Lejre Forsøgscenter slog dørene op til en ny sæson i forgårs og da vejret var fint i dag, blev vi enige om, at vi ville tage derud også fordi der ifølge programmet skulle være mulighed for at få en guidet tur sammen med en naturvejleder, som ville fortælle om de mange nye dyreunger, som lige for tiden tumler rundt derude.
Da Lejre Forsøgscenter rummer så mange forskellige oplevelsesmuligheder, blev vi, allerede inden vi tog hjemme fra, enige om, at det i dag skulle være dyrene og naturen, som vi ville koncentrere os om.
🙂
Klokken lidt i 11:00 ankom vi til Lejre Forsøgscenter, som ligger på Slangealleen nummer 2 i Lejre. Vi fandt hurtigt en god parkeringsplads til bilen og derefter begav vi os hen mod centrets indgangsparti, hvor vi købte vores billetter eller retter hvor vi købte sæsonkort til centret. For tilbudet om at hvis man lægge 10,00 kroner oven i billettens dagspris, at den så bliver opgraderet til et sæsonkort, kunne vi simpelhen ikke modstå.
🙂
Det allerførste indtryk, man får, når man lige er kommet indenfor på Lejre Forsøgscenter, er Videsø …
… hvor man lige kan skimte de historiske værksteder, som drejer sig om et potteri, en smejde og en vævstue, i baggrunden. Alle tre steder afprøver centrets håndværkerne fortidens metoder og rekonstruerer dermed fortidens dragter, husgeråd og keramik samtidigt med at de gerne fortæller om både håndværket og materialerne.
Vi fandt Jacob Fredsted, som er naturvejleder på Lejre Forsøgscenter, og vi var faktisk ret så mange, som havde benyttet os af dagens tilbud om at komme til at se dyrene sammen med ham.
Første stop var vildsvinene …
… hvor Jacob Fredsted viste os en tre uger gammel grissebasse …
… som ikke var helt samarbejdsvillig. Det var lige før, at dem, som stod tættest på den inklusiv vores guide, fik en mindre høreskade. Men selv om den godt kunne fortælle os, at den ikke var helt tryk ved situationen, så er den da meget sød med sine fartstriber langs med kroppen.
Vildsvinet, som er stamformen til nutidens tamsvin, blev udryddet i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, men med mellemrum strejfer vilde vildsvin fra Nordtyskland ind over grænsen til Danmark. I dag udryddes vildtlevende vildsvin, lige så snart de bliver opdaget på grund af frygten for, at vildsvin skal smitte tamsvin med svinepest. Nyere undersøgelser viser dog, at den risiko i praksis og med den rette forvaltning kun vil være teoretisk.
Vildsvinet er et kompakt dyr, der fra snudespids til halerod måler cirka 110 til 150 centimeter og har en skulderhøjde på cirka 1 meter. Den har en hale, der er cirka 20 til 25 centimeter lang. Vildsvinet vægten ligger som regel mellem 50 og 75 kilo, men man har mødt enkelte eksemplaer der vejede op til 200 kilo. Soen er mindre end ornen og de kan blive cirka 20 år gamle.
Vildsvinet har længere ben end tamgrisen og dets pels er gråsort. Om vinteren er pelsen tyk med lange dækhår og brun underuld og om sommeren er pelsen mere sparsom og derfor virker farven lysere. Forrest på ryggen har det en kam af lange hår.
Ornens lange og skarpe hjørnetænder blive mere end 20 centimeter lange.
Vildsvinet æder både dyrisk føde og plante føde. Langt den største del af dets føde består af planteføde som blade, græs, kartofler, korn, majs, friske skud, underjordiske plantedele samt urter, men det æder også gerne bær, frugter, larver, mus, olden, regnorme, æg og ådsler.
Når vildsvin søger føde, foregår det oftest ved, at de bruger den lange tryne til at rode i jorden med. At et vildsvin har været ude og søge føde kan ses på de dynger af oppløjet jord og vegetation, den efterlader. Vildsvinene er som regel meget sky dyr og derfor er de nataktive de fleste steder.
Ornerne færdes kun sammen med søerne i forbindelse med parringen, da de resten af tiden strejfer omkring hver for sig, imens en eller flere søer og deres unger samt ungdyr danner små flokke. Yngre hanner kan også danne små flokke.
I parringstiden er ornerne meget aggressive overfor hinanden og de kæmper om søerne. I kampen bruges deres store hjørnetænder, som de altid kan holde skarpe ved at hjørnetænderne i overkæben slibes mod hjørnetænderne i underkæben.
Efter en drægtighedsperiode på cirka fire måneder laver soen en fordybning inde i skoven, som dækkes til med plantemateriale. I denne fordybning føder hun sine unger, som reglen er et kuld på cirka 4 til 7 smågrise, der dier indtil de er cirka 4 til 5 måneder gamle, men allerede, når de er et par uger gamle, begynder de at søge fast føde på samme måde som resten af flokken.
Vi fik også lige hilst på Houdini …
… som vores naturvejleder kaldte denne unge han, som har fundet ud af, at græsset er meget grønne udenfor indhegningen og at det derfor nok også smager meget bedre. Samtidigt med det er han ret så god til at finde de små smuthuler, så han med lethed kan komme ud i det fri.
🙂
Ved siden af vildsvinene går der en lille flok tamsvin …
… som også lige fik en omgang foder, inden vi gik videre i denne smukke natur …
… på vores vej mod Uroksernes Dal. Først gik det op ad bakke …
… og derefter ned ad bakke …
Uroksen uddøde for cirka 8.000 år siden, så det er ikke rigtige urokser, som man kan møde på Lejre Forsøgscenter, men derimod et resultatet af mange års avlsarbejde for at genskabe en okse, der ligner oldtidens urokser. Urokserne er derfor ikke så store som oldtiden meget imponerende dyr, men at de ikke er helt almindelige køer fremgår tydeligt af deres bevægelser og adfærd, da de bevæger sig let og hurtigt.
De beskytter deres kalve med omhu og selvom de kan trænes til at følge daglige rutiner, bliver de aldrig kæledyr. Det er derfor, at urokserne er de eneste dyr ( ud over vildsvinene ) man ikke kan færdes iblandt, men man må derimod nøjes med at nyde dem bag hegnet.
Kalven er rødbrun, når den fødes og efterhåndens, som den vokser til ungdyr bliver den mørkere og mørkere i farven.
Uroksernes historien er spændende, da det var nazisternes sværmerier for de ariske og germanske folkeslag, der skabte ideen om, at man skulle genskabe de imponerende store dyr. Avlsarbejdet fortsatte efter krigen og i dag er det lykkedes at skabe en okse, der af hornsætning, knoglebygning, pels med mere ligner de oprindelige urokser, men med hensyn til størrelsen er der dog stadig et godt stykke vej tilbage.
Vi folod Uroksernes Dal, der er et både kønt og skønt naturområde, og forsatte via en meget lille bro over en lige så lille å, hvorfra det gik op af en meget høj bakke, før vi nåede til Danselabyrinten på bakkens top. Derfra er der en helt fantastik udsigt ned til Jernalderlandsbyen og Oldtidsgravene. Vi fik dog ikke love til at nyde den kønne udsigt særligt længe, før vi skulle ned af bakken igen, da vi skulle hilse på Johannes …
… der er en flot Gutevædder eller et Gotlandske udgangsfår, som racen også hedder. Den stammer fra den asiatiske muflon, der havde sit faste levested i bjergregionerne lige fra det sydlige Iran og til Tyrkiet.
Oprindeligt var det ikke på grund af ulden, at man begyndte at tæmme fåret, for den gang havde de en betydeligere korte underuld, den var næsten lige som en hunds, men fordi det var godt at have dyrene som jagtbytte i nærheden af landsbyen. Nutidens fårs uldprodution er et resultat af et langvarigt alvsprogram.
Får er ligesom gederne skedehornet, det vil sige, at de har en bentap, som hornet sidder på lige som et hylster. Hos Gutefår har både vædderne og fårerne horn, hvilket er lidt usædvanligt for får.
Gutefår kan opnå en skuldrehøjde på cirka 65 centimeter samt en vægt på cirka 50 til 85 kilo. Deres levelader er cirka 6 til 10 år.
Parringen forgår i løbet af november samt december og efter cirka 150 døgns drægtighed føder fået et til to lam, der selv er kønsmodne, når de er et års tid gamle.
Jacob Fredsted fortalte os, at Lejre Forsøgscenter flere gange i løbet af hver sæson bliver anmeldt til politiet på grund af vandrøgt af deres får, fordi de ikke bliver klippet. Der er dog bare ikke tale om vandrøgt, da Gutefår ikke skal klippes, da de selv skal have lov til at fælde deres pels, men det er så bare ikke ret mange, som er klar over. Så centret tage disse helt ubegrundet anmeldeser, som skyldes folks uvidenhed, helt under at bekymre sig over dem.
🙂
Nu var turen med naturvejleder Jacob Fredsted desværre slut, for han havde helt sikkert kunne fortælle os en hel masse flere spændende ting om Lejres Forsøgscenters dyr samt dyreunger, så vi forsatte med at gå rundt på egen hånd.
Vi gik forbi søen …
… ved Jernalderlandsbyen og forsatte hen ad stien, hvor vi kom forbi dette hyggelige lille vandhul …
… hvor både blishøns og ænder holder til. Vi gik forbi søen og op ad bakken, hvorfra der er en helt fantastik udsigt til det lille vandhul …
… samt til søen …
… ved Jernalderlandsbyen. Vi fandt en stor sten, som vi satte os på, så vi kunne nyde lidt af den proviant, som vi havde taget med og det varede ikke længe før at fåerne og deres lam …
… blev nysgerige og kom hen til os for at se, hvad vi var for nogle. De var også godt interesseret i vores mad, men vi delte den nu med dem.
🙂
Efter vi havde spist vores medbragte frokost, gik vi forbi forsøgsområdet, hvor folkene på Lejre Forsøgscenter arbejder med forskellige former for oldtids begravelsestraditioner og her findes der for eksempel en kopi af en stendysse fra bondestenalderen, før vi nåede op til Henrik Harpestrengs Have, hvori man kan se lægeurter fra Middelalderen. Fra haven er der denne kønne udsigt …
… til det stråtægt bondehus, som huser Lejre Forsøgscenters administration, derfra gik vi hen til Landbohusene …
… hvor man var i fuld gang med den helt store forårsrengøring, så husene kan fremstå så pæne som muligt.
Landbohusene er et rekonstrueret husmandsmiljø anno cirka 1850, som består af to beboelseshuse, et huggehus …
… landbohaver, landbrug med tilhørende husdyr og græsgange. Det var her, vi hilste på denne flok nysgerrige geder …
… som vi stod og kælede samt snakkede lidt med, før vi gik videre.
🙂
Lejre Forsøgscenter er et spændende sted at besøge, ikke kun fordi man her prøver på at levendegøre de sidste cirka 10.000 år af vores fortid lige fra Stenalderen, over Jernalderen og Vikingetiden til 1800-tallets bondesamfund, men lige så meget på grund af naturen …
… der er mange både flotte …
… interessante …
… samt spændende detaljer …
… som man kan få øje på, hvis man er opmærksomme på dem.
Lejre Forsøgscenters har mange forskellige former for landskaber lige fra høje stejle bakker til mange små søer og de er alle som en naturlige landskaber, der blev formet under den sidste istid.
For cirka 12.000 år siden da den kilometertykke is begyndte at smelte i den sidste del af istiden, efterlod den nogle gigantiske isklumper, som kun meget langsomt smeltede bort. Store mængder af grus og sten hobede sig op omkring de dybtliggende isblokke og på denne måde formedes de mange bakker, man kan beundre i dag. Hullerne imellem højene blev siden fyldt med vand og dannede de mange småsøer.
Der findes stort set alt lige fra sumpe og våde områder til skov af ahorn, elm, hassel samt bøg …
… der gør Lejre Forsøgcenter til et ideelt hjemsted for alle mulige dyr lige fra fisk og skalddyr over insekter og pattedyr til fugle.
Vi kom forbi Stenalderbopladsen …
… og derfra forsatte vi af en smal sti, som førte os hen til centrets to studer …
… som både min Skat …
… og jeg lige skulle prøve på at fotografere, før vi gik videre til Offermosen …
På nogle kan Offermosen godt virke lidt uhyggelig. Den var landbyens offersted, der hvor man takkede guderne, ved at stille gaver ud til dem.
Offermosen på Lejre Forsøgscenter har, så vidt man ved, aldrig været brugt som offermose i virkeligheden, men derimod ved man, at der var hesteskind med hoveder, hove og hale, krukker med mad, snittede træfigurer samt masser af andre småting fra jernalderbøndernes hverdag, som prydede datidens offermoser.
Det er det, som folkene på Lejre Forsøgscenter har prøvet på at genskabe med de ting, som de har anbragt der, men de ved ikke med 100% sikkerhed, om offermoserne rent faktisk så ud som denne …
Det fortælles, at Lejre Forsøgscenterder en gang har haft besøg af en dreng, hvis islandske hest var meget syg og den skulle derfor aflives. Drengen ønskede, at hans hest skulle hænge i Lejres Forsøgscenters Offermose, da han gerne ville have et værdigt minde om sin højt elskede hest. Hvilket af hestehuderne der er tale om, melder fortællingen dog ikke noget om.
🙂
Man kan se mere om Lejre Forsøgscenter på www.lejre-center.dk.
Peter har også skrevet om vores besøg på Lejre Forsøgscenter og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.
