For tretten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Antonius dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Antonius dag og ifølge legenden blev han født i år 251. Hans forældre var ansete samt velstillede kristne, der boede i Kome i Mellemegypten. Efter forældrene død samt inspireret af evangeliet om den rige yngling, gav Sankt Antonius alle sine ejedele væk, før han som cirka tyve årig begav sig ud i ørken i nærheden af sin hjemby, hvor han levede som eneboer altså som eremit.

Senere flyttede Sankt Antonius ind i en klippehule i den libyske ørken, hvor han især i de sene nattetimer kæmpede imod djævlens mange voldsomme legemlige og sjælelige fristelser samt dæmoniske pinsler, hvilket han dog overvandt gennem årelange kampe samt især bøn.

Igennem sit liv som eneboer opnåede Sankt Antonius en stor berømmelse, der rakte langt udenfor Egypten, så derfor opsøgte folk fra nær og fjern ham for at få svar på spørgsmål, for at blive velsignet eller for ligefrem at blive helbredt.

Man anser Sankt Antonius for at være munkevæsenet fader, da en stor discipelskare med tiden samlede sig omkring ham, og han blev forbillede for flere samfund af eneboere altså eremitter i for eksempel Milano, Rom og Trier. Man ved dog ikke med sikkerhed, om det rent faktisk var Sankt Antonius, der omkring år 305 grundlagde de allerførste kloster i Egypten for de såkaldte antonitter-munke.

Sankt Antonius død i år 356 og han blev derfor angiveligt mere end 100 år gammel.

Sankt Antonius protateres som oftes samme med et svin, hvilket skyldes, at de så kaldte antonitter-munke havde ret til at lade deres svin løbe frit omkring og derfor anset Sankt Antonius for at være svinenes beskytter samt helgen.

I Danmark har Sankt Antonius lagt navn til en særlig fin form for svinekød, de så kaldte antonius-svin og i dag er der for øvrigt 37 år siden, den slags svinekød for allerførste gang blev solgt i en danske butik.

I det gamle danske bondesamfund ansås Sankt Antonius for øvrigt også for at kunne beskytte mod smertefulde sygdomme og derfor henvendte man sig via bøn til ham, hvis man selv eller en af en nærmeste var plaget at kroniske smerter eller sygdom.

Pudsigt nok så er der mig bekendt ikke nogen som helst former for varsler i forbindelse med Sankt Antonius dag.
 
 
Da jeg sidste år skrev om Sankt Antonius dag, kom Evi med følgende tillæg …

Da jeg var barn, legede vi en leg, som hed Antonius. Man skulle være to hold og det ene hold stod foran huset og det andet hold stod bagved huset og så skiftedes de to hold til at kaste en bold hen over huset. Hvis man greb bolden, råbte man: "Antonius" og så skulle man skynde sig rundt om huset til den anden side, hvorfra man så kaste bolden på en fra det andet hold, som prøvede at løbe væk, men ikke måtte røre sig, når man havde råbte: "Antonius". Hvis man ramte personen, skulle vedkommende følge med til modstandernes hold. Vi havde det så sjovt med den leg.