… min Skat og jeg havde så travlt med at snakke sammen og jeg var så sulten, at det først var næsten lige før, jeg havde spist helt op, jeg kom i gang om, at jeg jo skulle fotografere aftens menu. Så derfor får I et billede af de meget sørgelige rester …

… af kogte kartofler, kogte porrer, der er pyntet med lidt friskkværnet peber, frikadeller ala Peter ( det vil sige med blandt andet knust stegt bacon, knust chili samt fint revet rød peberfrugt ), der er pyntet med lidt ketchup, samt nogle skriver rugbrød.

Dagens både meget smukke og spændende solnedgang over Holbækmotorvejen, som jeg lige præcist klokken 15:38 oplevede, nød og fotograferede den ….

… igennem det lukkede vindue i vores arbejdsværelse, før jeg trak gardinerne for.

Billedet blev desværre ikke hel så skarpt, som ønsket, for jeg hostede, imens jeg fotograferede, men man kan stadigvæk godt fornemme, hvor rød og smuk himlen var på lige præcist dette tidspunkt.

Er vi mon virkeligt så heldige, at vi også får lov til at hilse på selveste solen igen i dag ?

🙂

Dagens meget enkelte, men dog både smukke og spændende solopgang over Holbækmotorvejen, som jeg henholdvis klokken cirka 8:30 …

… samt klokken cirka 9:00 …

… oplevede, nød og fotograferede den igennem det lukkede vindue i vores soveværelse.

For ti år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Santa Lucia, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Ifølge de katolske overleveringer er Lucia lysets helgeninde, da hendes navn er afledt af det latinske ord "lux", der betyder lys. Ifølge den samme legende led Lucia, ligesom utallige andre helgener og helgeninder, en meget grusom martyrdød.

Om lyskransen, som vores nutidig luciabrud bærer på sit hoved, fortæller legende følgende …

Før Lucia blev arrestere, bragte hun fødevarer til sine kristne trosfæller, som havde skjult sig i katakomberne, og for at have hænderne fri til at bære i, satte hun lys i en krans i sit hår.

Det er en meget lang udvikling, der har ført til den luciabrud, som vi kender i dag. Det var faktisk først efter år 1800, at den morgenvandring af luciabruden og alle hendes terner, som vi kender i dag, blev en fast skik mange steder i Sverige, men denne skik er dog meget nyere her i Danmark. Det var den derværende generalsekretær Frans Wendt fra Foreningen Norden, som under Danmarks besættelse blev så begejstret for den svenske skik, at han foreslog, at den blev indført i Danmark, og alle var glade for at få en ekstra festdag i den på alle måder så mørke årstid.

Efter 2. Verdenskrig vandt skikken yderligere terræn, og den er nu en fast tradition på skoler, plejehjem, daginstitutioner, i foreninger med mere.

Ifølge overtroen var det bedst, at holde sig indendørs natten mellem den 12. og 13. december. Inden man gik ind om aften, skulle årets udearbejde være helt afsluttet og alle afgrøderne skulle være bragt under tag, for ellers ville de blive ødelagt af "de underjordiske".

For gårdens unge piger var det en meget spændende aften og nat. Man sagde nemlig, at det var muligt at få den tilkommende at se, hvis man holdt et lys i hver hånd, mens man kikkede i et spejl og fremsagde et bestemt vers.