Årets 43. onsdag samt dermed også den tredje hverdag efter vores fem dage lange efterårsferie er så småt ved at synge på sit allersidste vers, Solen er gået ned, regnen falde stille, Månen er stået op, min Skat sidder foran sin computer og jeg vil lige prøve på at skrive lidt om, hvad vi har nået i løbet af denne onsdag, før vi begge to så småt går i gang med at gøre klar til at gå i seng.

Igen i dag var min Skat på arbejdet i de normale otte timer og da han kom hjem, løb han tolv kilometer, før han tog frokost samt satte sig foran sin computer.

For mit vedkommen har det været en hel almindelig gennemsnits onsdag, hvor jeg blandt andet har nået at skrive diverse små blogindlæg, skrive og besvare diverse små e-mails, vaske og stryge to maskinfulde altså 43 stykker tøj, der bagefter kom på plads i diverse skabe og skuffer, putte dagrenovation og papir i de relevante containere, tale i mobiltelefon med Heidi i cirka fem kvarters tid og med Wivi i cirka tyve minutters tid samt rydde til side, vaske op, tørre af og stille på plads efter vores morgenmad samt frokost.

Imens min Skat tilberedte vores aftensmad, nåede jeg at dække spisebordet og da vi havde nydt aftens menu, aflivede vi i fællesskab den medfølgende opvask, før min Skat satte sig foran sin computer og jeg satte mig foran min computer.

Nu vil jeg slukke min computer samt bagefter sætte mig rigtigt godt til rette ved siden af min Skat i den ene af vores to sofaer, for jeg kan sangens klemme hans ribben, imens han ser fjernsyn og jeg hækler på det igangværende projekt.

Hanne plejede altid at sige: “Planlægning er simpelthen ikke den tid værd, man bruger på det, for det bliver alligevel aldrig nogensinde sådant, som man har planlagt” og i dag kan jeg så endnu en gang konstanter, at hun havde fuldstændigt ret …

… for planen var, at Wivi skulle besøge mig i dag samt at hun skulle have alt det, jeg igen har stående til hende, med hjem, når hun kørte herfra.

Virkeligheden er, at Wivi ringede til mig ved 8:40 tiden for at melde afbud, da vejret er alt for tåget til, hun har lyst til at køre i det, så dermed blev vi endnu en gang tvunget til at droppe alt det planlagte.

Nu er det 23 uger samt fire døgn siden, min Skat og jeg fandt Poul halvt liggende og halvt siddende på en taburat i hans køkken og det eneste vi kunne gøre var at konstatere, at han var død.

Mit indre er stadigvæk et stort totalt kaos, da jeg både er fyldt helt op samt fuldstændigt tømt for følelser og jeg kan slet ikke finde mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg findes et eller andet sted midt alt dette kaos.