I lørdags fyldte min blog elve år og set i bagspejlet så lige præcist på det tidspunkt, hvor jeg startede min blog op, havde jeg rent faktisk slet ikke tid til at være blogejer. For når man har en blog, så skal den lige som alt andet, man ejer, passes samt plejes, og når man i forvejen stort set ikke har mere fritid end de meget få timer per nat, hvor man sover, så skal man jo nok ikke lige frem anskaffe sig noget, der kræver, at man bruger tid på det.

At det så var lige præcist derfor, altså fordi jeg ikke havde ret meget fritid, jeg anskaffede mig en blog, kan jo så nok undre langt de fleste.

På det tidspunkt, hvor jeg skrev det allerførste lille bitte indlæg på min blog, havde stort set alle omkring mig lige fra diverse familiemedlemmer, kollegaer, venner med meget mere langt mere end helt almindeligt travlt med at fortælle mig, hvor godt et liv jeg havde og især hvor topegoistisk jeg var. For efter deres mening, så brugte jeg stort set hele mit liv på fuldstændige ligegyldige tåbeligheder som for eksempel at læse, at hækle samt at gå lange ture sammen med min Skat.

Personligt følte jeg selv, at hele mit liv gik med at gøre samt være noget for andre, at der meget kort skrevet ikke var plads til mig selv og især mine behov i mit liv, at det rent ud skrevet var alle andre end lige præcist mig selv, der skrev dagsorden for mit liv.

På den anden side så havde min mor, der jo i hvert fald ifølge hende selv var det eneste normaltbegavet menneske, der nogensinde har levet på denne jordklode og som for øvrigt var omgivet af en flok lallende tumper, lige så langt tilbage, jeg kan huske, og frem til hendes død jo været af den samme opfattelse, nemlig at jeg kun tænker på at spilde min tid på noget fuldstændigt tåbeligt samt værdiløst, så måske havde alle de andre ret og jeg var forkert på den med hensyn til min livsførelse ?

Det var derfor altså for en gang for alle at overbevise mig selv om, at det var mig, der var helt forkert på den, og alle de andre, der havde fuldstændigt ret, når det galt mit liv, at jeg oprettede en blog. For når jeg nu udelukkede spildte min tid på ligegyldige tåbeligheder og jeg aldrig nogensinde foretog mg noget bare nogenlunde fornuftigt, så burde jeg jo havde masse af tid til at skrive på samt masser at skrive om på min blog.

Desværre så passede det bare slet ikke, for i stedet for at have masser at skrive om, så havde jeg stort set intet at skrive om, og jo flere indlæg jeg nåede at skrive på min blog, jo mere begyndte det at gå op for mig, at det ikke var alle de andre, der havde ret, men at det derimod var mig, der havde ret, for mit liv bestod stort set kun udelukkende af at gøre eller være noget for alle andre end lige præcist Poul, min Skat og mig selv.

Så i stedet for at min blog kom til at overbevise mig om, hvor meget tid jeg misbrugte på mig selv, mine interesser samt mine behov og hvor lidt tid jeg i grunden brugte på andre, så kom den til at overbevise mig om lige præcist det stik modsatte, nemlig at mit liv rent faktisk var, som jeg selv følte, det var, og altså ikke som alle andre havde langt mere end almindeligt travlt med at fortælle mig, at det var.