Når jeg selv skal udtale mig, så har jeg egentligt aldrig været bange for at gøre noget for andre eller hjælpe andre med noget, men efter jeg flere gange har kunne konstatere, at der ikke var så meget som bare en eneste til at gøre noget for eller hjælpe mig med noget, når jeg havde virkelige hårdt brug for det, er jeg begyndt at blive mere tilbageholdende med at gøre noget for eller hjælpe andre med noget.

Jeg har også før både broderet, hæklet, strikket, syet med mere for andre og det eneste, jeg har fået for at gøre det, har været udgiften til materialerne samt brugen af min tid og derfor er jeg helt stoppet med at gøre den slags.

Så derfor er disse tre hvide, to lyseblå, ene blå, to røde og ene gråt hæklede pyntehalstørklæder …

… undtagelsen, der i den grad bekræfter reglen.

Da Mie ( det hedder hun så ikke, men det er det, hun vil kaldes ), spurgte mig, om jeg ville donere et par tre af mine så flotte pyntehalstørklæder til et julemarked, hvis overskud skal gå til et efter mig mening rigtigt godt formål, fortalte jeg hende, at det vil jeg genre, men at der kun bliver tale om denne en gang, hvilket hun forstå, da hun fik at vide hvorfor.

Da jeg har købt garnet til 5,00 kroner per nøgle hos Danmission på Københavnsvej og da jeg synes, at det er sjovt at hækle disse pyntehalstørklæder, så endte det altså med at blive til ni af slagsen og så må Mie selv finde ud af, om de alle sammen skal bruges i år eller om nogle af dem skal gemmes til næste år eller om hun selv vil beholde et par af dem.