Vi blev enige om, at da ingen af os havde det særligt godt, så ville vi nøjes med at besøge den del af Zoologisk Have, som ligger i Søndermarken, men for at komme derover, skal man forbi løvernes anlæg …

… og da hele løveflokken var i det aktive humør, stoppende vi op og så på dem …

Min Skat …

… fik taget nogle rigtigt gode billeder af løveflokkens forskellige medlemmer. Nogle få af disse billeder kommer her …

Vi stod og så på løverne i næsten et kvarters tid, før vi gik forbi kamelerne …

… for at komme hen til tunnellen, som forbinder Zoologisk Haves to afdelinger på hver sin side af Roskildevej.

Vi startede med at se til karakalerne …

… og deres tre killinger. Killingerne, som blev født i slutningen af august i år, var lige præcist så legesyge og søde som alle andre kattekillinger i den alder ….

Den ene af de tre killinger havde fået øje på et lille stykke mos …

… som den først jagede, derefter nedlagde og til sidste undersøgte meget nøje efter alle kunstens regler. Den anden killing var helt optaget af at undersøge et vissent blad …

… det kunne jo være, at det var farligt eller måske kunne det spises. Og den tredje killing viste os, hvor god den allerede er blevet til at klatre …

… før den tog sig en lille pause …

… selv legesyge killinger kan blive trætte.

Karakalen er en slank, langbenet kat med en gylden pels og karakteristiske sorte hårtotter på ørerne. Karakalen kaldes også ørkenlos på grund af de lange sorte hårduske på ørerne.

Karakalen er tilpasset et liv i tørre sandområder, blandt andet har den meget brede poter med et ekstra hårlag, der giver den et godt afsæt i det løse sand.

Karakalen regnes i dag for en truet dyreart, blandt andet på grund af menneskets intensive jagt på den. Da Karakalen har ry for at dræbe små lam – et ry, den dog ikke helt har fortjent. I Indien er karakalen næsten udryddet.

Karakalen er ekspert i at fange fugle. Med et samlet afsæt springer den flere meter op i luften og slår fuglene ned med poten. Den kan springe hele tre meter direkte op i luften. Karakalen slår fuglen ihjel ved at brække nakken på den. Karakalen lever ikke kun af fugle, men tager også gerne små gnavere samt mindre antiloper.

🙂

Vi forsatte over til de afrikansk pygmægæs …

… som det heller ikke denne gang lykkedes for mig at få et godt billed af …

Den afrikanske pygmægås er den mindste andefugl, der findes. Selvom navnet antyder noget andet, er den mere and end gås, og nogle forskere foreslår, at det korrekte navn bør være dværgand.

Hannens fjerdragt er rødbrun med hvidt bryst og sort overdel, næbbet er helt gult, og hovedet har markante hvide og metalgrønne tegninger med sort isse. Hunnens fjerdragt er noget mindre farvestrålende, men begge køn kan være meget svære at få øje på, når de svømmer rundt mellem vegetationen i søerne.

Pygmægåsen tilbringer størstedelen af livet i vandet, som den kun forlader for at hvile sig på en gren i nærheden. Man møder den kun sjældent gående på landjorden. De har sin rede i hule træer eller i termitboer.

Pygmægåsen lever hovedsageligt af frø fra vandliljen, og dens korte kraftige næb er netop tilpasset denne form for føde.

🙂

Derfra gik vi over til okapien …

Da videnskabsmænd efter fundet af okapien ville beskrive den, troede de først, at der var tale om en skovlevende hest eller zebra. Men flere karakterer, for eksempel okapiens hovedform, horn og tunge viste, at okapien er en nær slægtning til den savannelevende giraf.

Okapien har blot tilpasset sig et liv i den tætte regnskov og er derfor mindre, har kortere hals og camouflagestriber på ben og bagdel.

Okapien er et stort dyr med kort hals, lange ben og store ører. Pelsen er mørkt kastaniefarvet og blød som velour. Den har hvide striber på bagdelen og benene samt hvide partier i ansigtet. Hannerne har horn i panden, der er dækket af pelsklædt hud og ellers består af benudvækster fra kraniet. Tungen er meget lang og muskuløs. Ved at sno tungen rundt om bladene, kan okapien ligesom giraffen plukke blade af høje træer, som ingen andre dyr kan nå.

Okapier lever alene hele livet og mødes kun med artsfæller, når de skal parre sig. De er aktive om dagen og vandrer rundt i den tætte regnskov efter føde. Den mørke pelsfarve kombineret med de lyse striber er en perfekt camouflage i den tætte vegetation.

Okapien havde selvskab af denne krontrane …

… samt dette storkepar …

Girafferne …

… var kommet ud i den lille gård, som er foran deres hus og det så ud til, at de gerne ville helt ud på græsset, hvor en flok perlehøns …

… havde travlt med at lede efter føde.

Vi forsatte hen ad stien rundt om det store savanne-anlæg …

… og vi nyd efterårs mange kønne gyldne farver på vores vej hen til det nye anlæg og hus …

… som er blevet bygget til flodhestene …

… og det er lige så flot indenfor …

… som det er udenfor.

Det så ud til, at flodhestene …

… nyder deres nye omgivelser …

… som er blevt meget mere lig deres naturlige leveområder.

Den almindelige flodhest har kun en nær slægtning … dværgflodhesten. Dværgflodhesten bliver op til 2 meter lang og 0,75 meter høj og vejer maksimum 250 kilo, så den lever helt fint op til sit navn.

😉

Flodhesten tilbringer stort set hele dagen i vandet, hvor hundreder af flodheste kan ligge skulder ved skulder. Om natten kommer flodhestene op på land for at græsse. De foretrækker at græsse i nærheden af vandhuller og floder, men de kan dog blive nødt til at vandre flere kilometer i deres søgen efter føde. I helt uforstyrrede områder har man om dagen observeret flodhestene hvile på flodbredden.

Flodhesten er tilpasset et liv i vandet, og dens ører, øjne og næsebor sidder så højt placeret på hovedet, at flodhesten både kan trække vejret, høre og se, selvom både kroppen og det meste af hovedet er under vand. Flodhesten er ikke særlig god til at svømme, men den løber på bunden eller foretager små hop med bagbenene og på den måde kommer den frem i vandet.

Flodhesten kan opholde sig i op til 5 minutter under vandet uden at skulle op til overfladen for at trække vejret. Ungen fødes under vandet og stiger straks efter fødslen op som en prop til overfladen. Ungen dier også under vandet.

🙂

Udenfor i efterårs solen nyd vi de mange kønne synsindtryk …

… som mødte os på vores vej rundt om flodhestene nye flotte anlæg og hus …

… vi gik ad stien rundt om savannen …

… hvor vi fik øje på en lille flok zebraer …

… før vi nåede over til huset, som rummer kæmpeskildpadderne …

Galapagosskildpadden er den størte landskildpadde, som findes. Den tilbringer det meste af dagen med at græsse. Den spiser dog også gerne kaktus, nedfaldsfrugt samt småbuske og støder den på et lille ådsel, glider der også ned. Får den det for varmt, køler den sig af i mudder- eller vandhuller.

🙂

Da alle kænguruerne var indendørs i dag, hvilket jeg godt kan forstå, at de var, da det var små koldt og blæste, selv om solen skinnede, gik vi hurtigt videre hen til de tasmanske pungdjævle …

Når pungdjævlen føler sig truet, rejser den sig op på bagbenene og skriger samt bjæffer. Så da den ikke lige frem var begejstret for vores besøg, gik vi videre hen til kattelemurerne …

… de var meget svære at få et godt billed af, men det lykkedes dog for min Skat til sidst.

Kattelemuerne lever i flokke, hvor hunnerne har en rangorden og hannerne har en anden rangorden. Hunnerne bestemmer over hannerne og de forsvarer deres territorie.

Kattelemuerne sender signaler til hinanden med deres hale. Når flokken er på udflugt, vajer halerne som tydelige signalflag og på den måde forbliver flokken samlet. Kattelemuerne smører halen ind i et sekret fra kirtler på hænderne samt hals og de afsætter duffene på buske samt træer og på den måde meddeler de andre kattelemuer, at de er i nærheden.

🙂

Vi gik via tunnellen over i den anden afdeling af Zoologisk Have, hvor vi hurtigt gik forbi pampas-anlægget, hvor vi fik øje på denne unge guanaco …

… som er i familie med kamelen, men de er meget mindre og uden pukler. Kroppen er slank, benene lange og øjnene meget store med lange øjenvipper. En nært beslægtet art, der ligner guanacoen, er den mindre vincunja. Der findes husdyrformer avlet fra guanacoen, og den mest kendte er lamaen, som indianerne bruger som trækdyr samt alpakaen, der er et ulddyr. Indianerne bruger ulden til garn- og stof fremstilling.

Indgangen til Centralhaven …

… var et mere end kønt skue. Vi holdt en lille kort pause der, men da det ikke hjalp mig og jeg efterhåndens følte mig meget dårlig og var svimmel, blev vi enige om, at vi ville tage hjem, lige så snart vi havde fået hils på præriehundene – en af mine favoritter. På vej derover fik vi lige øje på en af kranerne …

… som bruges til at bygge det nye anlæg og hus til elefanterne.

Som altid var der liv og glade dage hos præriehundene …

… som lever i familier med en han, fire til fem hunner og så deres unger. Sammen med andre familier danner de store kolonier. Hver familie har sit eget gangsystem med huler, som de forsvarer.

Indgangen til de underjordiske gange er formet som en lille vulkan. Dens kant forhindre, at der løber vand ned i gangene, men den fungerer også som udkikspost for præriehundene.

På vej mod udgangen kom vi forbi ZooScene, hvor der var opvisning med rovfugle …

… vi stoppede op og så lidt på det, men på dette tidspunkt var jeg nået at blive så dårlig, at jeg bare ville hjem. Så vi begav os mod udgangen.

🙂

Man kan se mere om Zoologisk Have på www.zoo.dk og man kan se flere billeder fra vores korte efterårstur her.

Peter har også skrevet om vores tur I Zoologisk Have og man kan se de billeder, som han har taget under vores tur her.