For otte år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg denne artikel om Kyndelmisse, som jeg her vil bringe et lille udklip fra …

Kyndelmisse er en meget gammel dansk helligdag, der hvert år falder den 2. februar. Dagen blev af danskerne kaldt for "Kjørmes Knud", og kyndelmisse er da også en fordanskning af de latinske ord for lysmesse, som er sammensat af kyndel = candelarum, altså lys og missa altså messe.

Ved kyndelmisse markerer man, at halvdelen af vinteren er gået, og i den katolske kirke fejres dagen stadig med en stor lysmesse, hvor de lys, som skal bruges i det kommende år, velsignes. At det sker lige præcist denne dag skyldes, at der ved kyndelmisse er gået 40 dage efter den dag, som af kirken er udnævnt til at være dagen, hvor Jesus blev født.

For i følge Det Gamle Testamente var en kvide uren i fyrre dagen efter en fødsels og derfor måtte hun først på ny ledes ind i menigheden, når disse fyrre dage var gået. Den 2. februar var det derfor tid til, at Jomfru Maria ( Jesus mor ) kunne fremstilles i templet, hvor så hun kunne gennemleve den traditionelle renselse.

Kyndelmisse ( læs: den tidligere Lysfest ) er i dag ikke længere en officiel helligdag i Danmark. For i år 1770 bestemte Christian den Syvendes berømte livlæge med mere Friedrich Johann Struensee, at kyndelmisse sammen med 10 andre helligdage ved den store helligdagsreform af den 20. oktober 1770 skulle afskaffes.

Selv om kyndelmisse i over 200 år derfor ikke har haft en officiel status som helligdag i Danmark, er der dog i disse år en tendens til, at flere og flere kirker markerer dagen med særlige lysgudstjenester, der eventuelt er forbundet med dåb af kommende konfirmander.

Ved kyndelmisse afholdes Kjørmes-gilde, der traditionelt er et sammenskudsgilde, hvor der spises en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse.

Ligesom med så mange andre af årets helligdage og øvrige mærkedage er der også masser af overtro og varsler ved Kyndelmisse. Blandt andet kan der denne dag tages adskillige vejrvarsler og et velkendt rim lyder som følgende …

Kyndelmisse knude ( læs: hårdt vintervejr )
som vil tude
holder derude
med sine stude
og ryster sin klude
da er den halve vinter ude

Man plejer at sige, at en grøn ( læs: vejrmæssigt mild ) kyndelmisse giver en spids ( læs: kold ) påske, men hvis solen skinner fra en klar blå himmel til kyndelmisse, så kommer der meget sne bagefter.

Det skal allerhelst blæse meget kraftigt på kyndelmissedag, og det skal helst blæse så voldsomt, at "atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, for så vil vinterens magt være alvorlig truet og kulden vil ikke være ret meget længere.

Ved kyndelmisse kan dyrene ude i naturen fortælle os meget om, hvordan vejret bliver i det næste stykke tid. For eksempel …

Så vil man meget nødigt høre lærkesang ved kyndelmisse. For man plejer at sige: "at lige så mange dage, som lærken synder før kyndelmisse, lige så mange dage skal den græde ( læs: tie stille ) efter voldermisse ( læs: 1. maj ).

Hvis solen skinner på kyndelmissedag bliver grævlingen bange, når den kommer op af sin hule, og så løber den tilbage til trykheden ned i hulen, hvor den så bliver i de næste syv ugers tid, altså lige indtil vinteren er forbi, men hvis vejret er gråt og trist ved kyndelmisse bliver grævlingen oppe på jorden, og så vil resten af vinteren blive mild, og foråret vil komme tidligt.

I det gamle bondesamfund piskede man frugttræerne med ris for at sikre en god høst og man foretog en rituelle pløjninger, som skulle sikre god høst. Man plejede at sige, at "Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø" samt at "Sankt Peter smed den varme sten i vandet denne dag, så isen kunne smelte og foråret komme", da dagen den gang regnes for at være årets koldeste dag.

På kyndelmissedag spiste man flæsk for at forhindre hunger, og det var en tommelfingerregel for bønderne, at de ved kyndelmisse skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage, da dyrene først kunne komme på græs i maj måned.

I dag er så min første dag som ledig. Da jeg ikke længere er ansat i det firma, som jeg kom ud i som vikar den 17.01.2006. Fire uger efter købte firmaet mig fri af vikarbureauet og ansatte mig på en tidsbegræset kontrakt, som løb til og med den 30.06.2006, hvor de så fastansatte mig. Den 23.10.2007 fik jeg så en fyreseddel med fratrædelse den 31.01.2008. Den fyreseddel fik jeg, fordi jeg havde tilladt mig at sige: "At jeg ikke kunne acceptere de varselet ændringer i mit arbejdsforhold".

Jeg blev ikke syg, fordi jeg blev fyret og jeg blev ikke fyret fordi jeg blev syg og dog … de varslede ændringer i mit arbejdsforhold ville blandt andet have kommet til at betyde, at jeg ville få endnu flere arbejdsopgaver lagt på mit skrivebord og da jeg i forvejen ikke kunne klare at løse de daglige arbejdsopgaver unden at skulle arbejde over i et sted imellem 10 til 25 timer per uge, hvilket jeg også havde gjort i over et års tid på dette tidspunkt, så tillod jeg mig altså at sige fra.

Jeg havde flere gange prøvet på at fortælle min chef, at jeg havde for mange og for krævende arbejdsopgaver og hver gang blev det mere eller mindre fejet af med: "At nu har det jo lige været sommerferie / efterårsferie / jul / årsafslutning / vinterferie / påske / sommerferie / efterårsferie og så videre … så vis nu lidt interesse for dit job og arbejde noget mere".

Set i bakspejlet – det er jo altid meget nemt at være bagklog – så blev jeg syg allerede i slutningen af august. Det vil sige, de første symptomer på, at jeg var på vej til at køre helt ned, meldte sig nu allerede i starten af maj måned, men jeg holdt den kørende ved at tage en eller to flex-fridage per uge. Dette var altså desværre bare ikke nok og den 30.10.2007 bukkede jeg så under for arbejdspresset og jeg måtte melde mig syg.

Pudsigt nok så har alle dem, som jeg har været i kontakt med i dette forløb både i min a-kasse, i mit fagforbund, på kommunen, min læge samt min øvrige omgangskreds, når de har hørt om de benhårde iskolde facts, spurgt mig om: "Hvordan kunne du holde til det enorme arbejdepres så længe, før du blev syg ?". Sandheden er, at jeg faktisk ikke ved det, men måske skyldes det min stædighed, at jeg var i stand til at holde det ud så længe.

Nu skal jeg så til at finde nyt job og jagten er allerede gået ind. Mit CV er sendt til flere vikarbureauer samt uopfordret til en god håndfuld forskellige virksomheder her i mit lokalområde, lige som det er taste ind på diveres jobportaler.

Så må tiden vise, hvad det ender med. Forhåbentlig et nyt job og gerne et, hvor arbejdspresse ikke er lige så urimeligt stort og hvor man har et noget bedre syn på sine medarbejdere end på mit gamle job.