… to skriver sønderjysk rygbrød med et meget tyndt lag smør samt røget hellefisk.

I går aftes, lige inden vi gik i seng, slog min Skat vores vækkeur eller rettere vores clockradio fra og jeg satte min mobiltelefon til, for her til morgen kunne vi begge to sove længe, da min Skat skulle halvanden times tid senere ud af hoveddøren, fordi han skal deltage i årets julefrokost på sit arbejdet og han derfor skal med de offentlige transportmidler både til samt fra jobbet i dag.

De offentlige transportmidler skulle jo lige komme i gang med at køre, før min Skat kunne tage hjemmefra, og samtidigt med det, så benytter min Skat sig af, at de har flex-tid i det firma, han er ansat i. Så han skal bare være aktivt til stedet ved sit skrivebord i sit kontor i tidsrummet fra klokken 9:00 til klokken 14:00 hver af uges fem arbejdsdage og derude over må han lægge resten af uges arbejdstimer, som han vil, bare han altså husker at overholde, at han skal være på arbejdet i 37 timer per uge.

Rent faktisk så har min Skat ikke lige frem specielt meget lyst til at spilde samt ødelægge det meste af denne fredags eftermiddag og aften på noget så totalt intetsigende samt fuldstændigt ligegyldigt som en julefrokost i arbejdsregi, men han har det princip, at han deltager cirka hvert andet år og at han undlader at deltage cirka hvert andet år, samt at de år, hvor han deltager, er han en af de allerførste, der forlader selskabet, hvilket han vælger at gøre, før det bliver for vådt.

Personligt har jeg det sådant med julefrokoster og alle andre former for beskæftigelsesterapi i arbejdsregi, at det er der meget godt, at der findes den form for tilbud til alle dem, der ikke er i stand til at finde ud af noget så simpelt som at beskæftige sig selv, men os, der så ikke lige har den mentale defekt, burde altså kunne blive fri for at spilde samt ødelægge vores i forvejen alt for sparsommelige fritid på den slagt totalt intetsigende og fuldstændigt ligegyldige pjat uden at skulle forklarer hvorfor, vi fravælger den slags. Jeg mener, alle dem, der deltager, skal jo ikke forklarer, hvor de gør det.

For både som medarbejder og kollega vil jeg altså ikke bedømmes ud fra, hvor god jeg er til at drikke mig fuld samt skabe mig tosset sammen med min chef og mine kollegaer, men derimod ud fra hvor effektiv og god jeg er til at løse samt passe mine daglige arbejdsopgaver, det er jo trods alt det, jeg er ansat til og som jeg får min latterlige lave løn for.

Dagens pakkekalendergave fra Jyderup …

… der for øvrigt var udstyret med dette søde håndmalet træ nummerskilt …

… indeholdte et hobbykit med alle materialerne til en sød engel …

… så bliver det spændende, hvornår jeg får mig taget sammen til at fremstille hende.

Da min Skat og jeg den 1. december i år handlede lidt ind hos Lidl på Københavnsvej, kom vi til at købe en ny lille novemberkaktus, der kostede 12,00 kroner. Nu har jeg jo aldrig været som alle andre, så i stedet for at købe en novemberkaktus med udsprungne blomster eller mange store knopper, valgte jeg at købe en novemberkaktus med kun nogle ganske få meget små knopper og da jeg kom hjem, satte jeg den ned i en lille hvid porcelæns urtepotteskjulere, der blev sat på svævehylden på væggen ved siden af vinduet i køkkenet, hvor den lille plante så ellers har fået både ro samt ros, fordi den for hver dag, der er gået, har sat flere og flere små hvide knopper samt fordi dens knopper bliver større og større, for hver dag der går, og her til morgen er den allerstørste af dens knopper …

… så sprunget helt ud …

… og det er lige før, dens næststørste knop …

… gør det samme, hvilket jeg glæder mig til at opleve, for der er simpelthen bare ikke noget så smukt som en kaktus i blomst. Det er for øvrigt allerførste gang, jeg både har set samt ejet en hvid novemberkaktus.