Det er en helt underligt følelse at vide, at min Skat og jeg i eftermiddag, når han er kommet hjem fra arbejdet og vi begge to har været ude at løbe, ikke skal kører en tur ud til Farmor for at se, hvordan hun har det. Sådant som vi ellers har været vandt til at gøre det stort set hver eftermiddag i løbet af de fire år, hvor hun nåede at bo i sin plejebolig.
Før Farmor flyttede ind i sin plejebolig, besøgte vi hende stort set hver aften i hendes eget hjem, og de sidste par år havde vi varm aftensmad med hver gang. Så vi alle tre kunne spise til middag i fællesskab ikke så meget på grund af hyggen, men fordi vi så viste, at Farmor i hvert fald havde fået et ordentligt måltid mad den dag.
Både før Farmor flyttede ind i sin plejebolig og efter hun var flyttet ind i den samt før vi fik solgt hendes hus, sørgede vi for at holde både huset samt den tilhørende have. Så rigtigt meget af vores fritid gik med det, som nogle skulle gøre, når nu Farmor ikke længere kunne selv, og som ingen andre i Farmors familie ud over os gad at beskæftige sig med.
Det er helt underligt at vide, at vi aldrig mere skal tilpasse aktiviteterne i løbet af vores dage, uanset om der er tale om arbejdsdage, ferie- og fridage eller helligdage og weekender, efter, at vi skal nå ud at besøge Farmor enten efter hun har fået frokost, men før hun skal sove til middag eller efter hun har sovet til middag og før hun skal spise til aften, men at vi kan tilrettelægge dagenes aktiviteter uden at skulle tage den slags hensyn.
Det er helt underligt at vide, at vi aldrig mere skal være urolige for, at Farmor falder og kommer til skade eller hun af andre årsager lige pludseligt får akut brug for os og vores omsorg samt støtte. At vi ikke længere behøver at leve med angsten for, at der skal ske Farmor noget dårligt og at vi skal smide alt, hvad vi har i vores hænder på alle tidspunkter af døgnet og uanset om vi er på arbejdet, her hjemme eller andre steder, for at vi kan komme ud til hende så hurtigt som over hovedet taget muligt.
Det er helt underligt at vide, at vi nu er kommet så langt med afviklingen af Farmors plejebolig, at vi måske kan nøjes med at skulle ud til plejecentret en maximalt to gange mere for at hente det allersidste post, der måske dukker op til Farmors bo der ude. Fordi afsenderen ikke har kunnet finde ud af at sende brevet til Farmors advokat. Rent faktisk burde vi nu være nået så langt med alle de mange forskellige praktiske ting i forbindelse med afviklingen af Farmors plejebolig med mere, at vi kan nøjes med et maximalt to møder mere med hendes advokat, så er det hele helt ude af denne verden.
Det er helt underligt at vide, at det eneste, som vi nogenside mere kan og skal gøre for Farmor, er, at plante nogle blomsterløg på hendes grav og så sørger for at betale for at den bliver passet samt der bliver lagt gran på den hvert år ved juletid.
Faktisk er det helt underligt at finde ud af, hvor meget Farmor og hendes ve samt vel rent faktisk har fyldt i vores hverdag samt i vores liv, og måske når vi har fået det hele lidt mere på afstand, vil hendes bortgang betyde, at der kommer mere ro og mindre stress ind i vores daglig hverdag.