Jeg er desværre stadigvæk frygtelig langt bagud med hensyn til at ajourføre min blog, der jo også fundere som min dagbog, fotoalbum, huskeblog med meget mere, og det fremmede jo ikke lige frem muligheden for at komme ajour, at vores webhotel lukkede for adgangen til den i en uges tid og at den kørte meget dårligt samt ustabilt de første to måneder efter adgangen til den blev genåbnet.

Dertil kommer, at der har været så frygtelige mange meget forskellige praktisk opgaver vedrørende Poul samt hans nuværende bolig- og helbredsmæssige situation, der har krævet og desværre forsat kræver min fulde opmærksomhed, at jeg har manglet samt desværre forsat stadigvæk mangler både fysisk, psykisk og tidsmæssige overskud til at blogge.

Jeg har sat mig for, at jeg skal væres lidt mere ajour med at skrive i hvert fald de helt små hverdagsindlæg og den slags indlæg er der sørme også frygtelige mange af, for bare fra forrige år mangler jeg lidt over 500 af dem og fra sidste år lidt under 700 af dem på min egen blog, før jeg begynder at ajourføre Pivs blog, der fylder tre år i dag, da den blev oprettet den 13. juni 2014.

Så nu er den meget mildt skrevet yderst utålmodige lille størrelse selv begyndt at skrive eller rettere skrevet Piv har lige endnu en gang fundet ud af, at det slet ikke er bare tilnærmelsesvis halvt så nemt at skrive på en computer, som han regnede med, at det var. For han er alt for let til, at han kan trykke på tastaturets knapper, når han kan holde øje med tastaturet, kan han ikke se, hvad der sker på skærmen, når han kan se, hvad der sker på skærmen …

… kan han ikke nå tastaturet og musen vil slet ikke det samme som han vil, for den kører bare rundt med ham, ganske som den har lyst til, så Piv bliver desværre nok alligevel nødt til at vente på, der er en, der får tid til at skrive for ham.

For det er nemlig meget langt fra nemt, at være en meget lille bitte and i en mega monster stor verden.