For tretten år siden, da jeg boede i Herlev og jeg var medredaktør af et beboerblad, skrev jeg den artikel om Sankt Kjelds dag, jeg her vil bringe et lille udklip fra …

I dag er der rent faktisk lidt rod i navene, for i virkeligheden er det en helgen, der hedder Sankt Kilian, der har helgendag i dag, men her i Danmark er der det altså vores egen Sankt Kjeld, der har fået tildelt den 8. juli som helgendag også selv om det egentlige burde være den 11. juli, der er datoen for hans kanonisering, eller den 27. september, der er hans dødsdato.

For at vende tilbage til Sankt Kjeld så ifølge legende blev han født i begyndelsen af 1100-tallet og han voksede op på Randersegnen, hvor hans forældre, der var velstående, boede på en gård.

Da Kjeld var en meget gudfrygtig dreng, blev det allerede tidligt i hans liv besluttet, at han skulle have en fremtid inden for kirken og han blev derfor sendt til Viborg, hvor han blev optaget i domkapitlet ved domkirken, hvor han kom til at trives.

Kjeld blev senere valgt som leder af domkapitlets skole og omkring år 1145 blev han valgt til provst af de øvrige kannikker.

I Sankt Kjelds helgenbiografi fortælles det, at da Viborg by i år 1145 var truet af en brand, løb Kjeld op i domkirkens tårn, hvor han bad inderligt til Gud om at skåne både byen og kirken, hvorefter brandens rasen dæmpedes mærkbart.

Kjeld var tilsyneladende en meget barmhjertig, gavmild samt omsorgsfuld person og han gav alt det, han kunne, til de fattige, nødlidende samt syge.

På trods af at kannikkerne jo rent faktisk selv havde udvalgt Kjeld til at være deres provst, kom det meget snart til stridigheder mellem dem og ham, højst sandsynligt fordi de ikke brød sig om hans store gavmilde uddeling af domkapitlets midler til de fattige, nødlidende samt syge og kannikkerne valgte derfor en ny provst, hvorefter Kjeld flyttede til Ålborg, hvor han boede i et stykke tid.

Selvom Kjeld også blev populær i Ålborg, længtes han efter at udbrede den kristne tro samtidigt med han så en muligheden for at opnå et martyrium blandt venderne. Derfor begav Kjeld sig på en pilgrimsfærd til Rom, hvor han besøgte apostlenes grave samt fik foretræde for pave Eugenius Den Tredje, der var pave fra og med år 1145 samt til og med år 1153.

Kjeld bad pave Eugenius Den Tredje om tilladelse til at drage på mission blandt venderne, men selv om paven gav ham denne tilladelse, udtrykte paven, at han altså hellere så, at Kjeld vendte hjem til Viborg for at fortsatte sit arbejde som provst ved domkapitlet. Derfor skrev pave Eugenius Den Tredje til Viborgs domkapitlet, der så måtte bøje sig for paven ønske samt tage Kjeld tilbage, men allerede den 27. september 1150 altså kort tid efter Kjeld var vendt tilbage til Viborg, døde han og han blev efterfølgende gravsat i byens domkirke.

Nogen tid efter Kjeld gravsætning i Viborg domkirke begyndte diverse fortællinger om mirakler ved hans grav at florere. For syge blev tilsyneladende raske efter et besøg ved han grav og især synes blinde at have gavn af et besøg ved graven, for ifølge den officielle helgen-biografi havde mindst tolv blinde mennesker fået synet tilbage efter et besøg ved Kjelds grav. På grund af disse mirakler ønskede de kirkelige myndigheder i Danmark at få Kjeld kanoniseret og de sendte derfor en ansøgning herom til paven i Rom.

I år 1188 tillod pave Clemens Den Tredje, der var pave fra og med år 1187 samt til og med år 1191, at den danske ærkebiskop Absalon gav Kjeld en lokal helgenkåring, hvilket skete den 11. juli 1189.

Ifølge folkeovertroen i det gamle danske bondesamfund, så skoldes byggen, hvis der er megen sol på Sankt Kjelds dag og derfor kaldes dagen også for Kjeld Sviebyg.