Klokken cirka 13:00 ankom vi til Geologisk Museum …

… som ligger på Øster Voldgade i nummer 5 til 7 i København. Det er tæt på Nørreport Station og med både Botanisk Have, Rosenborg Slot samt Statens Museum For Kunst som naboer. Vi var så heldige, at vi fik en parkeringsplads til bilen inde i museets gård.

🙂

Vi har godt nok besøg Geologisk Museum to gange før, dels i vores forårsferie sidste år og dels på min fødselsdag i år.

Første gang vi besøgte museet, handlede dets særudstilling om "Spor i tiden – naturens egen kunst" og den bestod af en række af de største og flotteste eksemplarer af livets spor, der omfatter en mangfoldighed af former og mønstre dannet af naturen selv.

Anden gang vi besøgte musset, var den særudstiling, som var årsagen til, at vi tog derinde, endnu ikke åbnet. Så derfor tog vi derinde igen i dag.

🙂

Det første, som mødte os, da vi kom ind i Geologisk Museums forhal, var denne rekonstruktion af en "blå fisk" …

… som man betragter som en levende forsil. Ved siden af den ligger der et fossil af "den blå fisk" slægtning, som man har fundet på Æbelø.

Det er det første fossilfund af denne gruppe, som man har fundet i Skandinavien. Jævnaldrende fossiler af disse fisk kendes kun fra Afrika og Brasilien. Det nye fund er altså langt den nordligste forekomst af en fossil "blå fisk" slægtning fra Ældre Kridttid, der endnu kendes.

Indtil 1938 havde man troet, at "den blå fisk" var uddød. Da man kun kendte den fra 70 milioner år gamle forsteninger, men så sket der det, at man ud for Sydafrikas kyst fangede et næste to meter lang eksemplar, som desværre var så medtaget af tropesolen, da den kom i land, at man ikke kunne bruge den til forskning.

Nogle år senere viste det sig, at "den blå fisk" slet ikke var så sjælden, som man gik og troede … da de indfødte på en lille upåagtet ø i Comorerne, som ligger nord for Madagaskar, dagligt fangende "blå fisk", lige som vi her i Norden fanger torsk. De tog dem på cirka 15 meters dybde og de spiste dem med den allerstørste fornøjelse. Hvilket de havde gjort lige så længe, nogle kunne huske.

🙂

Vi gik ind i særudstillingen om "Fossilerne fra Siriuspasset" …

… hvor vi startede med at sættes os på en opstillet bænk og se den korte videofilm, som er indspillet med tre førende forsker, som fortæller lidt om fundet, om andre samtidige fossiler samt om de mange tanker, som man har gjort sig i forbindelse med at finde ud af, hvordan disse dyr så ud, da de var i live samt hvilken plads de har i livets stamtræ.

Derefter gav vi os god tid til at læse de mange spændende ophængte plancher som for eksempel denne …

… der fortæller om Dyrerigets Stamtræ samt indeholder en oversigt over, hvor mange forskellige arter, der findes indefor for hver slægt.

🙂

I Tidlig Kambrium, det vil sige for cirka 520 milioner år siden, levede en samling sære og primitive bunddyr i et varmt lavvandet tropisk hav nær Ækvator. Når dyrene døde, sank de ned på den iltfattige mudderbund og blev begravet af lerslam. Dette lerslam blev igennem millioner af år langsomt omdannet til lerskifer, hvori dyrenes aftryk blev bevaret som fossiler.

Kontinenternes langsomme forskydning har senere medført, at den fossilholdige havbund fra Ækvator nu findes som skifer på en klippeskråning i det nordligste Grønland.

Disse allertidligste dyr på Jorden var meget anderledes end de dyr, som kom til senere. Det drejer sig altså ikke om velkendte former for dyr som for eksempel dinosaurer, fisk, fugle, pattedyr med mere, men der imod om meget mærkværdige væsener, som godt kan ligne noget fra en science fiction film.

En del af de spændende fossiler, som man har fundet i Siriuspasset, er udstillet i en række af glasmontrer, så man kan komme til at kigge nærmere på dem …

Fossilerne fra Siriuspasset er fundet i en meget øde og utilgængelig del af det nordligste Grønland. Dette område besøges stort set kun af Søværnets hårdføre slædehundepatrulje, den såkaldte "Sirius Patruljen", som passet er opkaldt efter.

I sommeren 1984 udførte geologer en kortlægning af området for Grønlands Geologiske Undersøgelse. På en klippeside i Sirius Passet fandt de i den sorte skifer nogle meget mærkværdige fossiler og derfor vendte en ekspedition tilbage til området året efter for at lede efter flere fossiler.

Palæontologer studerede det nye materiale og de opdagede hurtigt, at der ikke blot var tale om hidtil ukendte leddyrformer, men også om gådefulde aftryk af helt nye og ukendte "bløde" dyr, som manglede det hårdt skelet.

Fossilerne fra Siriuspasset enestående videnskabelige betydning blev hurtigt anerkendt og yderligere tre ekspeditioner til området har indsamlet over 10.000 forskelige fossiler.

De spektakulære fossiler fra Sirius Passet er et helt unikt vindue til et af de tidligste stadier i dyrelivets udvikling på Jorden. Her udvikledes et væld af forskellige dyr i løbet af meget kort tid. En begivenhed der kendes som "Den Kambriske Eksplosion", men fordi dyrene var så markant anderledes for 520 millioner år siden, end de er i dag, er de er ikke sådan lige til at sammenligne med nutidens dyreliv og hvordan dyrene er beslægtet er ofte genstand for store diskussioner.

I den videofilm, som vi startede med at se, kommer tre førende forskere – to danske og en engelsk – med hver deres bud på, hvordan nogle af dyrene skal tolkes.

🙂

I den bageste del af lokalet, hvori man finder særudstillingen om "Fossilerne fra Siriuspasset", har man fremstillet en lille model over …

… hvordan man mener Siriuspasset så ud i Tidlig Kambrium, da det var en varm lavvandet tropisk havbund. I denne rekonstruktion er fossilerne fra Siriuspasset blevet bragt til live i deres oprindelige undersøiske omgivelser. Man har forstørret det hele fem gange. Denne havbund var i Tidlig Kambrium en del af et lavvandet varmt, tropisk hav, hvor et svagt diffust sollys spredtes over havbunden.

Vi så nærmere på de forskellige dyr …

Isoxys …

… som med en størrelse på max 1,50 centimeter er dette krebsedyrligende dyr det mindste af fossilerne fra Siriuspasset. Man har fundet lignende arter på lokaliteter over det meste af Jordkloden og dette vidner om en meget succesrig dyregruppe. Dyrets bløde kropsdele var beskyttet af to skaller og de store øjne sad på stilke. Den var formentlig en aktiv svømmer og den minder overordnet om de nutidige muslingkrebs, som er en gruppe med to skallede fritsvømmende små krebsdyr.

Kerygmachela …

… er et højst besynderligt dyr, som har karakterer fra både fløjlsdyr og leddyr. De vingeformede flapper gav med bølgende bevægelser dyret fremdrift i vandet. De gælleagtige strukturer på flapperne sørgede for iltoptagelsen. Dens lemmer var fløjlsdyrlignednde og dette betød, at dyret også kunne gå. Det er uvist om arten havde øjne, men antennerne var formentlig vigtige sanseorganer, som den søgte bytte med.

Halkieria …

… forskerne har været og er stadigvæk uenige om dette gådefulde dyr, men meget tyder på, at det med al sandsynlighed tilhørte dyrerækken bløddyr og at den var en slægtning til skallus. I hver ende fandtes en skal og langs med kropssiderne flere rækker af beskyttende skæl. Den var vidt udbredt i Tidlig Kambrium.

Kleptothule …

… som overfladisk ligner en trilobit, men arten mangler mange af denne gruppes typiske kendetegn. Dyret har for eksempel usædvanligt mange kropsled, et hovedskjold, som er opdelt i segmenter og som ikke er bredere end resten af kroppen samt et sær egnet haleskjold.

Pambdelurion …

… havde pigge langs med lemmerne, men bort set fra dette er lighederne med Kerygmachela åbenlyse. Flapperne langs med siden, som tillod aktiv svømning, de fløjlsdyslignende lemmer, den runde mund samt de to kødfulde og fleksible vedhæng med antenner.

Buenellus …

… er den eneste ægte trilobit blandt fossilerne fra Siriuspasset. Dens hårde ydre har betydet, at fossilerne er meget velbevarede og derfor hyppigt forkomne.

Buenaspis forteyi ..

… er et primitivt trilobitlignende leddyr, der måske kunne rulle sig sammen, for det ved man ikke med sikkerhed.

Der er også vist tre forskellige former for havsvampe …

… fra Siriuspasset.

Alle dyrene er rekonstrueret efter udstillingens forsiller, men forsillerne afslører sjældent alt om dyrets udforming. Så en lang række af eksperter har været involveret i arbejdet med at fremstille denne model af Siriuspasset fra Tidlig Kambrium og der har været hentet viden fra relevante videnskabelige artikler. Det samme gælder selve havbunden.

Ingen ved og ingen kommer nogensiden til at vide lige præcist, hvordan dyrene levede eller så ud for cirka 520 milioner år side.

🙂

Vi brugte lidt over en times tid på den spænende særudstilling om Fossilerne fra Siriuspasset og da det jo ikke er mere end en månedes tid siden, vi har været igennem resten af Geologisk Museum, blev vi enige om, at vi ville forsætte dagen med at se på nutidige samt levende dyr, men inden vi forlod museet tog vi lige et billede af denne meteorit …

… som hedder Agpalilik. Der er i alt blevet fundet seks meteoritet ved Kap York i Nordgrønland. De hører til en og samme meteoritbyge, som faldt i forhistorisk tid.

Agpalilik er med en vægt på 20,1 tons den næst største af disse meteoritter og den er den femte største af de i hele Verden kendte meteoritter. Den blev fundet i 1963 af civilingeniør V. F. Buchwald efter et omfattende eftersøgnings arbejde.

I undersøgelse øjemed er Agpalilik blevet gennemsavet og det udstillet stykke vejer "kun" 15 tons. Den er en jernmeteorit, som hovedsagelig består af jern ( 89% ), nikkel ( 8% ) samt svovl ( 2% ).

🙂

Vi kørte fra Geologisk Museum og satte kursen mod Zoologisk Have på Frederiksberg, men det kan I læse meget mere om i det næste indlæg.

🙂

Man kan læse mere om Geologisk Museum på www.geologiskmuseum.dk.

Peter har også skrevet om vores besøg på Geologisk Museum og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.