Dagsarkiv: søndag, 20. februar 2011, 21:00

Grønne hæklede grydelapper med små sorte kaniner


Hverdagen, Håndarbejde.

Det er godt nok ikke ret meget så kaldt fornuftigt, jeg har nået at foretage mig i løbet af denne uge. For ugens fem første dage var det yderst begrænset, hvad jeg kunne foretage mig på grund af, at diverse håndværker var i fuld gang med den del af den helt store udskiftning af samtlige faldstammer, lunestrenge samt lodrette vandrør i vores bebyggelse, der skal finde sted i vores lejlighed, og både i går samt i dag har jeg "hygget" mig med småmigræne.

Nå … jeg kan vel bare lige så godt lære det … jeg kan altså bare ikke altid være lige aktiv og så kan jeg jo så til gengæld glæde mig over, at jeg lige er blevet færdigt med dette par grønne hæklede grydelapper med små sorte kaniner …

2011/02/20/301.jpg

… der er endnu en gang tale om mit 100% eget design og jeg har brugt tre nøgler grønt ( farve nummer 444711 ) samt et kvart nøgle sorte ( farve nummer 502000 ) "ID Bomuldsgarn" ( 100% bomuld ) fra Coop Danmark samt to stykker hvidt silkebånd, der er afklippet ophængningsstropper fra en hvis t-shirt.

Jeg har aldrig fundet ud af, hvad disse stropper i grunden skal bruges til og derfor så klipper jeg dem altid af, men i stedet for at smide dem ud, så gemmer jeg dem til næste gang, jeg skal bruge en lille sløjfe til et eller andet.

Aftens menu …


Hverdagen.

2011/02/20/201.jpg

… kogte porrer, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, kogte kartofler, frikadeller ala Peter ( det vil sige med blandt andet knust stegt bacon, knust chili, knust hvidløg samt fint revet grøn peberfrugt ), der er pyntet med lidt ketchup, samt nogle skriver rugbrød.

Ugens sidste solnedgang


Hverdagen.

Så er den allerførste af de tre uger, hvor håndværkerne skal rasere i vores lejlighed i forbindelse med den del af den helt store udskiftning af samtlige faldstammer lunestrenge samt lodrette vandrør i hele vores bebyggelse, der skal finde sted i vores lejlighed, ved at være overstået, og jeg friste næsten til at skrive … at selvfølgelig kostede det mig så en weekend med småmigræne.

🙁

Dagens helt enkelte og dog så smukke solnedgang over Holbækmotorvejen klokken lige præcist 17:12 …

2011/02/20/101.jpg

… som jeg oplevede, nød samt fotograferede den via det lukkede vindue i vores arbejdsværelse, og nu vil jeg sætte mig ind i den ene af vores to sofaer, hvor jeg vil hygge mig med at hækle lidt mere på det igangværende projekt, der måske dermed bliver færdigt.

Solskin


Hverdagen.

Lige nu skinner solen fra en høj klar blå samt stort set skyfri himmel og de af vores potteplanter, der står foran vinduet i både køkkenet og soveværelset samt dem, der står på svævehylden i køkkenet …

2011/02/20/001.jpg

… står næsten på rødder i deres iver efter at suge så meget kraft ud af de varme skønne stråler, solen lige nu sender ind genne vinduerne til dem.

🙂

Måske skulle jeg sætte mig på køkkenbordet lige midt imellem alle de små plantepusser, så jeg også kan få glæde af den varme livsgivende energi, solens lige nu er så gavmild med.

Gækkebreve


Hverdagen.

For elve år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Gækkebreve, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Gækkebrevene er en helt specifik danske tradition i forbindelse med påsken, som man ikke kender noget til andre steder i verden.

Grundprincippet med et gækkebrev er meget nemt, da man bare skal klippe et som meget ofte symmetrisk mønster i et stykke papir, som man så sender til en anden person, der så ud fra det antal prikker og der skal være en prik for hvert bogstav i afsenderens fornavn, der står under gækkeverset, skal gætte, hvem det er, der har sendt det fint klippet gækkebrev med tilhørende gækkevers.

Disse gækkevers spænder vidt lige fra en enkelte sætning over vrøvlevers til de mere poetiske vers. Et eksempel på et af de allermest brugte gækkevers er …

En vintergæk, en sommernar,
en fugl foruden vinger,
en lille ven, der har dig kær,
en kærlig hilsen bringer.

I dag er traditionen med at sende gækkebreve nok mest udbredt blandt børn og barnlige sjæle, men sådan har det langt fra altid været. For man mener, at gækkebrevene er en videreudvikling af de såkaldte bindebreve, der stammer fra Tyskland, og som kom til Danmark i begyndelsen af 1600-tallet. Bindebrevene, der også var drillebreve, var især meget populære her i Danmark i 1600-tallet og frem til 1800-tallet.

Man kunne blive bundet med et bindebrev på sin navnedag eller hvis man ikke havde en navnedag i kalenderen på en af de fire årlige så kaldte tamperdage. På disse fire tamperdage blev der nedsat en tamperret, der bestod af en stiftsamtmand samt nogle gejstlige medlemmer, der behandlede så kaldte ægteskabelige problemer.

Tamperdagenes datoer kom aldrig til at ligge 100% fast, men de fire årlige dage var dog underlagt relativ begrænset tidsforskydning, hvilket dette lille huskevers tydeligt viser …

Onsdag efter aske vi tamperdag få,
Onsdag i pinseuge ligeså,
Onsdag efter hellig korsets fest,
Onsdag efter Lucia komme tamperdag vist.

Tamperretten blev stiftet i 1542 og den blev nedlagt i 1797, hvorefter alle former for ægteskabssager overgik til den civile ret.

Dette var et lille sidespring, så nu vender vi lige tilbage til gækkebrevene, for det gjaldt for afsenderen af et gækkebrev eller bindebrev om at placere brevet et sted, hvor modtageren ville få fat i det, og dermed bandt man vedkommende. Bindingen kunne også ligge i, at modtageren skulle løse en knude eller en gåde, som lå i brevet. Knuden kunne ikke løses op, fordi den enten var bundet meget fast i meget tyndt garn eller fordi den var tegnet.

I gækkebreve blev bindebrevenes knuder blot udskiftet med indviklede, knudelignende papirklip. Skikken blev i sin tid især brugt til flirt imellem unge mennesker, og et typisk gækkebrevsklip kunne for eksempel være kærlighedsknuden, hvor papirklippets knudemønster formede flere hjerter.

En tradition foreskriver, at man kun har tre gæt til at finde ud af hvem, der har sendt gækkebrevet. Hvis man ikke gætter afsenderen inden for de tre gæt, så skylder man afsenderen et påskeæg. En anden tradition tilføjer endnu en regel til førnævnte … nemlig at for hvert gæt, man gætter forkert, skylder man et påskeæg til hvert af de forkert udpegede afsendere. Denne skik er dog ikke særlig udbredt, for så kunne det jo også blive en virkelig dyr fornøjelse at modtage et gækkebrev.