde løg, kogte porrer, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, steget oksesteaks samt nogle skriver rugbrød, og det smagte mindst lidt så godt, som det så ud til at gøre.

… det er jo Sank Valentin i morgen og selv om det ikke er noget, min Skat og jeg fejer, så har vi nu alligevel en lille bitte smule kærlighedspynt i vores stue … for de femte små hindbærrøde buttede hæklede hjerter har lige siden, jeg blev færdigt med dem, hygget sig i den lille flette kurv …

… der er formet som en and, som jeg fik i min pakkekalender fra Jyderup sidste år.

I virkeligheden er det jo så utroligt lidt, der skal til, for at frembringe en hyggelig stemningen.