… min gamle veninde, hvilket ikke skal forstås som, hun er frygtelige meget ælde end mig, for det er hun ikke, for rent faktisk er hun kun ni måneder ældre end mig, men fordi hun er den af mine veninder, jeg har kendt i længst tid.
Lige nu ligger hun på hospitalet med en diagnose samtidigt med lægerne ikke kan fortælle hende, hvad hun i grund fejler, kun at det er alvorligt som i livstruende. Da hun kun får mere og mere ondt samt bliver dårligere og dårligere for hver dag, der går, har hun allerede mere eller mindre givet fuldstændigt op samt er ved at takke af.
Jeg føler mig bare noget så forbandet hjælpeløs, for jeg vil så gerne være der for hende, som hun har været der for mig, ikke fordi jeg mener, jeg står i gæld til hende, men fordi jeg rent faktisk gerne vil kunne gøre en forskel, men jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre på hendes situation. Det eneste, jeg rent faktisk kan gøre, er at tale med hende, når hun har behov for at tale.
Jeg tænker også på, hvordan det kan være, at to piger fra den samme årgang, der har fået nøjagtig den samme opvækst med en dyb alkoholister psykisksyg tyrannisk mor samt en fraværende konfliktsky kvartals drikkende far er blevet så forskellige, som vi rent faktisk er. For min veninden var den gode datter, der fuldt ud vedkendte sig sin sociale arv samt gik i forædlernes fodspor med blandingsmisbrug samt psykiske sygdomme, og jeg var den rigtige dårlige datter, der aldrig har ville vedkende mig min sociale arv, aldrig har røget så meget som et eneste hiv af noget som helst, aldrig har drukket så meget som bare en eneste mundfuld af noget, der indeholder alkohol, eller taget så meget som bare en eneste pille, hvis jeg kunne undgå at gøre det, så vil jeg hellere føler mig dårlig eller have ondt.
Vi har begge to fra en meget tidlig alder taget det fulde ansvar ikke kun for os selv, men så sandeligt også for vores forældre, vi har begge to skulle være den voksne, selv om vi kun var børn små børn, for vores forældre opførte sig som børn små børn, selv om de rent faktisk var voksne, og vi forsatte begge to med at gøre det lige til de døde, men havde de i grunden fortjent det ?
Havde vores forældre i grunden fortjent, at vi begge to offerere samtlige af vores muligheder for at få venner, mand og børn, en uddannelse, et velbetalt job og et normalt liv, hvad det så end er, for at tage os af dem, når de rent faktisk aldrig havde været noget brugbart for os ?
Jeg tænker også på, hvordan det kan være, at personer, der selv længe efter, de rent faktisk er blevet voksne samt er langt ældre end os, stadigvæk bliver vartet op i både hoved og bagdel af deres forældre, kan fortælle os, at vi bare skal tage os sammen samt at det er på grund af vores engen dovenskab, at vi aldrig i deres øjne er blevet til noget.
Hvordan kan en person, der aldrig har skulle stå til rådighed for at kunne dække samtligt behov for den en eller begge af sine forældre 24 timer i døgn og være med til at finansiere deres misbrug samt passe et langt mere end fuldtidsjob og prøve på at få en brugbar uddannelse, udtale sig om, hvad vi har været igennem ?
Jeg ved udemærket godt, at der ikke er en eneste, der kan eller vil give mig de ønskede svar, men så kunne de vel i det mindste holde deres ubrugelige meninger for dem selv, i stedet for hele tiden at brillere med deres totale uvidenhed !