I dag har jeg haft besøg af Mette ( min veninde fra Bornholm ). Det var helt skønt at se hende igen, da det nu var over 19 måneder siden, vi sidst har set hinanden.

🙂

Vi lærte hinanden at kende i starten af april 2004. Det skete den første dag, jeg kom for at vikariere i receptionen i det firma, som hun var ansat i. Det var hende, som stod for min oplæring. Vi faldt i snak og på den måde fandt vi ud af, at vi havde mange fælles interesser samt synspunkter på tilværelseden – alt i alt et godt udgangspunkt for at kunne tale rigtigt godt sammen.

Jeg kom flere gang som vikar i receptionen i det firma og på et tidspunkt havde jeg faktisk været mere på arbejdet end hende, som jeg afløste for, havde været i løbet af de sidste ni måneder.

Efter jeg havde "siddet fast" som vikar i firmaets reception i tre måneder – indtil de havde fået ansat en ny receptionist ( firmaets personalechef havde spurgt mig, om jeg ville have jobbet, men dels følte jeg ikke, at mine fremmedsprogs kundskaber var gode nok til, at jeg kunne sidde i en receptionen i et firma med mange internationale kunder samt samarbejdsparter og dels var der bare ikke udfordringer nok i den stilling til mig ), blev jeg tilbudt et fem måneders vikariat som kontorassistent i deres journal.

I de fem måneder kom Mette og jeg til at dele kontor, og i løbet af de måneder lærte vi for alvor hinanden rigtigt godt at kende. Hun blev på en eller anden måde min faste daglige fortrolige – hende som jeg fortalte og talte med stort set alt om.

Da min tidsbegrænsede kontrakt udløb. Blev vi enige om, at vi ville forsætte med at holde kontakt med hinanden. Det har vi da også begge to prøvet på både via breve, e-mail, fødselsdag- og julekort, sms samt telefon og vi har da også nået at se hinanden en enkel gang i løbet af de to og et halvt år, der er gået siden, vi var daglige kollegaer, men derfor var jeg nu alligevel spændt på, om vi stadigvæk ville have noget at sige til hinanden og hvordan det ville blive at ses igen.

Det gik efter min mening over alt forventning. Det føltes som om, vi havde talt sammen på arbejdet i fredags, da hun kom et lille spurt forbi os i dag.

🙂

Mette, tak for tulipanerne …

… som du kan se, så har jeg faktisk en rigtigt tulipanvase til dem. Du skal også have tak for de tre poser med garn …

… det bliver Wivi helt sikkert glad for, når hun får det på fredag. For både hun og de andre nørkler i Fakse kan altid bruge mere garn til deres fremstilling af børnetøj.

Og sidst men ikke mindst vil jeg sige: "Tak for besøget". Det var hyggeligt at se dig igen og jeg håber, du får tid til at besøge mig en anden gang, når du er på Sjælland.

🙂

For otte år siden, da jeg boede i Herlev og var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Skuddagen, som jeg her vil brige et lille udklip fra …

Mange mennesker tror, at det er den 29. februar, der i vores kalender betegnes som skuddagen i skudår, men det passer ikke, for det er altså den 24. februar, der er den rigtige skuddag.

I den gamle romerske kalender var februar årets sidste måned og oprindelig havde den kun 23 dage. Da kalenderen ikke passede helt godt til årstiderne, skød man sommetider en skudmåned af variabel længde ind.

Cæsar bibeholdte denne placering af skuddag på den 24. februar i den julianske kalender og senere gjorde man det samme, da den gregorianske kalender blev indført.

I følge vores kalender er et helt almindeligt år på 365 dage, men i virkeligheden er Jorden 365 døgn, 6 timer, 9 minutter og 9,5 sekunder om at nå en gang rundt om Solen. For at dette regnestykke skal gå lidt bedre op, må man derfor indføje en ekstra dag hvert fjerde år.

Det er derfor at skudårstal altid er delelige med fire. Men der bliver herved stadigvæk 9 minutter og knap 10 sekunder i overskud, og for at regnestykket skal passe helt præcist, må man så regulere yderligere på det. Det er derfor at kun århundredeskifte, der er deleligt med 400, er skudår.

I de "gode gamle dage", den gang da man endnu ikke var begyndt at diskuter kønsroller, kunne en ung pige kun fri til sin udkårne, hvis hun gjorde det på en skuddag. Hvis den udvalgt så sagde: "Nej", måtte han af med et dusin par silkehandsker. Dette skyldes i følge overleveringer et dekret, som i år 1288 blev indført af dronning Margaret af Skotland.