Arkiver

Store Bededag


Hverdagen.

For ni år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Store Bededag, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Det var Hans Bagger, der var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693, som var idemanden bag Store Bededag. I løbet af sine to første år som biskop fik Hans Bagger indført hele 3 bede- og fastedage. Den midterste af disse dage blev lovfæstet ved en kongelig forordning den 27. marts 1686 og den blev placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Store Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine lande og riger.

Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange bede- og fastedage i løbet af året. Da der var spredt flere mindre bededage ud over hele kalenderen. For eksempel var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred og dagene var bodsdage, hvor man fastede.

Store Bededags helt korrekte navn var ekstraordinær, almindelig bededag, og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke ( stormklokken ). Ringningen var signal til, at kroer med mere nu skulle lukke og at der nu ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt og ædru i kirke den næste morgen, sådan som forordningen krævede.

Man skulle faste indtil dagens gudstjenester inklusive aftensangen var vel afsluttede og man skulle i øvrigt også afholde sig fra alle former for arbejde, leg, rejser, spil samt alle andre former for såkaldt verdslig forfængelighed.

Det er en meget populær opfattelse, at det var Christian den Syvendes berømte livlæge med mere Friedrich Johann Struensee, som indførte Store Bededag, men dagen fandtes længe før hans tid. Grunden til, at Friedrich Johann Struensee ofte i eftertiden får æren for Store Bededagen, kan skyldes, at den var en af de få helligdage, der overlevede den store helligdagsreform af den 20. oktober 1770.

Forordningen afskaffede halvdelen af årets den gang i alt 22 helligdage og det var Friedrich Johann Struensee, der var manden bag planen som efter andre protestantiske landes forbillede afskaffede blandt andre Hellig Tre Kongers Dag, Kyndelmissedag, 3. påskedag, 3. pinsedag, Sankt Hans Dag, Frue Dag, Mikkelsdag, Mortensdag og 3.Juledag som officielle helligdage. Efter den 20. oktober 1770 skulle disse dage ikke længere være fridage, men der imod bruges til arbejde samt andre former for nyttig gerning.

Skikken med at spise varme hveder Store Bededagsaften kan dokumenteres til midten af 1800-tallet, men den er sandsynligvis meget ældre.

Baggrunden for at spise hveder Store Bededag er den, at selve dagen jo skulle være en arbejdsfri bede- og bodsdag og derfor skulle bagerne også have fri. De kunne altså ikke bage brød med mere på selve dagen. Derfor bagte de hvedetvebakker aftenen før, som folk så kunne købe for at spise ( og eventuelt varme dem først ) dagen efter.

I København er der en særlig tradition med, at man skal ud og spadsere på volden aftenen før Store Bededag. Denne tradition kan sandsynligvis føres helt tilbage til 1700-årenes midte. I hvert fald i begyndelsen af 1800-tallet mente man, at skikken var af ældre dato og at den stammer fra den gang, hvor Frue Kirke endnu havde sit klokkespil. Klokkespillet blev sat i gang på Store Bededagsaften og klokkespillet klang lokkede københavnerne ud at spadsere.

Frue Kirkes klokkespil blev sat op i 1747, men det gik til grunde efter englændernes bombardement i 1807. Spadsereturen var i høj grad borgerskabets fornøjelse, selvom folk af alle samfundslag efterhånden fandt vej til volden. Efter Københavns volde blev sløjfede, blev spadsereturene forlagt til Christianshavns Vold eller Kastellet, som tidligere havde været studenternes særlige mødested.