Dagsarkiv: torsdag, 23. november 2017, 19:30

Ugens fjerde solnedgang …


Hverdagen.

… årets 327., efterårets 84. og november måneds 23. af slagsen over Holbækmotorvejen druknede, da de altid meget gavmilde vejrguder midt på eftermiddagen igen åbnede for himlens meget store sluser.

Ugens fjerde solopgang …


Hverdagen.

… årets 327., efterårets 84. og november måneds 23. af slagsen over Holbækmotorvejen forsvandt bag et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der forhåbentlig formår at holde sig tæt hele dagen.

Sankt Klemens dag


Hverdagen.

For atten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Klemens dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er det Sankt Klemens dag og ifølge legenden var han en frigiven slave, der blev omvendt til den rette tro samt døbt af den allerførste pave, der hed Peter. Senere blev Sankt Klemens selv udnævnt til pave, da han efterfulgte pave Cleteu, der omkom under en omfattende kristenforfølgelse i år cirka 90 efter vores tidsregning.

Det vil altså sige, at Sankt Klemens var pave i Rom, imens byen stadigvæk i hvert fald officielt var hedensk og han blev derfor kort tid efter sin udnævnelse til pave landsforvist til Krim af kejser Trajan. Sankt Klemens prædikede så medrivende for de slaver, der arbejdede i halvøens miner, at den romerske myndighed besluttede at henrette ham, hvilket man gjorde ved at binde et anker fast til hans hals, hvorefter man kastede ham i havet, hvor han drukende.

Måske er det derfor, at Sankt Klemens sammen med Sankt Nicolaj anses for at være købmændenes og især søfolkenes særlige beskytter samt at især kirker i havnebyer er indviet til Sankt Klemens.

I det gamle danske bondesamfund blev Sankt Klemens dag anset for at være vinterens officielle startdag, altså lige som vi nu gør det med den 1. december, og et gammelt vejvers siger følgende …

Sankt Klemens ( det vil sige den 23. november ) vejr os vinteren give,
Sankt Peter
( det vil sige den 22. februar ) vil os våren inddrive,
Sommeren fører Sankt Urban
( det vil sige den 25. maj ),
men høsten Sankt Symforian ( det vil sige den 22. august ).

Et andet gammel vejrvarsel siger: "At er Sankt Klemens dag mild, bliver vinteren det også", så jeg håber, det kommer til at passe.

En lun morgen


Hverdagen.

Da min Skat og jeg stod op, var udendørstemperaturen her i vores område af Roskilde plus 8,1 grader og i løbet af den sidste times tid er den nået at stige til plus 8,3 grader, så det vil være rigtigt dejligt, hvis den vil stige yderligere og gerne til et sted på den lune side af de ti grader, hvilket ikke burde være helt urealistisk i slutningen af november måned.

Vinden er i løbet af den sidste lille times tid stilnet lidt af, så den nu blæser med seks meter i sekundet og et kedeligt mørkegråt nedbørstungt skydække, der lige nu giver støvregn, ligger som en tung dyne over vores lille område af Roskilde, så i dag har vejrguderne altså tænkt sig at give os endnu en kølig, solfattig samt våd efterårsdag.