I formiddags, da jeg var på vej hjem fra Roskilde Ringen, ringede jeg til min veninde på Bornholm, da jeg følte, det var lidt for længe siden, jeg sidst havde fået talt med hende og jeg meget gerne vil forsætte med at holde kontakten med hende ved lige. Det viste sig så pudsigt nok, at hun var på Sjælland og det endte med, at vi aftalte, at hun skulle kigge forbi os i løbet af eftermiddagen.
Selv om det lige som sidste gang, hun besøgte os, kun blev til et kort lille besøg, så var det nu hyggeligt at se hende igen.
🙂
Min veninden fra Bornholm, som faktisk hedder Mette, og jeg lærte hinanden at kende i starten af april 2004. Det skete den første dag, jeg kom for at vikariere i receptionen i det firma, som hun var ansat i. For det var hende, som stod for min oplæring. Vi faldt i snak og på den måde fandt vi ud af, at vi havde mange fælles interesser samt synspunkter på tilværelseden – alt i alt et rigtigt godt udgangspunkt for at kunne tale rigtigt godt sammen.
Jeg kom flere gang som vikar i receptionen i det firma og på et tidspunkt havde jeg rent faktisk været mere på arbejdet end hende, som jeg afløste for, havde været i løbet af de sidste ni måneder.
Efter jeg havde "siddet fast" som vikar i firmaets reception i tre måneder – indtil de havde fået ansat en ny receptionist ( firmaets personalechef havde godt nok spurgt mig, om jeg ville have jobbet, men dels følte jeg ikke, at mine fremmedsprogs kundskaber var gode nok til, at jeg kunne sidde i en receptionen i et firma med mange internationale kunder samt samarbejdsparter og dels var der simpelhen bare ikke udfordringer nok i den stilling til mig ), blev jeg tilbudt et fem måneders vikariat som kontorassistent i firmaets journal.
I de fem måneder kom Mette og jeg til at dele kontor, og i løbet af de måneder lærte vi for alvor hinanden rigtigt godt at kende. Hun blev på en eller anden måde min faste daglige fortrolige – hende som jeg fortalte og talte med stort set alt om.
Da min tidsbegrænsede kontrakt udløb. Blev vi enige om, at vi ville forsætte med at holde kontakt med hinanden. Det har vi da også begge to prøvet på både via breve, e-mail, fødselsdag- og julekort, sms samt telefon og vi har da også nået at se hinanden to gange i løbet af de lidt over tre år, der er gået siden, vi var daglige kollegaer, men derfor var jeg nu alligevel spændt på, om vi stadigvæk ville have noget at sige til hinanden og hvordan det ville blive at ses igen.
Det gik efter min mening over alt forventning. Det føltes som om, vi havde talt sammen på arbejdet i går, da hun kom et lille spurt forbi os i dag.
🙂
Mette, tak for orkideen …
… som du kan se, så havde jeg faktisk en ledig urtepotteskjulere til den. Jeg håber, at du kan bruge indholdet af de fire små advents pakker, som du fik med, da du gik. På den måde kom vi til at spare portoen og samtidigt ved vi, at pakkerne rent faktisk er nået frem til dig i god tid.
