Da min Skat og jeg havde nydt aftens menu og vi havde aflivet dagens samlet opvask, kørte vi hjemmefra, for vi havde aftalt med en af vores venner, der boer i Valby, at vi skulle mødes hos ham ved cirka 20:15, så vi kunne anbringe vores lille bil der og så følges med ham derfra til Loppen på Christiania, da vi jo havde to billetter til aftens koncert med Steve Wynn & The Dream Syndicate.

Vi fik lige talt lidt med vores ven, hans kone samt sønner og turen fra dem til Loppen på Christiania gik fint, da både s-tog og metro kørte til tiden, så vi var fremme ved 21:15 tiden. Vi fandt tre gode ståpladser til venstre for scenen, der dog hurtigt blev til tre gode siddepladser ovenpå den venstre bashøjttaler.

Ved 22:00 tiden gik Total Heels, der var aftens opvarmningsnavn, på scene og de leveret en 30 minutter yderst energifyldt koncert. Jeg ved ikke, hvad de var på, men især forsageren virkede som et overgearet dampbarn på dobbelt energidrik. Deres musikstil kan ikke beskrives, den skal opleves og de er helt klart et af den slags bands, der er nok er langt bedre at opleve live end på anlægget derhjemme.

Det tog en lille halv times tid at få overstået sceneskiftet og ved 23:00 tid gik aftens hovednavn Steve Wynn & The Dream Syndicate på scenen …

Det amerikanske alternative rock band The Dream Syndicate, der i startende af i 1980'erne var en del af den californiske genoplivning af 1960'ernes musikstil, der også er kendt som Paisley Undeground Music bevægelsen, fra Los Angeles i Californien blev dannet af den tidligere disc jockey og musikkritiker på den lokale collegeradiostation Steve Wynn, der især er kendt for sin sangskrivning og sit guitarspil, sammen med Kendra Smith, Karl Precoda samt Dennis Duck i 1981 og det gav sin allerførste koncert i Club Lingerie i Hollywood den 23. februar 1982.

Samme år udgav bandet via pladeselskabet Wynn's Down There deres første plade i form af EP'en "The Dream Syndicate" med kun fire nummer, der var indspillet hjemme hos Tom Mehren i Pasadena samt produceret af Paul B. Cutler, der også havde stået for alt det tekniske i forbindelse med indspilningen.

Via EP'en af samme navn opnåede The Dream Syndicate meget hurtigt lokal anerkendelse for sine ofte ret lange aggressivt feedback gennemblødte improvisationer samt upoleret guitarrock i en tid, hvor alt stort set var synthesizerpop og i 1982 underskrev det en kontrakt med pladeselskabet Slash Records, hvis datterselskab Ruby Records udsendte deres debut LP, der hed "The Days Of Wine And Roses", i 1982.

Samme år optrådte Tre Dream Syndicate på radiostationen KPFK den 5. september og denne koncert blev senere udgivet som albummet "The Day Before Wine And Roses".

Flere af datiden toneangivende rockkritikere anså The Dream Syndicate for at være et af de allermest lovende guitarrockbands og med Sandy Pearlman som producer gik gruppen i gang at indspille deres tredje album "Medicine Show", der udkom via pladeselskabet A&M i 1984.

Inden The Dream Syndicate gik i studiet sammen med Sandy Pearlman var Dave Procst kommet med i gruppen i stedet for Kendra Smitth, der sammen med David Roback havde dannet bandet Clay Allison.

I 1984 bragte en tune The Dream Syndicate til England, hvor publikum også var vildt begejstret for deres musikstil, desværre gik bandet i opløsning ved årets udgang, men allerede året efter gendanne Steve Wynn gruppen sammen med Mark Walton på elbas, Dennis Duck på trommer og Paul B. Cutler på elguitar. Hvorefter de udgav to gode albums "Out Of The Grey", der udkom i 1986, og Ghost Stories, der udkom i 1988, der begge er fyldt med uforfalsket melodiøst livsglad guitarrock, før gruppen blev endeligt opløst i starten at 1989.

The Dream Syndicate er altid blevet sammenlignet med Velvet Underground, da Steve Wynns hæse nasale vokal samt sangstil minder meget om Lou Reeds, der jo desværre døde den 27. oktober sidste år.

Efter The Dream Syndicates opløsning har Steve Wynn udgivet flere soloprojekter, før han i 2012 sammen med Jason Victor på elguitar, Mark Walton på elbas og Dennis Duck på trommer gendannet bandet.

… koncerten bestod af to sektioner, den første varede en times tid og efter et par minutters pause fik vi så anden sektion, der varede tre kvarters tid.

Vi kom forbavsende hurtigt ud af Loppen og Christiania samt med metroen til Flintholm Station, men så begyndte det mindre sjove, for da vi nåede til Flintholm Station, havde vi kun to minutter til at nå fra metroens perron til s-togets perron, hvilket vi egentligt godt kunne nå også selv om vores ven, der ikke bruger rejsekort, skulle stemple sit klippekort, men så var det, at DSB ændrede på køreplanen, så det s-tog, vi skulle med, kørte fra den modsatte perron end forventet og derover kunne vi altså ikke nå på under et minuts tid, så det s-tog nåede at køre fra os.

Så var der lige en halv times tid til det næste s-tog i den rigtigt retning, så vi satte os ind i venteskuet og ventede på, at tiden skulle gå, samt talte sammen. Cirka fire minutter før det næste s-tog i vores retning skulle ankomme, ændrede DSB igen på køreplanen, så det s-tog, vi skulle med, kørte fra den modsatte perron end forventet og denne gang nåede vi til al held både at opdage ændringen samt over til den anden perron.

Vi fulgtes ad hjem til vores ven, hvor vores lille bil jo stod og ventede på os og vi var hjemme hos os selv ved cirka 2:30 tiden.
 
 

Bonusinformation …
Dette indlægs fem billeder er fotograferet samt venligs udlånt af Lars Dantoft og resten af hans gode billedreportage fra Stave Wynn & The Dream Syndicate fede koncert på Loppen kan ses her … http://loppen.dantoft.dk.