… på vej hjem fra Sankt Ib´s Kirkegård, kørte min Skat og jeg lige rundt om Vikinge Gryden på Køgevej, hvor vi hentede det, som vi havde bestilt, før vi kørte ned til Sankt Ib´s Kirkegård, hvor vi fotograferede alle de mange flotte blomster buketter fra Farmors bisættelse, som bedemanden havde sørget for var blevet lagt hen på graven.

Så derfor ser aftens menu sådant ud … en hel grillkylling …

… som kostede 59,00 kroner, pomfrit …

… en stor pose kostede 29,00 kroner, og dertil nogle skiver rugbrød. Det smagte rigtigt dejligt og det bedste af det hele, det generer en så absolut minimal opvask.

🙂

Det er bestemt ikke særligt tit, vi spiser fastfood og grillmad. Faktisk sker det vel kun en enkelt eller maximalt to gange om året. Sidste gang, vi spise grillkylling med pomfrit, var, der vi havde været i Tivoli i midten af december måned sidste år.

Da min Skat kom hjem fra træning, blev vi enige om, at vi ville køre en hurtigt tur ned til Sankt Ib´s Kirkegård for at se til graven, men vi startede med at køre rundt om Vikinge Gryden, hvor vi bestilte vores aftensmad, så den var klar til afhentning på hjemvejen.

Sankt Ib´s Kirke er godt nok ikke længere i brug, men det er Kirkegården …

… stadigvæk og det er her, min Skat har sin farfar, sin far, en fætter og om kort tid sin farmors grav. Bedemanden havde lovet os, at han ville sørger for, at alle de mange blomster buketter, der var blevet brugt til Farmors bisættelse, ville blive lagt hen på graven umiddelbart efter bisættelsen, og det havde han også holdt. For graven var næsten pakket helt ind i diverse flotte blomster buketter …

… min Skat fotograferede nogle få billeder fra forskellige vinkler og derefter kørte vi forbi Vikinge Gryden, hvor vi hentede vores middagsmad. Så jeg tror, at jeg vil slutte af for denne gang, da grillkylling med pomfrit er allemest spændende, når det er helt rygende varmt.

Min Skat og jeg kørte hjemmefra ved cirka 11:00 tiden. Vi startede med at køre ind til Blomster Galleriet på Hestetorvet, hvor vi hentede den buket blomster …

… som vi i onsdags bestilte til Farmors bisættelse. Buketten var, lige som vi havde ønsket, at den skulle være, med friske glade klare livlige farver, men jeg synes godt nok, at det er lidt halv dyrt, at en buket som denne koster 300,00 kroner.

Vi kørte hen til Sankt Jørgensbjerg Kirke …

… og vi var det andet hold, der ankom, men Anne og begge hendes børn, der var det første hold, der var ankommet, var ikke inde i kirken.

Min Skat havde taget sit kamera med og han nåede at tage nogle få gode billeder af Farmors smukt pyntede kiste, alle buketterne samt lidt af kirkens indretning, før vi gik ud til bilen igen, da min Skat ikke ønskede at have sit kamera med til selve bisættelsen. På vej hen til bilen, stødte vi på præsten, som gav os de to billeder af Farmor, som vi havde smidt ind af hans postkasse i onsdags. Han kunne huske, at han flere gange, når han har holdt gudstjenester ude på plejecentret, har både se hende samt talt med hende. Så som han sagde: "Jeg kendte hende godt".

På græsplænen bag kirken, hvorfra der er denne dejlige udsigt …

… til Roskilde Fjord og Havn, fandt vi nogle af de andre familiemedlemmer …

… der skulle deltage i Farmors bisættelse.

Selve bisættelse varede i cirka en halv times tid. Vi fik sunget de tre salmer, som Farmor selv havde ønsket, der skulle synges til hendes bisættelse, og præsens tale var på en og samme tid både meget personlig og meget utraditionel. På et tidspunkt måtte jeg virkelig bahaske mig meget, for at jeg ikke skulle komme at til at grine af præsten, da han begyndte at fægte med både arme og ben for at vise, hvordan Farmor havde kæmpet med de mange forskellige farvet garnnøgler, når hun sad med sine rundpinde og strikkede tykke uldne sweaters, der blev solgt i en butik oppe i byen.

Efter bisættelsen tog de fleste af deltagerne med hjem til min Skat tante og hendes voksne hjemmeboende datter. For de havde lovet, at de ville lægge hjem til en omgang kaffe med snitter. Min Skat og jeg fandt en god parkeringplads til bilen ved Maglekilde Maskinfabriks gamle bygninger, men da man kun må holde der i maximalt tre timer, var vi imellem de første, der forlod selskabet. Hvilket ikke gjorde noget efter vores mening. For på det tidspunkt havde vi begge to og mest af alt min Skat hårdt brug for at komme hjem til os selv igen.

Da vi kom hjem, tog min Skat og jeg lige noget lynhurtigt frokost og derefter kørte min Skat ud til motionscentret, så han kunne nå sin faste fredags træning. Imens han er væk, har jeg så lige nået at stryge den maskinefuld ( 38 stykker ) tøj, som jeg nåede at vaske i formiddags, før vi kørte hjemmefra, så det kunne blive lagt på plads, samt at rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad og frokost, rydde op i køleskabet og få smidt diverse mere eller mindre agarsive køleskabsrester ud. Den slags plejer vi godt nok normalt ikke at have nogle af, men denne uge har lagt fra været normalt og altså heller ikke på dette område.

Derefter var jeg lige rundt om containeren med dagrenovation, containeren med glas samt containeren med papir, og da jeg kom hjem igen, fik jeg lige vandet alle vores potteplanter både dem inde i lejligheden og dem ude på altanen.

Nu kan jeg hører, min Skat pusler ude ved vores hoveddør, så jeg tror, jeg slutter af for denne gang. Så han og jeg har få lidt tid sammen kun os to.

… hvad, min Skat og jeg tror, bliver den værste dag i hvert fald på det følelsesmæssige område i denne uge. For det er i dag klokken 12:00, at Farmor bliver bisat fra Sankt Jørgensbjerg Kirke.

Lige nu er vi begge to og selvfølgelig allermest min Skat ved at gøre os klar både fysisk og især mental til at klare bisættelsen, og om lidt kører vi hjemmefra. Vi skal først rundt om blomsterbutikken efter buketten fra os til Farmor og derefter vil vi prøve, om vi kan nå at fotografere et par billeder af Farmos kiste samt af kirken, før de andre, der skal deltage i hendes bisættelse, når at ankomme, men det kommer an på, om vi kan få lov til at fotografere i kirken. For det er jo ikke i alle kirker, man må det. Bagefter har min Skats tante lovet, at hun og hendes hjemmeboende voksne datter vil lægge hus til en omgang kaffe med snitter.

Hvis overskudet er til stede, vil jeg lige meget kort skrive nogle ord om, hvordan dagen gik, når vi kommer hjem i løbet af eftermiddagen.

For ni år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om første maj, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det den første maj og ud over at være den allerførste dag i den sidste af de tre forårsmåneder, er den også blevet udnævnt til at være arbejderbevægelsens internationale demonstrations- samt kampdag.

I det gamle bondesamfund var den 1. maj ligesom den 1. november visse steder flyttedag eller fardag, da far i dette sammenhæng betyder at rejse. Det vil sige, at den var den ene af de to dage om året, hvor tydende havde mulighed for at skifte plads.

De australske arbejdere brugte datoen den 1. maj, da de 1856 opnåede arbejdsdage på kun otte timer og i 1880erne blev det ligeledelse den 1. maj, der blev valgt som de amerikanske arbejders kampdag for også at opnå en arbejdsdag på kun otte timer.

I 1889 afholdtes der to internationale arbejderkongresser i Paris og under disse vedtog man, efter forslag fra de amerikanske deltager, at den 1. maj fremover skulle bruges til international kampdag for arbejdsdage på kun otte timer.

Lige siden den 1. maj 1890 har man over alt i verden fejret arbejdernes internationale kampdag med en blanding af demonstrationer, fest, møder og taler i gader samt parker. I Danmark har det primært været fællesorganisationerne eller de enkelte arbejderpartier, der har stået for arrangementet af 1. maj møder, også længe efter man rent faktisk havde opnået ottetimersdagen.

I dag fejres den 1. maj nok mest af alt af personer uden nogen reel form for tilknytning til arbejdsmarkedet som for eksempel politikere, der gerne vil høste nogle flere stemmer, elever fra de ældste klasser i folkeskolen samt fra de videregående uddannelsesteder, der gerne vil benytte sig af lejligheden til endnu en druktur samt ældre mennesker, der bare altid har fejret 1. maj og derfor forsætter de med at gøre det. For i dag er jo langt de fleste reelle arbejdere jo rent faktisk på arbejde den første maj, men mindre den altså falder på en helligdage eller i en weekend.