… lige præcist tre hele års tid siden, jeg mere eller mindre meldte mig helt ud af samfundet. For det var om morgen ved cirka lidt i 6:00 tiden den 16. juni 2008, jeg via JobNets hjemmeside gjorde det lokale JobCenters medarbejdere opmærksomme på, at jeg ikke længere ønskede at være tilmeldt hos dem som aktiv jobsøgende samt at jeg dermed fuldstændigt totalt mistede retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge og det var ved cirka lidt over 8:00 tiden om morgen den 16. juni 2008, jeg ringede til den lokale afdeling af min arbejdsløshedkasse for at fortælle en af dens sagsbehandlere lige nøjagtigt det samme.

Så lige bort set fra jeg altså simpelhen ikke selv kan fatte, at jeg allerede har nået at være 100% fuldtidshjemmegående i tre års tid, for så lang tid føler jeg rent ud skrevet ikke selv, der er nået at gå, selv om jeg jo udemærket godt er klar over, at det er der, så har jeg aldrig på noget som helst tidspunkt i løbet af disse tre års tid haft bare en lille bitte smule snært af … at det her er måske et lidt halvt dumt valg fra min side af eller skrevet på en anden måde … jeg har ikke i så meget som bare i en lille bitte brøkdel af et splitsekundt fortrudt, at jeg blev 100% fuldtidshjemmegående.

Jeg ved udemærket godt, at jeg flere gange i løbet af de sidste tre års tid her på min blog har været lidt inde på dels hvorfor jeg valgte at blive 100% fuldtidshjemmegående og dels hvordan jeg har det med at være 100% fuldtidshjemmegående, og selv om jeg nok løber en vis form for risiko for at gentage mig selv lidt, så vil jeg nu alligevel tillade mig at fundgere lidt mere over begge dele i løbet af de næste dages tid.

For på en eller anden måde har jeg et meget stort behov for at mærkere, at det i dag er lige præcist tre års tid siden, jeg traf den næstestørste og den næstbedste beslutning i mit liv, da den jo i den grad har været med til at ændre ret så kraftigt på mit liv samt at denne ændring vel og bemærket har været til det meget bedre.

For øvrigt så er den så absolut allerstørste og den så absolut allerbedste beslutning, jeg nogensiden har truffet i hele mit liv, at jeg valgt at flytte til Roskilde, så jeg kunne komme til at bo sammen med elskede min Skat i hans lejlighed eller retter i vores lejlighed. For jeg har aldrig nogensiden på noget som helt tidspunkt følt andet, end at vi flyttede sammen i vores fælles lejlighed også fordi vi rent faktisk ændret ret så kraftigt på lejlighedens indretning i forhold til, hvordan den så ud, den gang min Skat boede alene i den, blandt meget andet fordi vi har udstyret lejligheden med et helt nyt køkken.