Vi ankom til Zoologisk Have …

… som ligger på Roskildevej i nummer 32 på Frederiksberg, ved 14:30. Efter vi havde fundet en god parkeringsplads til bilen, gik vi ind i selv haven. Vi startede med at gå en tur rundt om Fuglesøen, hvori man finder Gibbonøen. Der var ingen gibbonaber på øen i dag, men der imod en flok krøltoppede pelikaner …

… som var i færd med at pudse sig. Vi fik øje på denne fiskende krøltoppet pelikan …

Pelikanerne er usammenlignelige med andre fugle med deres store næb amt næbposen og med et vingefang på over tre meter er de en af de største og tungeste fuglearter, som kan opleves i himmelrummet.

De lever altid i eller meget nær vand og de spiser fisk. Faktisk skal der cirka et kilo friskfanget fisk til om dagen for at stille en pelikans sult.

Pelikanernes næb er et fantastisk fiskeredskab. Deres undernæb er en elastisk pose. Når en pelikan fanger en fisk, lukker den overnæbbet som et låg, så fisken ikke har mulighed for at smutte ud.

Når de fisker, kommer der sammen med fangsten en masse vand ind i næbposen. For ikke at sluge den store mængde vand bruges tungen. Denne kan fjerne op til 13 liter vand fra næbbet på en gang.

De har forskellige jagtteknikker … for eksempel … når en gruppe pelikaner svømmer i hesteskoformation med åbent næb, så indkredses fiskene og de har ikke mange chancer for at undslippe de store næb. Det er usædvanligt, at fugle samarbejder om deres fangst af føde, men det ses hos alle syv arter af pelikaner.

De krøltoppede pelikaner, som man kan se i Zoologisk Have i København, levede frist i naturen i Danmark i stenalderen. I dag holder de til noget mere sydpå i det sydøstlige Europa, hvor de har ynglepladser i Bulgarien, Grækenland, Rumænien og Ukraine.

De yngler i slutningen af marts måned. En pelikan i yngledrangt har en orange strubepose og et gulligt næb, mens næbbet uden for ynglesæsonen er mere blegt.

🙂

Vi forsatte vores rundtur med at gå ad Fuglestien, som i følge det meget sigende skildt …

… kan være glat. Det var dog ikke noget, som vi bemærkede i dag, men nu var det jo heller ikke lige frem frostvejr i dag.

😉

Fuglestien er anlagt sådant, at man først kommer forbi en lille vandmølle …

… hvis vand løber ud i en lille å …

… som forsætter igennem en meget lille skov og en lige så lille eng …

… før det løber ud i Fuglesøen …

🙂

Cirka halvvejs hen ad Fuglestien finder man et lille læskud, hvorfra der er frit udsyn over hele Fuglesøen med Frederiksberg Slot i baggrunden …

Efter en kort pause i læskudet, hvorfra vi fik taget en masse billeder blandt andet af de meget livlge ænder, forsatte vi hen ad Fuglestien …

… hvor vi mødte dette par canadagæs …

… som lå og halvsov, imens de nød det fine forårsvejr.

Vi forlod Fuglestien samt Fuglesøen og efter vi var gået forbi løveflokken, som sov til middag, gik vi over til flamingoerne …

I naturen får flamingoerne den røde fjerfarve fra de mikroskopiske alger og krebsdyr, som de æder. I zoologiske haver kan man ikke fodre flamingoerne med disse små alger samt krebsdyr og derfor er man nødt til at tilbyde flamingoerne farvestoffet på en anden måde.

I starten fik flamingoerne i de zoologiske haver masser af paprika, men det farvede ikke godt nok. I dag er man gået over til at give flamingoerne canthaxanthin – et farvestof, som er nært beslægtet med farvestoffet betakarotin, der for eksempel findes i gulerødder.

Flamingoer i fangenskab, der ikke får tilbudt farvestof som for eksempel canthaxanthin, vil efter fjerskiftet miste den røde farve.

🙂

Så nåede vi hen til afdelingen med de nordiske dyr, hvor vi statede med at hilse på sælerne, som ikke var særlige samarbejdsvillige med hensyn til at vi gerne ville fotografere dem, men det var isbjørnene så til gengæld …

Isbjørnene lever på Nordpolen samt i Alaska og Canada. De er klædt godt på, da de har en tæt underpels og et tykt spæklag. De yderste hår, som kaldes for dækhårene, er fyldt med luft og de er gennemsigtige, deres hud under pelsen er sort, så den som en anden solfanger tiltækker solens varme.

Isbjørnene er glimrende svømmer og de skyder let en fart på 10 kilometer i timen. De padler med forporterne og styrer med bagbenene. Deres hule dækhår fungerer som en redningsvest, fordi de giver isbjørnene opdrift.

Når en isbjørn jager, stiller den sig ved et af sælerne åndehuller i isen og så venter isbjørnen på, at en sæl skal dukke op for at trække vejret. Når dette ske tager isbjørnen fat med tænderne omkring sælen hoved og hiver sælen op på land.

Den kan også godt finde på at jage ved at snige sig ind på en sæl, når den ligger og hviler sig på land.

I alle de lande, hvor isbjørnerne lever, findes der programmer til beskyttelse af isbjørnerne og jagten på dem kontrolleres. Populationen skønnes til at være på cirka 22.000 dyr. Isbjørnenes fremtid er afhængig af, hvordan miljøet i Arktis bevares. Der er begrænset jagt på dem i Canada og på Grønland

Det er planen, at der i de kommende år skal bygges et helt nyt anlæg til isbjørnene, så de kan få nogle bedre forhold, end de har nu.

De brune bjørne har allerede fået et nyt og større anlæg, dog ikke hanen, som stadigvæk holder til i en lille grotte for sig selv. Dette …

… er dog en af ungerne fra forrige år.

På pladsen foran de brune bjørne og isbjørnene har man opstillet denne planche …

… som fortælle om forekomsten af alle bjrønearter på hele Jordkloden.

🙂

Byggeriet af det nye elefanthus samt udeanlæg …

… som er tegnet af den britiske arkitekt Norman Foster, er nu næsten færdigt og man forventer, at det bliver officielt åbnet tirsdag den 10. juni klokken 15:00.

Huset er på cirka 3.000 kvartmeter og det tihørende udeanlæg er på cirka 4.300 kvartmeter, så det se ud til, at "tykhuderne" får god plads til at boltre sig på.

For at elefanterne skal have mulighed for at falde godt til i deres nye omgivelser, bliver de hver dag lukket ud i det nye udeanlæg i tidsrummet fra klokken 10:00 til klokken 14:00 og resten af dagen tilbringer de så indendørs i det nye elefanthus. Så der var desværre ingen elefanter at se, da vi kom forbi.

🙁

Vi gik ind i huset, som rummer Primaternes Verden. De første, som vi mødte, var de to nye edderkopaber …

… som er ankommet til Zoologisk Have i København for ganske kort tid siden. Da de lige skal have en mulighed for at vende sig til deres nye omgivelser, før de skal til at vende sig til publikum, var vinduet ind til deres anlæg dækket af et stort stykke grønt plastik, som der var klippet små huller i, så man lige kan kigge ind til dem og som os prøve på at fotografere dem.

Så var det nemmere at fotografer de hvidhovedet sakier …

… bort set fra, at de ikke ville forholde sig roligt.

Det ville de gyldne løveaber …

… heller ikke. De er en af de største arter af silkeaber, som findes. Om dagen søger de føde og de fortrækker frugt, men de æder også gerne harpis og nektar.

De lever i familier med en han, en hun og så deres unger. De ældre unger hjælper med til at passe på de mindre unger.

De gyndle løbeaber har selvskab af denne flotte store øgle …

Vi gik udenfor igen og forsatte hen til søvløverne …

Søløverne hører til vandrovdyrene og deres tandsæt viser deres nære slægtskab med de landlevende rovdyr. Søløvernes forfader har levet oppe på land, men igennem evolutionen er søløverne vendt tilbage til havet.

De californiske søløver kan opnå en hastighed på 40 kilometer i timen, hvilket er hurtigere end nogen anden søløveart. Når søløverne svømmer, bruger de forlufferne til at skaffe sig fremdrift og baglufferne til at styre med. Sælerne gør det lige modsat, når de svømmer.

Søløvernes øjne er skabt til det mørke vand. De store øjne bevirker, at søløverne kan se i klart vand og linsen i øjet er kuglerund samt kraftigt lysbrydende ligesom hos fiskene. Over vandoverfladen ser søløverne dårligt.

Søløvens kindtænder er spidstakkede og beregnet til at fastholde byttet, før det sluges og deres følehår på snuden, som også kaldes for varbørster, bruges til at registrere fisk, som svømmer foran dem.

Søløverne er i stand til at drikke havvand. For at fjerne de optagne salte, er deres nyrer noget større end de landlevende rovdyrs.

Deres naturlige fjender er hajer, spækhuggere og mennesker, da mange søløver desværre drukner i fiskenet.

Lige ved siden af de californiske søløver finder man pingvinerne …

Der lever kun pingviner på den sydlige halvkugle lige fra Galapagos-øerne ved Ækvator og ned til Sydpolen.

Der findes cirka tyve forskellige pingvinarter, hvoraf dværgpingvinen er den mindste og kejserpingvinen den største. Det er kun tre af disse pingvinarter, der lever i det kolde klima omkring Antarktis, resten af dem lever i varmere områder.

Pingvinerne er tilpasset et liv i vandet. Kroppen er strømlinet, vingerne er omdannet til stive luffer og fødderne sidder bag på kroppen, hvor de fungerer som ror. Fremdriften får pingvinerne ved hjælp af lufferne.

Alle pingvinarter er mørke på ryggen og lyse på bugen. På den måde er de camoufleret i forhold til fjender og byttedyr. En svømmende pingvin set nedefra, er lys ligesom himlen og set ovenfra er den mørk ligesom det dybe vand.

Deres fjerdragt er meget tæt samt vandskyende og mellem fjerene er der et isolerende luftlag, der beskytter mod kulden. Faktisk er de de fugle, der har flest fjer per kvadratcentimeter. Det er meget vigtigt med en tæt og isolerende fjerdragt, når de opholder sig i det kolde vand omkring Antarktis.

Til gengæld for alt dette har pingvinerne så helt mistet evnen til at flyve. Pingvinerne tilbringer da også en stor del af deres liv i vandet og kommer kun på land i korte hvileperioder. Det eneste tidspunkt, hvor de permanent opholder sig på land, er i yngletiden og under fjerskiftet.

Humboldtpingvinerne, som er den pingvinart, man kan se i Zoologisk Have i København, er let genkendelig på den sorthvide fjerdragt og er den eneste pingvinart, der har et kødfarvet område omkring næbbet. De yngler i mindre kolonier og de lægger deres æg i fordybninger i jorden eller i klippehuler. Først når ungen bliver to til tre år, får den samme fjerdragt som de voksne fugle.

Pingvinerne havde selvskab af en fiskende fiskehejre …

Man kan se fiskehejrer hver dag i Zoologisk Have, da de yngler i Frederiksberg Have. De er efterkommer af en flok, som Zoo anskaffede for cirka 20 år siden.

Hvor denne måge …

… kom fra, kunne vi ikke få noget at vide om.

😉

Vi gik ind i Tapirhuset, hvor begge tapier …

… lå og sov.

Tapirernes kompakte kropsform gør, at de er velgegnet til at trænge igennem den tætte underskov. De har en god lugtesans og de lugter sig frem til føde eller til andre tapirer. De spiser blade og kviste, som de plukker med deres korte snabel.

En stor del af dagen tilbringer tapirerne i vandet dels for at undgå rovdyr og dels for at køle sig af. Så ligger de næsten helt neddykket og bruger deres snabler som snorkler.

🙂

Vi gik udenndørs igen, da vi gerne ville over til de næsten altid livlige dværgodder, men på grund af færdiggørelsen af det nye udeanlæg til elefanterne, var det meste af området med de asiatiske dyr spærdet af for besøgende. Det var faktisk kun tigerne …

… som man havde mulighed for at hilse på.

Amurtigerene er en af verdens mest sjældne kattearter. På deres naturlige levested langs med Amurfloden i det østligete Rusland lever der i dag kun cirka 400 tiger.

En fuldvoksen han kan veje op til 300 kilo og den har en skulderhøjde på cirka 150 centimeter samt måler cirka 300 centimeter fra snuden til halespidsen, så den er vel i bund og grund kun en stor kattekilling ?

😉

Vi forsatte hen til den røde panda …

Den rød panda er "fætter" til næse- og vaskebjørnene. Lige som dens berønte navnfælle ( den sort og hvide kæmpepanda ) lever den især af bambus og de to dyrearter har et fælles træk, da de begge to har en tommel-lignende finger, som gør dem i stand til at håndtere føden.

Ligesom kæmpepandaerne og isbjørnene har den røde panda hår på trædepuderne, således at den bedre kan holde varmen og ikke glider så let på den frosne jord. Lokalbefolkningen i pandaens hjemland benytter dens pels til huer og halehårene til pensler.

Pandaen er skumrings- og nat aktiv, så hvis pandaen i Zoo ligger i et træ og sover, er det fordi, den har været aktiv hele natten.

Pandaens meget brede hoved skyldes de flade kindtænder, som er en tilpasning til at kunne knuse de hårde bambus, som den elsker at spise.

Vi forsatte hen ad stien og kom til Tropehusets udeanlæg, hvor nogle af papegøjerne …

… holder til, når det er varmt nok. Derfra gik vi over til pampas-anlægget …

… hvor vi fik øje på både en flok flodsvin og en flok guanacoer …

… som er i familie med kamelen, men de er meget mindre og uden pukler. Kroppen er slank, benene lange og øjnene meget store med lange øjenvipper. En nært beslægtet art, der ligner guanacoen, er den mindre vincunja. Der findes husdyrformer avlet fra guanacoen, og den mest kendte er lamaen, som indianerne bruger som trækdyr samt alpakaen, der er et ulddyr. Indianerne bruger ulden til garn- og stof fremstilling.

På vej hen til Tropehuset gik vi forbi præriehundene …

… godt nok plejer de at være meget livlige, men at de lige frem har ødelagt hele deres anlæg, det tvivler jeg nu på. Der var dog ikke sat noget skildt op, som kom med en forklaring på, hvad der foregår der lige for tiden, men jeg håber da på, at der kommer præriehunde igen.

Vi havde regnet med, at vi skulle sidde på en bænk og se på præriehundene, imens vi nød den medbragte proviant, men i stedet for fik vi selvskab af en flok sultne gråspurve, som hellere end gerne ville hjælpe os med at spise det medbragte.

Efter vores korte pause forsatte vi hen til Tropehuset, som var lukket, for klokken var ved at være 17:00 og dermed var hele Zoologisk Have ved at lukke af for i dag, så vi begav os hen mod udgangen, så vi kunne komme hjem ad.

🙂

Man kan se mere om Zoologisk Have i København på www.zoo.dk.

Peter har også skrevet om vores tur I Zoologisk Have og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.

Klokken cirka 13:00 ankom vi til Geologisk Museum …

… som ligger på Øster Voldgade i nummer 5 til 7 i København. Det er tæt på Nørreport Station og med både Botanisk Have, Rosenborg Slot samt Statens Museum For Kunst som naboer. Vi var så heldige, at vi fik en parkeringsplads til bilen inde i museets gård.

🙂

Vi har godt nok besøg Geologisk Museum to gange før, dels i vores forårsferie sidste år og dels på min fødselsdag i år.

Første gang vi besøgte museet, handlede dets særudstilling om "Spor i tiden – naturens egen kunst" og den bestod af en række af de største og flotteste eksemplarer af livets spor, der omfatter en mangfoldighed af former og mønstre dannet af naturen selv.

Anden gang vi besøgte musset, var den særudstiling, som var årsagen til, at vi tog derinde, endnu ikke åbnet. Så derfor tog vi derinde igen i dag.

🙂

Det første, som mødte os, da vi kom ind i Geologisk Museums forhal, var denne rekonstruktion af en "blå fisk" …

… som man betragter som en levende forsil. Ved siden af den ligger der et fossil af "den blå fisk" slægtning, som man har fundet på Æbelø.

Det er det første fossilfund af denne gruppe, som man har fundet i Skandinavien. Jævnaldrende fossiler af disse fisk kendes kun fra Afrika og Brasilien. Det nye fund er altså langt den nordligste forekomst af en fossil "blå fisk" slægtning fra Ældre Kridttid, der endnu kendes.

Indtil 1938 havde man troet, at "den blå fisk" var uddød. Da man kun kendte den fra 70 milioner år gamle forsteninger, men så sket der det, at man ud for Sydafrikas kyst fangede et næste to meter lang eksemplar, som desværre var så medtaget af tropesolen, da den kom i land, at man ikke kunne bruge den til forskning.

Nogle år senere viste det sig, at "den blå fisk" slet ikke var så sjælden, som man gik og troede … da de indfødte på en lille upåagtet ø i Comorerne, som ligger nord for Madagaskar, dagligt fangende "blå fisk", lige som vi her i Norden fanger torsk. De tog dem på cirka 15 meters dybde og de spiste dem med den allerstørste fornøjelse. Hvilket de havde gjort lige så længe, nogle kunne huske.

🙂

Vi gik ind i særudstillingen om "Fossilerne fra Siriuspasset" …

… hvor vi startede med at sættes os på en opstillet bænk og se den korte videofilm, som er indspillet med tre førende forsker, som fortæller lidt om fundet, om andre samtidige fossiler samt om de mange tanker, som man har gjort sig i forbindelse med at finde ud af, hvordan disse dyr så ud, da de var i live samt hvilken plads de har i livets stamtræ.

Derefter gav vi os god tid til at læse de mange spændende ophængte plancher som for eksempel denne …

… der fortæller om Dyrerigets Stamtræ samt indeholder en oversigt over, hvor mange forskellige arter, der findes indefor for hver slægt.

🙂

I Tidlig Kambrium, det vil sige for cirka 520 milioner år siden, levede en samling sære og primitive bunddyr i et varmt lavvandet tropisk hav nær Ækvator. Når dyrene døde, sank de ned på den iltfattige mudderbund og blev begravet af lerslam. Dette lerslam blev igennem millioner af år langsomt omdannet til lerskifer, hvori dyrenes aftryk blev bevaret som fossiler.

Kontinenternes langsomme forskydning har senere medført, at den fossilholdige havbund fra Ækvator nu findes som skifer på en klippeskråning i det nordligste Grønland.

Disse allertidligste dyr på Jorden var meget anderledes end de dyr, som kom til senere. Det drejer sig altså ikke om velkendte former for dyr som for eksempel dinosaurer, fisk, fugle, pattedyr med mere, men der imod om meget mærkværdige væsener, som godt kan ligne noget fra en science fiction film.

En del af de spændende fossiler, som man har fundet i Siriuspasset, er udstillet i en række af glasmontrer, så man kan komme til at kigge nærmere på dem …

Fossilerne fra Siriuspasset er fundet i en meget øde og utilgængelig del af det nordligste Grønland. Dette område besøges stort set kun af Søværnets hårdføre slædehundepatrulje, den såkaldte "Sirius Patruljen", som passet er opkaldt efter.

I sommeren 1984 udførte geologer en kortlægning af området for Grønlands Geologiske Undersøgelse. På en klippeside i Sirius Passet fandt de i den sorte skifer nogle meget mærkværdige fossiler og derfor vendte en ekspedition tilbage til området året efter for at lede efter flere fossiler.

Palæontologer studerede det nye materiale og de opdagede hurtigt, at der ikke blot var tale om hidtil ukendte leddyrformer, men også om gådefulde aftryk af helt nye og ukendte "bløde" dyr, som manglede det hårdt skelet.

Fossilerne fra Siriuspasset enestående videnskabelige betydning blev hurtigt anerkendt og yderligere tre ekspeditioner til området har indsamlet over 10.000 forskelige fossiler.

De spektakulære fossiler fra Sirius Passet er et helt unikt vindue til et af de tidligste stadier i dyrelivets udvikling på Jorden. Her udvikledes et væld af forskellige dyr i løbet af meget kort tid. En begivenhed der kendes som "Den Kambriske Eksplosion", men fordi dyrene var så markant anderledes for 520 millioner år siden, end de er i dag, er de er ikke sådan lige til at sammenligne med nutidens dyreliv og hvordan dyrene er beslægtet er ofte genstand for store diskussioner.

I den videofilm, som vi startede med at se, kommer tre førende forskere – to danske og en engelsk – med hver deres bud på, hvordan nogle af dyrene skal tolkes.

🙂

I den bageste del af lokalet, hvori man finder særudstillingen om "Fossilerne fra Siriuspasset", har man fremstillet en lille model over …

… hvordan man mener Siriuspasset så ud i Tidlig Kambrium, da det var en varm lavvandet tropisk havbund. I denne rekonstruktion er fossilerne fra Siriuspasset blevet bragt til live i deres oprindelige undersøiske omgivelser. Man har forstørret det hele fem gange. Denne havbund var i Tidlig Kambrium en del af et lavvandet varmt, tropisk hav, hvor et svagt diffust sollys spredtes over havbunden.

Vi så nærmere på de forskellige dyr …

Isoxys …

… som med en størrelse på max 1,50 centimeter er dette krebsedyrligende dyr det mindste af fossilerne fra Siriuspasset. Man har fundet lignende arter på lokaliteter over det meste af Jordkloden og dette vidner om en meget succesrig dyregruppe. Dyrets bløde kropsdele var beskyttet af to skaller og de store øjne sad på stilke. Den var formentlig en aktiv svømmer og den minder overordnet om de nutidige muslingkrebs, som er en gruppe med to skallede fritsvømmende små krebsdyr.

Kerygmachela …

… er et højst besynderligt dyr, som har karakterer fra både fløjlsdyr og leddyr. De vingeformede flapper gav med bølgende bevægelser dyret fremdrift i vandet. De gælleagtige strukturer på flapperne sørgede for iltoptagelsen. Dens lemmer var fløjlsdyrlignednde og dette betød, at dyret også kunne gå. Det er uvist om arten havde øjne, men antennerne var formentlig vigtige sanseorganer, som den søgte bytte med.

Halkieria …

… forskerne har været og er stadigvæk uenige om dette gådefulde dyr, men meget tyder på, at det med al sandsynlighed tilhørte dyrerækken bløddyr og at den var en slægtning til skallus. I hver ende fandtes en skal og langs med kropssiderne flere rækker af beskyttende skæl. Den var vidt udbredt i Tidlig Kambrium.

Kleptothule …

… som overfladisk ligner en trilobit, men arten mangler mange af denne gruppes typiske kendetegn. Dyret har for eksempel usædvanligt mange kropsled, et hovedskjold, som er opdelt i segmenter og som ikke er bredere end resten af kroppen samt et sær egnet haleskjold.

Pambdelurion …

… havde pigge langs med lemmerne, men bort set fra dette er lighederne med Kerygmachela åbenlyse. Flapperne langs med siden, som tillod aktiv svømning, de fløjlsdyslignende lemmer, den runde mund samt de to kødfulde og fleksible vedhæng med antenner.

Buenellus …

… er den eneste ægte trilobit blandt fossilerne fra Siriuspasset. Dens hårde ydre har betydet, at fossilerne er meget velbevarede og derfor hyppigt forkomne.

Buenaspis forteyi ..

… er et primitivt trilobitlignende leddyr, der måske kunne rulle sig sammen, for det ved man ikke med sikkerhed.

Der er også vist tre forskellige former for havsvampe …

… fra Siriuspasset.

Alle dyrene er rekonstrueret efter udstillingens forsiller, men forsillerne afslører sjældent alt om dyrets udforming. Så en lang række af eksperter har været involveret i arbejdet med at fremstille denne model af Siriuspasset fra Tidlig Kambrium og der har været hentet viden fra relevante videnskabelige artikler. Det samme gælder selve havbunden.

Ingen ved og ingen kommer nogensiden til at vide lige præcist, hvordan dyrene levede eller så ud for cirka 520 milioner år side.

🙂

Vi brugte lidt over en times tid på den spænende særudstilling om Fossilerne fra Siriuspasset og da det jo ikke er mere end en månedes tid siden, vi har været igennem resten af Geologisk Museum, blev vi enige om, at vi ville forsætte dagen med at se på nutidige samt levende dyr, men inden vi forlod museet tog vi lige et billede af denne meteorit …

… som hedder Agpalilik. Der er i alt blevet fundet seks meteoritet ved Kap York i Nordgrønland. De hører til en og samme meteoritbyge, som faldt i forhistorisk tid.

Agpalilik er med en vægt på 20,1 tons den næst største af disse meteoritter og den er den femte største af de i hele Verden kendte meteoritter. Den blev fundet i 1963 af civilingeniør V. F. Buchwald efter et omfattende eftersøgnings arbejde.

I undersøgelse øjemed er Agpalilik blevet gennemsavet og det udstillet stykke vejer "kun" 15 tons. Den er en jernmeteorit, som hovedsagelig består af jern ( 89% ), nikkel ( 8% ) samt svovl ( 2% ).

🙂

Vi kørte fra Geologisk Museum og satte kursen mod Zoologisk Have på Frederiksberg, men det kan I læse meget mere om i det næste indlæg.

🙂

Man kan læse mere om Geologisk Museum på www.geologiskmuseum.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg på Geologisk Museum og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.