I dag har jeg haft besøg af Mette ( min veninde fra Bornholm ). Det var helt skønt at se hende igen, da det nu var over 19 måneder siden, vi sidst har set hinanden.

🙂

Vi lærte hinanden at kende i starten af april 2004. Det skete den første dag, jeg kom for at vikariere i receptionen i det firma, som hun var ansat i. Det var hende, som stod for min oplæring. Vi faldt i snak og på den måde fandt vi ud af, at vi havde mange fælles interesser samt synspunkter på tilværelseden – alt i alt et godt udgangspunkt for at kunne tale rigtigt godt sammen.

Jeg kom flere gang som vikar i receptionen i det firma og på et tidspunkt havde jeg faktisk været mere på arbejdet end hende, som jeg afløste for, havde været i løbet af de sidste ni måneder.

Efter jeg havde "siddet fast" som vikar i firmaets reception i tre måneder – indtil de havde fået ansat en ny receptionist ( firmaets personalechef havde spurgt mig, om jeg ville have jobbet, men dels følte jeg ikke, at mine fremmedsprogs kundskaber var gode nok til, at jeg kunne sidde i en receptionen i et firma med mange internationale kunder samt samarbejdsparter og dels var der bare ikke udfordringer nok i den stilling til mig ), blev jeg tilbudt et fem måneders vikariat som kontorassistent i deres journal.

I de fem måneder kom Mette og jeg til at dele kontor, og i løbet af de måneder lærte vi for alvor hinanden rigtigt godt at kende. Hun blev på en eller anden måde min faste daglige fortrolige – hende som jeg fortalte og talte med stort set alt om.

Da min tidsbegrænsede kontrakt udløb. Blev vi enige om, at vi ville forsætte med at holde kontakt med hinanden. Det har vi da også begge to prøvet på både via breve, e-mail, fødselsdag- og julekort, sms samt telefon og vi har da også nået at se hinanden en enkel gang i løbet af de to og et halvt år, der er gået siden, vi var daglige kollegaer, men derfor var jeg nu alligevel spændt på, om vi stadigvæk ville have noget at sige til hinanden og hvordan det ville blive at ses igen.

Det gik efter min mening over alt forventning. Det føltes som om, vi havde talt sammen på arbejdet i fredags, da hun kom et lille spurt forbi os i dag.

🙂

Mette, tak for tulipanerne …

… som du kan se, så har jeg faktisk en rigtigt tulipanvase til dem. Du skal også have tak for de tre poser med garn …

… det bliver Wivi helt sikkert glad for, når hun får det på fredag. For både hun og de andre nørkler i Fakse kan altid bruge mere garn til deres fremstilling af børnetøj.

Og sidst men ikke mindst vil jeg sige: "Tak for besøget". Det var hyggeligt at se dig igen og jeg håber, du får tid til at besøge mig en anden gang, når du er på Sjælland.

🙂