Så har Anne og jeg fået leveret Farmors plejebolig tilbage med pænt tak for lån til udlejeren eller retter plejecentrets varmemester. Vi har også fået aflæst Farmos forbrug af elektricitet, koldt og varmt vand samt varme. Så nu venter vi kun på de endelige afregninger, så er Farmors plejebolig kun endnu en afsluttet historie i hendes liv.
Jeg synes, at det føltes lidt underligt at vide, at vi aldrig mere skal derud og at vi aldrig mere kommer til at se Farmor, men jeg synes, at det føles mindst lige så underligt, at vi aldrig mere kommer til at se de øvrige beboer og personalet. De har jo trods alt også været en fast del af vores hverdag i de fire år, Farmor nåede at bo i sin plejebolig.
Jeg fik sagt pænt farvel og hav det nu godt til to af de beboer, som jeg har hilst på samt talt med stort set hver gang, vi har besøgt Farmor og jeg fik sagt det sammen til Joan, der var været helt utrolig sød over for både Farmor og os. Jeg fik afleveret den æske chokolade samt det vedlagte kort til Joan og hun sagde pænt tak for det. Hun fortalte os, at hun af egne årsager er ked af, at vi ikke længere vil komme til at have vores fast næsten daglige gang ude på plejecentret, for som hun sagde: "Vi mangler altså pårørende, der som jer gerne vil kæmpe ikke kun for beboerne, men også for personalet trivelse".