I torsdag skrev Evi en lille kommentar på min blog, jeg endnu ikke har nået at besvare … først skyldes det, at jeg holdt delvis blogfri i hele påsken og bagefter skyldes det, at jeg kunne se, at mit svar nok ville gøre sig langt bedre som et indlæg.

Da min blog kunne fejre sin allerførste fødseldag, kunne jeg samtidigt via Statistikker general se, at jeg i løbet af de første tolv måneder som blog-ejer havde nået at skrive 242 indlæg.

Da min blog kunne fejre sin anden fødselsdag, kunne jeg samtidigt via Statistikker general se, at jeg i løbet af de næste tolv måneder som blog-ejer havde nået at skrive 542 indlæg.

Da min blog kunne fejre sin tredje fødselsdag, kunne jeg samtidigt via Statistikker general se, at jeg i løbet af de næste tolv måneder som blog-ejer havde nået at skrive 866 indlæg.

Da min blog kunne fejre sin fjerde fødselsdag, kunne jeg samtidigt via Statistikker general se, at jeg i løbet af de næste tolv måneder som blog-ejer havde nået at skrive 1.634 indlæg.

Det vil altså sige, at jeg i løbet af de første fire år som blog-ejer har brugt mere og mere tid til at skrive på min blog eller skrevet på en anden måde … jeg er blevet bedre og bedre til at bruge min blog som det sted, hvor jeg gemmer alt det, jeg så gerne vil kunne finde hurtigt frem eller kunne huske.

Jeg ved udemærket godt, at der for eksempel ikke er nogen ud over min Skat og mig, der har nogen som helst former for interesse i at kunne huske, hvad vi fik til middag i dag, i går, i forgårs og så videre, men vi synes, det er sjovt lige at kunne slog det op på bloggen.

Lige som jeg også synes, det er sjovt, at kunne slog op på bloggen, hvornår det nu lige var, at jeg købte det garn, stof eller øvrige former for kreative materialer, jeg endeligt langt om længe fik tid til at bruge. Det er jo også sjovt at kunne se, hvad jeg har givet for det.

Så er der alle de mange virkelige dejlige stunder, min Skat og jeg har haft sammen. Dem vil jeg altså ikke kun nøjes med at gemme i mit hjerte, og på denne måde kunne jeg blive ved med at remse op, hvorfor jeg i større og større grad skriver mere og mere på min blog.

Jeg ved udemærket godt, at der med meget stor sikkerhed ikke findes andre end mig og så måske min Skat, der har nogen som helst former for interesse i at læse alle mine indlæg, men nu er de jo også mig og ikke andre, der betaler for at have denne blog, og derfor bliver der også kun skrevet på denne blog om noget, som jeg har lyst til at kunne genlæse på et senere tidspunkt.