Min skat ønsker en lille elektronisk dims, der er på tilbud i denne uge hos Elgiganten og da vi før har prøvet at skulle købe noget, som den butikskæde havde i tilbuds avisen, som var udsolgt og vi derfor kørte forgæves til flere af deres butikker, ringede jeg til deres kundecenter. Det viste sig at være en god ide, for dimsen var udsolgt i Roskilde, Høje Tåstrup og Glostrup, de havde fået en retur i Køge og de havde tre på lager i Herlev. Så vi satte kursen mod Herlev …
… min Skat, bilen og jeg kender den rute rigtigt godt. Dels har jeg jo boet i Herlev i hele mit liv lige indtil jeg flyttede til Roskilde for små fem et kvart år siden og dels så kører min Skat igennem Herlev hver morgen og eftermiddag på hans vej til og fra arbejdet.
Min Skat styrede bilen og jeg hæklede på det igangværende projekt, imens jeg beundrede den klare blå forårs himmel …
… samt de mange små og store næsten hvide skyer …
… for ikke at tale om, hvor grønne og tætte alle buskene og træerne langs med vejen er blevet …
Vi nåede ind til Elgiganten og vi fik købt den ønskede dims.
Jeg fik øje på denne lidt pudsige bygning …
… som minder mig lidt om et gammeldags lokomotiv, da vi holdt i krydset, hvor vi skulle dreje til ventre for at komme hen til Ringvejen igen.
Vi havde aftalt med Poul, at når vi nu alligevel skulle køre helt ind til Herlev på en dag, hvor han er hjemme, ville vi også lige køre rundt om ham. Så han kunne få de ting, som jeg efterhånden igen havde samlet sammen til ham samt nogle middags rester fra vores fryser, så han har noget middagsmad, der er både let og nemt at tilberede de aftens, hvor han er mega træt, når han kommer sent hjem.
Vi blev ikke ret længe hos Poul, for han var på vej ud af hoveddøren, da han havde en aftale ved 12:00 tiden. Vi fik afleveret det, vi havde til ham, og han fik afleveret alle de "Anders And & Co." blade, som han har lånt af mig og som han har nået at læse.
Min Skat og jeg kørte en tur i City 2. For under vores oprydning i vores forårsferie, opdagede min Skat, at han stadigvæk har de to gavekort til Guf, som han fik i fødselsdagsgave forrige år. Der er så bare lige sket det, at vores lokale Guf Butik inde i Algade lukkede for en lille uges tid siden og da vi jo helst ikke vil brænde inde med to gavekort på tilsammen 350,00 kroner, så var vi blevet enige om, at vi ville se om Guf i City 2 kunne friste os.
Guf var den eneste butik i City 2, som vi besøgte, og vi brugte lidt over en times tid på at se på dens vareudvalg. Måske er det nok os, der er bare er underlige, men selv om vi står med nogle penge på to gavekort, så vil vi ikke give 100,00 kroner for en CD hos Guf, som vi lige har set til 50,00 kroner hos TP Musik, men det lykkedes for os ( læs: mig ) at finde en god stak af diverse tilbud og dermed fik vi brugt de to gavekort.
Vi kørte direkte fra City 2 til parkeringspladsen ved Røde Port her i Roskilde, hvor vi anbragte bilen, imens vi lige gik en tur hen til Stændertorvet for at se på dagens marked samt nåede at handle ind hos Netto og Tiger, så kørte vi hjem til os selv igen.
Vi fik lige i fællesskab sat de nyindkøbte varer på plads, hvorefter vi smurte og spiste noget lynhurtigt frokost. Så bar jeg alle vores blomster babyer og børn ud på altanen samt fik ryddet til side, vasket op, stillet på plads og tørret af efter både vores morgenmad og frokost, før jeg satte mig ind til computeren for at tjekke mail med mere.
Nu kan jeg mærke, at jeg bliver nødt til at overgive mig og gå i seng. For den småmigræne, som også plagede mig hele dagen i går, har bare taget mere og mere til i løbet af i dag og nu har jeg det så slemt, at jeg ville prøve om jeg kan sove mig fra det.