I mandags, da jeg rydde op i alle de mange bunken, som efterhåndens havde nået at hobe sig op på mit skrivebord, fandt jeg blandt meget andet skabelonerne til de gækkebrev, som jeg i løbet af de sidste fem års tid har haft klippet for Hanne. Det fik mig til at komme i tanke om, at jeg for ni år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Gækkebreve, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Gækkebrevene er en helt specifik danske tradition i forbindelse med påsken, som man ikke kender noget til andre steder i verden.

Grundprincippet med et gækkebrev er … at man klippe et som meget ofte symmetrisk mønster i et stykke papir, som man så sender til en anden person, der så ud fra det antal prikker – en prik for hvert bogstav i afsenderens fornavn, der står under gækkeverset skal gætte hvem, som har sendt det fint klippet gækkebrev med tilhørende gækkevers.

Disse gækkevers spænder vidt lige fra en enkelte sætning over vrøvlevers til de mere poetiske vers. Et eksempel på et af de allermest brugte gækkevers er …

En vintergæk en sommernar,
en fugl foruden vinger,
en lille ven, som har dig kær,
en kærlig hilsen bringer.

I dag er traditionen med at sende gækkebreve nok mest udbredt blandt børn og barnlige sjæle, men sådan har det langt fra altid været. Da man mener, at gækkebrevene er en videreudvikling af de såkaldte bindebreve, der stammer fra Tyskland, og som kom til Danmark i begyndelsen af 1600-tallet. Bindebrevene, der også var drillebreve, var især meget populære her i Danmark i 1600-tallet og frem til 1800-tallet.

Man kunne blive bundet med et bindebrev på sin navnedag eller på en af de så kaldte fire tamperdage. For afsenderen gjaldt det om at placere brevet et sted, hvor modtageren ville få fat i det, og dermed bandt man vedkommende. Bindingen kunne også ligge i, at modtageren skulle løse en knude eller en gåde, som lå i brevet. Knuden kunne ikke løses op, fordi den enten var bundet meget fast i meget tynd tråd eller fordi den var tegnet.

I gækkebreve blev bindebrevenes knuder blot udskiftet med indviklede, knudelignende papirklip. Skikken blev i sin tid især brugt til flirt imellem unge mennesker, og et typisk gækkebrevsklip kunne for eksempel være kærlighedsknuden, hvor papirklippets knudemønster formede flere hjerter.

En tradition foreskriver, at man kun har tre gæt til at finde ud af hvem, som har sendt gækkebrevet. Hvis man ikke gætter afsenderen inden for de tre gæt, så skylder man afsenderen et påskeæg. En anden tradition tilføjer endnu en regel til førnævnte … nemlig at for hvert gæt, man gætter forkert, skylder man et påskeæg til hvert af de forkert udpegede afsendere. Denne skik er dog ikke særlig udbredt, for så kunne det jo også blive en virkelig dyr fornøjelse at modtage et gækkebrev.