Dagens solnedgang over Køgevej klokken cirka 20:10 …

… klokken cirka 20:20 …

… klokken cirka 20:30 …

… klokken cirka 20:40 …

… klokken cirka 20:50 …

… klokken cirka 21:00 …

… klokken cirka 21:10 …

… og klokken cirka 21:20 …

… som min Skat og jeg oplevede og fotograferede den fra vores altan samtidigt med vi spiste til aften, og vi derefter i fællesskab nåede at tage ud af bordet, vaske op, tørre af, stillede på plads, følge skralde-spanden ned, vande alle vores blomster babyer og børn ude på altanen, hvorefter de blev båret fra deres faste pladser ud på altanen og til deres næsten lige så faste pladser inde i stuen.

Nu er vi igen begge to nået at blive så trætte, at vi har mere end svært ved at holde os vågne, men desværre har vi lige en lille håndfuld af diverse småting, som vi altså skal havde klaret, før vi går i seng.

… kogt blomkål, kogte kartofler, krydderet kalkunbryst, der er stegt i ovnen, og dertil nogle skiver rugbrød.

I går aftes havde Anne og jeg aftalt, at vi skulle tales ved et sted imellem klokken 9:00 og klokken 10:00 i dag. Så vi kunne aftale nærmere omkring, hvordan vi skal takle fordelingen af opgaverne i forbindelse med at rydde op og sortere i alle Farmors ting, som vi jo skal have overstået, før vi kan komme i gang med at tømme hendes plejebolig. Så derfor undrede det mig ikke ret meget, da Anne ringede til os klokken lidt over 9:00 på en søndag formiddag, ellers vil jeg godt nok havde undret mig. For hun og hendes familie er ikke just kendt for at være morgenmennesker og slet ikke på søndage nok snare tværtimod.

Anne ville have at vide, hvad jeg havde aftalt med min Skats grankusine, men da vi stadigvæk ikke havde hørt noget hverken fra hende, hendes far eller nogen som helst andre fra den gren af familien, kunne jeg jo kun fortælle Anne, at der endnu ikke er aftalt noget som helst. Dette blev Anne næsten lige så sur over, som jeg allerede var det, og det kan jo heller ikke passe, at fire mennesker skal sidde og vente på at komme i gang med at løse en opgave, som ingen andre i denne familie gider at beskæftige sig med, bare fordi en person ikke kan holde sin aftale.

Det meget korte af det meget lange er … at Anne ringede til min Skats grankusines far, der gav Anne hans datters telefonnummer, at Anne derefter ringede til mig og gav mig telefonnummeret og at jeg så ved 9:45 tiden ringede til min Skats grankusine. Hun var lige stået op, for det er jo søndag morgen, og "ups" hun havde helt glemt at ringe til mig i går, sådant som hun havde lovet det, for de havde haft gæster. Min Skats grankusine kunne ikke lige fortælle mig, hvad tid hun kunne komme ud til Farmors plejebolig for at finde ud af, om der er noget, hun gerne vil have, og hun kunne slet ikke fortælle mig, hvornår hun kommer for at hente de ting, som hun og hendes far allerede har fortalt os, at de gerne vil have.

Sådant noget kan jeg altså slet ikke bruge til noget som helst. Vi står med en plejbolig, der skal været tømt senest på fredag, hvor vi skal have flyttesyn og nøglerne skal afleveres umiddelbart derefter. Vi står fire mennesker, der ikke lige kan tage fri fra vores daglig forpligtelser for at lukke en "sløv" person ind i løbet af den kommende uge, og vi kan jo heller ikke komme til at gøre rent, før lejligheden er tømt. Så var jeg ikke halv sur i forvejen, blev jeg det. Jeg var nok heller ikke særlig sød, da jeg på en mindre pæn måde fik fortalt min Skats grankusine … at hun kommer i dag og gerne så tidligt som muligt, at hun ser det hele igennem i dag og at hun henter det, som hun og hendes far gerne vil have i dag ! For hvis hun ikke gør det, så bliver det hele kørt på Kara eller på Shurgard på hendes og hendes far regning.

Min Skat og jeg kørte ud til Farmors plejebolig, og vi var lige gået i gang med at danne os et overblik over i hvilken rækkefølge, vi skulle tage opgaverne, da Anne ankom ved 10:00 tiden. Anne gik i gang med at rydde op og sorter i Farmos køkkenskabe og køkkenskuffer … hvad skal gemmes til hvem, hvad skal til genbrug og hvad skal bare smides ud.

Min Skat og jeg gik i gang med indholdet af Farmors bogreol. Vi tog bøgerne en for en, som de stod på hylderne, og vi læste forfatteren samt titlen op på dem alle samme. Dem, som min Skats grankusine og hendes far gerne vil have, blev stående i reolen, som hun også gerne vil have, og resten blev pakket ned til henholdvis Anne i en papkasse, min Skat i en klapkasse og til genbrug i nogle flyttekasser.

Anne, min Skat og jeg var nået cirka halv vejs igennem henholdvis køkkenets og bogreolens indhold, da Annes mand ankom. Han startede med at tage sofabordet, som min Skats tante har givet Farmor og som hun derfor gerne vil have tilbage, samt elefanten og det indrammede fotografi, som hendes for længst voksne hjemmeboende datter gerne vil have, og derefter kørte han ind til dem med det ønskede. Han var væk i lidt over en times tid og da han kom tilbage kørte han over til Fakta i Hyrdehøj Centret, da vi havde brug for en ny forsyning af store plastik sække.

Annes mand var lige kørt, da min mobiltelefon ringede. Det var min Skats grankusine, som ikke lige kunne finde ud af, hvor Farmors plejebolig ligger. Det er der så ikke noget underligt i, for selv om min Skats grankusine påstår, hun holdt så meget af Farmor, har hun dog trods alt aldrig i løbet af de fire år, Farmor har boet i sin plejebolig, kunne finde tid til at besøge hende.

Jeg gik ud til min Skats grandkusine og det viste sig, at hun havde taget sin mand og deres to mindre børn med samt at de havde fundet ud af at spænde en trailer bagpå deres bil. Min Skats grandkusine og hendes mand gik i gang med at finde ud af, hvilke ting de gerne ville have samt hvordan de skulle pakke traileren. Imens forsatte Anne, min Skat og jeg med det, som vi allerede var gået i gang med, og da vi var blevet færdige med det, gik Anne og min Skats grankusine i gang med at rydde op og sortere i alle Farmors sko og støvler samt i alt hendes tøj. Imens Annes mand hjælp min Skats grankusines mand med at bære alle de store ting, som de gerne ville have, ud i deres bil og trailer. Min Skat og jeg begyndte at rydde op og sortere i indholdet af Farmors to kommoder.

Min Skats grandkusine, hendes mand og deres to børn kørte, lige efter Annes mand og hendes mand var blevet færdige med at pakke deres bil samt Anne og hun var blevet færdige med at sortere i Farmors garderobes indhold. Annes og hendes mand puttede de ting, som de gerne ville have samt det af de ting, som skal til genbrug, der ikke er tøj, ud i deres to bilen samt deres trailer, før de kørte hjem ad. Min Skat og jeg gik i gang med at rydde op og sortere i badeværeslet indhold. Da vi var blevet færdige med det, puttede vi de ting, som vi gerne vil have ud i vores bil. Vi nåede lige at tale lidt med Joan, der har været fast dagvagt i stort set al den tid, Farmor har boet i sin plejebolig, fordi vi gerne vil sige pænt tak for den søde måde, hun har været på både over for Farmor og os, før vi kørte hjem ad.

Vi var hjemme hos os selv ved 15:30 tiden. Efter vi havde tømt bilen samt fået noget hurtigt frokost, satte min Skat sig at se Formel 1, som han havde optaget, imens vi knoglede ud i Farmors plejebolig, og da jeg ganske som i går igen hyggede mig med småmigræne, lagde jeg mig og sove i nogle timers tid. Før jeg satte mig ved computeren for at tjekke mail.

Nu har min Skat lige fortalt mig, at vores aftensmad er lige ved at være færdig, så hvis jeg lige vil dække vores spisebord, så kan vi komme i gang med at spise. Da man aldrig nogensinde skal lade mad og slet ikke varm mad vente på sig, vil jeg derfor stoppe mit bloggeri for denne gang.

Jeg indrømmer hellere end gerne, at det jo bare er mig, der er noget helt galt med. Når jeg tillader mig at mene, at hvis man aftaler eller lover noget, så skal man også holde det, og hvis det så viser sig, at man ikke kan holde det, så bør man lige informere de involverede om det.

Forrige fredag, da min Stats farmor blev bisat, gav vi alle hendes tilstedeværende arvinger en CD-rom, som min Skat havde fremstillet til dem. Denne CD-rom indeholdte lidt over 200 forskellige billeder af Farmors indbo dog ikke hendes sko, tøj og så videre i den retning, samt en kort beskrivelse af alle tingene. Min Skat og jeg havde faktisk i fællesskab brugt mange timer på at fremstille disse CD-rommer. For vi brugte i hvert fald over 3:30 timer på at fotografere alle tingene og det tog os mindste lige så lang tid at redigere billederne, skrive teksten og brænde skiver.

Samtidigt med alle arvingerne fik udleveret deres CD-rom, fik de også at vide, at de skulle sende en e-mail til enten min Skat eller mig senest den efterfølgende mandag, det vil sige den 5. maj 2009, inden klokken 24:00. Da vi skulle have deres skriftlige svar med til vores møde med Farmors advokat om tirsdagen.

Den ene af Farmors arvinger min Skats lillesøster i USA, hun hedder Kathy, havde allerede samme dag, som hun fik at vide, at Farmor var gået bort besvaret dette spørgsmål. Kathy ønsker ikke noget ud over, hvis min Skat kan finde en lille ting, som han tror, hun vil blive glad for.

En anden af Farmors arvinger min Skats fætter i Esbjerg svarede lige så snart han fik CD-rommen: "Den ønsker jeg ikke at se, for der er alligevel ikke noget på den, som jeg gerne vil have". Så det er jo nemt nok at huske.

Den tredje af Farmos arvinger, som vi fik svar fra, var Anne. Hun ønsker kun en helt bestemt bog. Så det er jo nemt nok at huske.

Den fjerde af Farmos arvinger, som vi fik svar fra, var min skats ældste kusine, der stadigvæk bor sammen med sin mor på trods af, at hun for længst nok skulle have nået en alder, hvor det ville være langt mere normalt at have dannet sine egen rammer om sit liv. Hun ønsker at få et indrammet fotografi af hendes far samt en træ elefant, som hendes far har givet Farmor. Hendes mor, som er min skats tante, vil havde det sofabord, som hun selv har givet Farmor, tilbage. Så det er jo også nemt nok at huske.

Så manglede vi kun at få besked fra min Skats onkel i København eller rettere hans søn. For min Skats onkel er nok ikke selv i stand til at fatte ret meget efterhåndens, da han bor på et plejehjem for demente.

Det sidste, min Skat og jeg foretog os, inden vi kørte hjemmefra for at komme rettidigt til mødet med Farmors advokat i tirsdags, var at tjekke vores respektive e-mail og ingen af os havde modtaget noget fra den sidste af Farmors arvinger. Så derfor kunne vi ikke besvare advokatens spørgsmål om, hvorvidt familien i fællesskab kan blive enige om at dele Farmors løsører eller om vi skal have hjælp til det.

Tirsdag aften, imens min Skat og jeg var i gang med at spise vores aftensmad, ringede min mobiltelefon. Det var den sidste af Farmors arvingers søns datter. Hun begyndte at remse alt det op, som hendes far og især hun gerne vil have.

Her vil jeg lige have lov til at afbryde mig selv … jeg startede med at fortælle hende, at vi lige har sat os ved spisebordet for at nyde vores varme mad og hun forsætte med at remse op. Det gjorde hun også, efter jeg havde fortælt hende, at vi gerne vil have lov til at spise i fred og at jeg så ringer hende op bagefter, men hun forsatte med at remse op. Jeg indrømmer gerne, dette blev jeg lidt halv sur over.

Det meget korte af det meget lange blev, at min Skats fætter i Skagen og især hans datter gerne vil have en hel masse af Farmors indbo. Især en hel del af bøgerne, nogle glas, et maleri og nogle af møblerne har deres store interesse, men så er min Skat og jeg så besværlig eller skal jeg heller skrive tavelige, at vi kom til at fortælle dem, at de selv skal hente alle disse ting, fordi vi simpelhen ikke kan magte at bringe tingene til dem.

Min skats grankusine lovede så, at hun vil ringe til mig seneste den førstkommende lørdag om formiddagen for at aftale nærmere om, hvornår de kan afhente det ønskede. Det er jo også helt godt altså lige bort set fra … at vi nu i hvert fald i følge min kalender er nået til søndag formiddag klokken 9:30 og jeg endnu ikke har hørt noget som helst fra hendes side af familien af … så lige nu sidder vi fire personer ( min Skat, Anne, hendes mand og mig ) og vi kan ikke komme i gang med at tømme Farmos plejebolig, sådant som vi ellers havde aftalt, at vi skal i dag. For så længe vi ikke med 100% sikkerhed ved, hvad min Skats grankusine kommer og henter, så kan vi ikke begynde at rydde op og sortere i Farmors indbo. For så risikere vi jo, at vi kommer til at give noget til genbrug eller smide noget ud, som min Skats grankusine og hendes far gerne ville have haft.

Så er det, at jeg hellere end genre indrømmer, at jeg lige nu føler, at den gren af min Skats familie endnu en gang i den grad pisser på os !

For ni år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Mors Dag, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Mors dag blev indført i Danmark i 1929, hvor den kom til at falde på den anden søndag i maj måned lige som i USA, hvor den jo stammer fra.

I Norge og Sverige har man dog valgt at Mors Dag skal falde på andre tidspunker, da den falder på den sidste søndag i maj i Sverige og på den anden søndag i februar i Norge, som for øvrigt var det første land i Norden, som indførte Mors Dag. Da de indførte Mors Dag i 1919 på initiativ af en kristen lærerinde. Når man i Norge valgte at lægge dagen allerede i februar, var det blandt andet for at undgå, at den skal komme til at kollidere med 17.maj, der jo er nordmændenes nationaldag.

Den første, som fik ideen til en særlig dag for mødre, var den amerikanske forfatterinde og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe, der blev født i 1819 og døde i 1910, fra byen Boston i USA.

En del af Julia Ward Howes ide var, at oprette en såkaldt "Mors Dag", der også skulle være en dag, hvor ønsket om fred blev markeret. Dette blev udtrykt i en proklamation, som hun udsendte i 1870. To år efter fremsatte hun tanken om en årligt tilbagevendende Mors Dag. Hendes ide kan meget vel have været påvirket af den unge Anna Marie Reeves Jarvis kamp for at forene mødre i kamp for at få bedre sanitære forhold med meget mere, men hendes "Mors Dag for Fred", som skulle ligge den 2. juni blev imidlertid ikke den dag, vi i dag kender som Mors Dag.

For det blev Anna Maries datter, som hed Anna Jarvis, der startede dagen til ære for ikke kun sin egen, men også alle andres mødre. Efter moderens død begyndte Anna sit arbejde for at få Mors Dag anerkendt som en dag til ære for det arbejde som hendes egen og alle andre mødre udførte.

Den 12 maj 1907 blev der gennemført et mindre mindearrangement for Anna Marie Reeves Jarvis i Sankt Andrews metodistkirken i Grafton. En kirke som Anna Jarvis far selv havde været aktiv omkring opbygningen af. Året efter afholdtes den første officielle Mors Dag gudstjeneste. Med opbakning fra lokalsamfundet spredte ideen sig hurtigt og i 1909 blev der oprettet en "Mors Dags komite" og sammen år blev dagen markeret i 45 stater samt Canada, Hawaii, Mexico og Puerto Rico.

I 1913 vedtog Repræsentanternes Hus en resolution, der opfordrede præsidenten, regeringen og dens embedsmænd med mere til at bære en hvid nellike på Mors Dag. Den 8. maj året efter, det vil sige i 1914, vedtog Kongressen dagen som helligdag og officiel flagdag, hvilket blev proklameret af daværende præsident Woodrow Wilson.