Så har jeg lige fundet min elskede Skats tabte løbehandsker, for de lå lige præcist der, hvor han tog dem af, da han skulle rette på sin ene løbesok, hvilket vil sige, lige præcist der, hvor han besluttede at afkorte dagens løbetur, fordi vablen under han vestre fod var blevet alt for stor og især alt for øm.

Så lige nu har jeg et par meget glade samt lettet løbehandsker liggende i min rygsæk, for selv om de har ligget og holdt om hinanden, imens de prøvede på at holde humøret oppe hos hinanden samt sig selv, ved at bliver ved med at gentage: “Vi skal nok bliver fundet”, så var de altså begyndt at tvivle på, at det ville ske.