Årets tredje mandag samt dermed også den elvte hverdag efter vores ni dage lange kombineret jule- og nytårsferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, skyerne prøver på at holde sig tætte, Månen er stået op, min elskede Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne mandag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

I dag var min Skat på arbejdet i 8:15 timer og da han kom hjem, løb vi først mine 2.000 meter, hvorefter han løb tre kilometer, før han tog frokost samt satte sig ved sin computer, og jeg løb 700 meter, før jeg satte mig ved min computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits mandag, hvor jeg blandt andet har nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, bogføre alle sidste uges kasseboner i et regneark, vaske og stryge en maskinfuld altså 60 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation, papir og plastik i de relevante containere, tale i mobiltelefon med Jens-Erik i cirka 25 minutter og med Wivi i cirka ti minutter, vande alle plantepusserne ud på altanen samt alle potteplanterne i lejligheden og i opgangen samt nippe visne blade og blomster af dem samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Dertil kommer, at jeg har fået klaret diverse små og mindre praktiske oprydningsopgaver af den slags, ingen bemærker, når man når dem, og alle bemærker, når man ikke når dem, samt lukke glarmestrene ind, så de kunne udskifte den defekte rude på altanen.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftenens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

Så har en af Karls Es glarmestre sat den nye altanrude …

… i og så håber vi, at vi aldrig mere kommer til at opleve en eksploderende altanrude, for efter vores mening, må femte gang altså meget gerne være allersidste gang, for vi godt nok ved at være trætte af at opsamle glasskår.
 
 
Bonusinformation …
Jeg ved udemærket godt, at jeg skal være dybt taknemmelige over, at vi har fået sat en nye rude i, men jeg er altså alt andet end dybt taknemmelig over, at ruden er sat i på en sådan måde, at ruden nu binder så meget, at den slet ikke kan åbens. For jeg vil altså gerne kunne åben den, så jeg kan lufte ud samt få frisk luft ind på vores altan.