Nu er det to år, 38 uger samt et døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.

… min elskede Skat og jeg mødtes for allerførste gang. Det skete om formiddagen, da personalechefen i det firma, han er ansat i, viste mig rundt i forbindelse med en ansættelsessamtale, jeg var til. Denne samtale fandt sted dagen før, jeg skulle påbegynde et otter ugers vikariat som receptionist hos dem og jeg skulle lige nå at hilse på alle mine nye kollegaer, så jeg sådant bare nogenlunde viste, hvem de var og hvilke daglige arbejdsfunktioner de havde, så jeg bedre kunne fordele alle de mange forskellige daglige telefonopkald samt den daglige post til de helt rigtige personer.

De otte uger gik helt vildt hurtigt også selv om de endte med at blive til fjorten måneder.

🙂

Hvis der var en eller anden forudsigende person, der den dag havde fortalt min Skat og mig, at det ville ende med, at vi ville blive kærester, flytte sammen og så videre, så tror jeg helt ærligt ikke, at nogen af os havde troet på det, for det var altså simpelthen bare alt for langt ude, men sådant er der jo så meget …

🙂

Min Skat jeg elsker dig helt vildt mega moster meget samt langt mere end det, hvis det er muligt, og det håber jeg, at du er klar over også selv om jeg måske ikke altid er lige god til at vise det.

🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂 🙂