For fjorten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Urbans dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Urbans dag og dagen er officiel mindedag for Urban, der fra år 222 og frem til han led martyrdøden i år 230 var pave i Rom, imens byen stadigvæk var hedensk.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund er Sankt Urbans dag den så absolute allersidste frisk for at få vårsæden i jorden, men det skal altså allerhelst være sket inden i dag, da den som sår havre på Urbans tid, får store bælge med intet i.

Ligeledes ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund, så hvis man har nået at så vintersæden, så kan man i dag så småt begynde at spå om kornhøstens størrelse ligesom Sankt Urbans dag er en rigtigt god dag at plante samt så havevækster.

For øvrigt så hvis det blæser på Sankt Urbans dag varsler det megen storm resten af året.

… over Astersvej klokken lige præcist 5:13 …

… da lille Nicon altså mit nye kamera og jeg oplevede, nød samt fotograferede dem via soveværelsets lukkede vindue, før jeg trak gardinerne for, så den opstående Sols stråler ikke kan komme til at forstyrre min Skats skønhedssøvn og samtidigt med jeg overvejede et af livets helts store samt meget svære dilemmaer … skal jeg stå op og derefter forgribe mig på rugbrødet samt ærterne i køleskabet eller skal jeg gå i seng igen og så forgribe mig på min Skat.