… men det blev et meget kort besøg.

Dagens solnedgang over Køgevej klokken cirka 21:00 …

… som min Skat og jeg oplevede og fotograferede den fra vores altan.

Aftens solnedgang over Køgevej klokken cirka 18:45 …

… byd lige som resten af denne dag ikke på ret meget sol.

Jeg håber, at vi få noget mere sol i morgen. For jeg kan godt bruge solens hjælp til at tørre tøjet for mig, efterhåndens som jeg når at vaske det. Jeg har nemmelig sat mig for, at jeg meget gerne skal nå stort set til bunds med vasketøjbunken i morgen.

… stegte panerede fiske fileter, profrit og dertil nogle skiver rugbrød. Det var dejligt hurtig tilberedt, velsmagende og generede en minimal opvask.

Jeg var lige blevet færdigt med at stryge den maskinfuld kulørt finvask, som jeg nåede at vaske og hænge til tørre på vingetørrestativet i formiddags, før jeg gik ind til tandlægen med mere, da min Skat kom hjem fra arbejdet. Han smurte samt spiste noget lynhurtigt frokost, imens jeg stillede strygebrætet og strygejernet på plads i soveværelset, samt klappede vingetørrestativet sammen og stillet det væk ud på altanen samt puttede alle klemmerne ned i deres pose og lagde den ned i skuffe i entreen.

Så kørte min skat og jeg ud til Farmors plejebolig, hvor min Skat gik i gang med pille alle skruer samt rawlplugs ud af væggene …

… imens jeg gik i gang med at vaske og tørre alle hylderne af i de to indbyggende skabe …

… vi forsatte i fællesskab med at vaske samt tørre alle overfladerne af …

… samt fik støvsuget hele lejligheden.

Kort fortalt har vi nu nået at gøre hovedrent i hele Farmors plejebolig …

… og nu er vi så blevet helt færdige med alt det, som vi skal have klaret, før vi kan aflevere Farmors plejebolig tilbage til udlejeren, hvilket sker umiddelbart efter, vi har deltaget i fraflyttesynet på fredag.

Når nu det ikke kunne være anderledes, fordi det simpelthen var blevet alt for uansvarligt, at lade Farmor blive boende i sit eget hjem, hvor hun ikke længere kunne klare sig selv og vi ikke kunne magte at mandsopdække hende 24 timer i døgnet, og hun derfor var nødt til at flytte ind i en plejebolig, hvor hun så kom til at bo de sidste fire år af sit liv. Så er vi faktisk rigtigt glade for, at det var lige præcist på dette af byens plejecenter og ikke et af de andre, Farmor kom til at bo og leve i sin sidste tid i denne verden.

For dette plejecenter var helt nyt – Farmor var imellem det først hold beboer, der flyttede ind herude – og ideerne bag plejecenterets indretning og hvordan dagligdagene skulle forgår var også helt nye samt meget andreledelse i forhold til, hvordan det normalt er på et plejehjem eller i et plejecenter. Farmors bolig har været og er stadigvæk både lys samt venlig, og hun havde lige til det allersidste medbestemmelse med hensyn til, hvordan hun ville bo og leve.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har brokket mig meget over mange forskellige ting i løbet af de fire år, Farmor nåede at bo herud. Det har dog aldrig været over personalet, stedets indretning eller ideerne bag beboernes dagligdag, men derimod altid over de usle forhold, som personalet arbejde under, samt de konstante nedskæringer og deres konsekvenser, som vi har været vidner til.

Så er det allerede blevet onsdag morgen igen og dermed er vi endnu en gang nået til midten af en arbejdsuge. Min Skat på hans arbejde og jeg herhjemme, hvor jeg lige for tiden er i fuld gang med at prøve på at komme til bunds i alle de mange både små og store hængepartier, der har nået at hobe sig op i løbet af den sidste måneds tid.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er galt med mig, men lige for tiden så føler jeg igen, at tiden simpelhen bare flyver af sted og jeg har mere end almindeligt svært ved at følge med den. Jeg skulle vel ellers som sådant i hvert fald i teorien have muligheder nok for at kunne følge med tiden lige for tiden, hvor jeg jo stadigvæk er 100% fuldtids hjemmegående.

Årsagen er jo nok, at jeg bruger det meste af tiden på at komme til bunds i samt på andre måder få løst alle de alt for mange både små og store hængepartier, som efterhåndens igen har nået at hobe sig op i vores hjem, og at ting tager tid samt at visse ting tager meget mere tid, end man måske lige er klar over eller vil være ved.

På den anden side når jeg sidder og læser lidt tilbage på min blog, der jo også er min dagbog, så undre det mig faktisk, at vi ikke er kommet endnu længere tilbage med vores egne ting end, hvad vi rent faktisk er. For vi har godt nok ikke brugt ret meget tid på os selv eller vores hjem i den sidste måneds tid.

Selv om uge 18 år 2009 var meget hektisk, så må jeg jo også indrømme, at ugerne før og ugen efter ikke var ret meget mindre hektiske. Med alle de ting, som både min Skat og jeg har nået at klare alene i løbet af de sidste to ugers tid, er det faktisk ikke underligt, at vi ikke også har kunnet nå noget i vores eget hjem.

Faktisk vil jeg snare påstå, at det er underligt, at vores eget hjem ikke er mere medtaget af den manglede omsorg, som det har været udsat for i de sidste to uger. Dertil kommer, at både min Skat og jeg også er medtaget … dels fordi den sidste måneds tid har taget meget hårdt på os og især min Skat psykisk, for det har virkeligt været en følelsesmæssigt streng periode at komme igennem, og dels fordi vi begge to igen har oparbejdet et stort søvnunderskud og vi generelt bare er udkørte ovenpå de mange praktisk arbejdsopgaver, vi lige har skulle klare at løse på meget kort tid.

Jeg håber, at når vi har fået ordnet de sidste arbejdsopgaver inklusiv hovedrengøringen samt flyttesynet af Farmors plejebolig, at min Skat og jeg så kommer ind i en periode, hvor vi begynder at få mere fritid til os selv og vi dermed kan få lidt mere søvn samt noget mere overskud.