For otte år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Skuddagen, som jeg her vil brige et lille udklip fra …

Mange mennesker tror, at det er den 29. februar, der i vores kalender betegnes som skuddagen i skudår, men det passer ikke, for det er altså den 24. februar, der er den rigtige skuddag.

I den gamle romerske kalender var februar årets sidste måned og oprindelig havde den kun 23 dage. Da kalenderen ikke passede helt godt til årstiderne, skød man sommetider en skudmåned af variabel længde ind.

Cæsar bibeholdte denne placering af skuddag på den 24. februar i den julianske kalender og senere gjorde man det samme, da den gregorianske kalender blev indført.

I følge vores kalender er et helt almindeligt år på 365 dage, men i virkeligheden er Jorden 365 døgn, 6 timer, 9 minutter og 9,5 sekunder om at nå en gang rundt om Solen. For at dette regnestykke skal gå lidt bedre op, må man derfor indføje en ekstra dag hvert fjerde år.

Det er derfor at skudårstal altid er delelige med fire. Men der bliver herved stadigvæk 9 minutter og knap 10 sekunder i overskud, og for at regnestykket skal passe helt præcist, må man så regulere yderligere på det. Det er derfor at kun århundredeskifte, der er deleligt med 400, er skudår.

I de "gode gamle dage", den gang da man endnu ikke var begyndt at diskuter kønsroller, kunne en ung pige kun fri til sin udkårne, hvis hun gjorde det på en skuddag. Hvis den udvalgt så sagde: "Nej", måtte han af med et dusin par silkehandsker. Dette skyldes i følge overleveringer et dekret, som i år 1288 blev indført af dronning Margaret af Skotland.