For 24 år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Triburtius og Sankt Valerianus dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Triburtius og Sankt Valerianus dag og ifølge legenden var de to brødre to af den romerske kirkes tidlige martyrer, der omkring år 230 blev henrettet for sin kristne tro.

Lige indtil kristendommen og dermed også den kristne kirkes kalender for alvor havde vundet indpas i Danmark, inddelte man året i to cirka lige store halvdele nemlig henholdsvis sommerhalvåret, der blev indledt den 14. april, samt vinterhalvåret, der blev indledt den 14. oktober, og derfor hed Sankt Triburtius og Sankt Valerianus dag i mange år også sommerdag.

I den gamle danske bondesamfund havde man et mundheld, der hed: “At Sankt Triburtius og Sankt Valerianus dags tø giver bonden hø“, og da det jo almindeligvis er begyndt at være tøvejr i Danmark i midten af april måned, kunne det godt tyde på, at dette vejrvarsel måske stammen fra Norge eller Sverige, hvoraf store dele jo på det tidspunkt i historien var en del af det danske rige.

Endvidere plejede man også at sige: “At sådant som vejret er på Sankt Triburtius og Sankt Valerianus dag således vil det være de næste syv uger“, så lad os håbe, at vi får rigtigt flot, lunt samt solrigt vejr i dag.

Nu er det tre år, 48 uger samt fire døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.