Selv om vejret er rigtigt flot i dag med en sol, der skinner fra en høj klar blå totalt skyfri himmel, så er det koldt hundehammerende koldt. For temperaturen er stadigvæk lige omkring de fem minus grader og vinden får det til at føles endnu koldere, men det forhindrede mig ikke i at gå en lille tur i vores lokalområde.
Jeg startede med at gå rundt om skuret foran vores opgang, så jeg lige kunne putte de brugte batterier, dagrenovationen samt de reklamer, der er kommet i løbet af weekenden, i de rigtige containere, før jeg gik rundt om skuret for enden af vores blok, hvor jeg puttede glas i den rigtigt container, og derfra gik jeg via stamvejen, Køgevej samt tunnellen under stationen ind til Jernbanegade.
Lige som jeg nåede op ad trappen, så jeg, at bus linie 123 kørte fra stoppestedet, og dermed ændrede jeg på min oprindelige plan, der hed en tur til Stof & Stil. Jeg startede med at gå ind i Roskilde Stationsbygning, hvor jeg dels hentede det nye nummer af Ud & Se og jeg dels købte det nye nummer af Anders And Ekstra, der udkom i mandags, før jeg forsatte ad Hestetorvet til Algade samt Kvickly. Der kom jeg til at foretage årets allerførste ups, da jeg kom til at købe alt dette her …
… der er 30 nøgler sart lyseblåt Crich ( 100% bomuld ) med en løbelængde på 165 meter per 50 gram. Det var sat ned eller rettere det var på tilbud, så i stedet for at give 12,95 kroner per nøgler fik jeg 15 nøgler for 100,00 kroner. Jeg tillod mig at dels tømme hylden, hvor de sart lyseblå nøgler lå, samt dels at tage alle de sart lyseblå nøgler af de nøgler, der var lagt ned i en rund plastik kurv. Der var så helle ikke flere nøgler i den sart lyseblå farve med det samme indfarvningsnummer tilbage, da jeg var færdig, men det gør ikke noget, for jeg fik jo fundet de 30 nøgler, jeg gerne ville have.
Da jeg forlod Kvickly, forsatte jeg ad Algade og Københavnsvej ud til Ro´s Torv, hvor jeg lige besøgte Panduro Hobby, der jo lige som langt de fleste andre butikker begyndte deres udsalg i går, og det blev en yderst billig fornøjelse, for jeg købte intet absolut intet ikke en gang noget, der skal bruges som gave.