Arkiver

Venter igen


Hverdagen.

Jeg indrømmer hellere end gerne, at det jo bare er mig, der er noget helt galt med. Når jeg tillader mig at mene, at hvis man aftaler eller lover noget, så skal man også holde det, og hvis det så viser sig, at man ikke kan holde det, så bør man lige informere de involverede om det.

Forrige fredag, da min Stats farmor blev bisat, gav vi alle hendes tilstedeværende arvinger en CD-rom, som min Skat havde fremstillet til dem. Denne CD-rom indeholdte lidt over 200 forskellige billeder af Farmors indbo dog ikke hendes sko, tøj og så videre i den retning, samt en kort beskrivelse af alle tingene. Min Skat og jeg havde faktisk i fællesskab brugt mange timer på at fremstille disse CD-rommer. For vi brugte i hvert fald over 3:30 timer på at fotografere alle tingene og det tog os mindste lige så lang tid at redigere billederne, skrive teksten og brænde skiver.

Samtidigt med alle arvingerne fik udleveret deres CD-rom, fik de også at vide, at de skulle sende en e-mail til enten min Skat eller mig senest den efterfølgende mandag, det vil sige den 5. maj 2009, inden klokken 24:00. Da vi skulle have deres skriftlige svar med til vores møde med Farmors advokat om tirsdagen.

Den ene af Farmors arvinger min Skats lillesøster i USA, hun hedder Kathy, havde allerede samme dag, som hun fik at vide, at Farmor var gået bort besvaret dette spørgsmål. Kathy ønsker ikke noget ud over, hvis min Skat kan finde en lille ting, som han tror, hun vil blive glad for.

En anden af Farmors arvinger min Skats fætter i Esbjerg svarede lige så snart han fik CD-rommen: "Den ønsker jeg ikke at se, for der er alligevel ikke noget på den, som jeg gerne vil have". Så det er jo nemt nok at huske.

Den tredje af Farmos arvinger, som vi fik svar fra, var Anne. Hun ønsker kun en helt bestemt bog. Så det er jo nemt nok at huske.

Den fjerde af Farmos arvinger, som vi fik svar fra, var min skats ældste kusine, der stadigvæk bor sammen med sin mor på trods af, at hun for længst nok skulle have nået en alder, hvor det ville være langt mere normalt at have dannet sine egen rammer om sit liv. Hun ønsker at få et indrammet fotografi af hendes far samt en træ elefant, som hendes far har givet Farmor. Hendes mor, som er min skats tante, vil havde det sofabord, som hun selv har givet Farmor, tilbage. Så det er jo også nemt nok at huske.

Så manglede vi kun at få besked fra min Skats onkel i København eller rettere hans søn. For min Skats onkel er nok ikke selv i stand til at fatte ret meget efterhåndens, da han bor på et plejehjem for demente.

Det sidste, min Skat og jeg foretog os, inden vi kørte hjemmefra for at komme rettidigt til mødet med Farmors advokat i tirsdags, var at tjekke vores respektive e-mail og ingen af os havde modtaget noget fra den sidste af Farmors arvinger. Så derfor kunne vi ikke besvare advokatens spørgsmål om, hvorvidt familien i fællesskab kan blive enige om at dele Farmors løsører eller om vi skal have hjælp til det.

Tirsdag aften, imens min Skat og jeg var i gang med at spise vores aftensmad, ringede min mobiltelefon. Det var den sidste af Farmors arvingers søns datter. Hun begyndte at remse alt det op, som hendes far og især hun gerne vil have.

Her vil jeg lige have lov til at afbryde mig selv … jeg startede med at fortælle hende, at vi lige har sat os ved spisebordet for at nyde vores varme mad og hun forsætte med at remse op. Det gjorde hun også, efter jeg havde fortælt hende, at vi gerne vil have lov til at spise i fred og at jeg så ringer hende op bagefter, men hun forsatte med at remse op. Jeg indrømmer gerne, dette blev jeg lidt halv sur over.

Det meget korte af det meget lange blev, at min Skats fætter i Skagen og især hans datter gerne vil have en hel masse af Farmors indbo. Især en hel del af bøgerne, nogle glas, et maleri og nogle af møblerne har deres store interesse, men så er min Skat og jeg så besværlig eller skal jeg heller skrive tavelige, at vi kom til at fortælle dem, at de selv skal hente alle disse ting, fordi vi simpelhen ikke kan magte at bringe tingene til dem.

Min skats grankusine lovede så, at hun vil ringe til mig seneste den førstkommende lørdag om formiddagen for at aftale nærmere om, hvornår de kan afhente det ønskede. Det er jo også helt godt altså lige bort set fra … at vi nu i hvert fald i følge min kalender er nået til søndag formiddag klokken 9:30 og jeg endnu ikke har hørt noget som helst fra hendes side af familien af … så lige nu sidder vi fire personer ( min Skat, Anne, hendes mand og mig ) og vi kan ikke komme i gang med at tømme Farmos plejebolig, sådant som vi ellers havde aftalt, at vi skal i dag. For så længe vi ikke med 100% sikkerhed ved, hvad min Skats grankusine kommer og henter, så kan vi ikke begynde at rydde op og sortere i Farmors indbo. For så risikere vi jo, at vi kommer til at give noget til genbrug eller smide noget ud, som min Skats grankusine og hendes far gerne ville have haft.

Så er det, at jeg hellere end genre indrømmer, at jeg lige nu føler, at den gren af min Skats familie endnu en gang i den grad pisser på os !