… er så meget småt begyndt at åbne sig.

Søndag den 16. juni 2013 kunne jeg fejre, at jeg allerede har været 100% fuldtids hjemmegående i fem hele års tid for min egen eller rettere min Skats regning, og selv om mange rigtigt mange personer mener, at jeg bør skamme mig noget så frygteligt over det, så indrømmer jeg heller end gerne at jeg slet ikke kan se nogen som helst form for grund til at skamme mig det allermindste over, at jeg i lidt over fems års tid …

… har taget konsekvensen af, at jeg hverken fysisk eller psykisk er i stand til at påtage mit et arbejde og at jeg slet ikke er i stand til at påtage mig et arbejde, som det indtil videre allersidste jeg har haft af slagsen, hvor jeg godt nok var ansat til samt fik løn for 30 timer per uge, men hvor jeg rent faktisk arbejdede mindste 60 timer per uge.

… ikke har haft et arbejde, som jeg dybeste set kun har haft, fordi der dermed gik et fast beløb ind på min bankkonto i slutningen af hver måned og at jeg derfor ikke er gået mere op i det end at jeg hver dag allertidligst er mødt til tiden, men gerne 10-15-20 minutter for sent samt at jeg hver dag allersenest er gået til tiden, men gerne 10-15-20 minutter for tidligt samtidigt med jeg hver dag har brugt langt det meste af arbejdstiden på diverse former for privat fnidder fnadder i stedet for at bruge den til det, jeg rent ud skrevet var ansat til, så jeg dermed har fået mere fritid samtidigt med mine kollegaer har været tvunget til at løse de af mine arbejdsopgaver, jeg ikke selv har kunnet magte løsningen af.

… ikke har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, fordi jeg har forgivet at være aktiv jobsøgende samtidigt med jeg rent faktisk ikke har søgt flere job end hvad der har været så absolut allermest nødvendigt for at opretholde retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge og at jeg altid har sørget for kun at søge job, jeg reelt set ikke vil kunne komme i betrækning til, da jeg er over- eller underkvalificeret.

… ikke modtager sygedagpenge, da jeg forgiver at være for syg til, at jeg vil være i stand til at passe et normalt job samtidigt med jeg sangens kan klare at arbejde hvad der svarer til langt mere end fuldtid i mit eget firma, i et nærstående familiemedlems firma eller sort i det jeg har henvist til, at jeg jo ganske lige som alle andre har lov til at bruge mim fritid lige præcist sådant, som jeg har lyst til.

… ikke skiftevis har modtaget arbejdsløshedsdagpenge samt sygedagpenge, da jeg uheldigvis blev syg og dermed var nødt til at sygemelde mig den dag, hvor jeg skulle til det allerførste møde på det lokale JobCenter, da jeg heldigvis blev rask og jeg derfor kunne raskmelde mig den dag, hvor jeg skulle til det allerførste møde på det lokale sygedagpengekontor, da jeg desværre blev syg og dermed var nødt til at sygemelde mig den dag, hvor jeg var indkaldt til det næste møde på det lokal JobCenter, da jeg til al held blev rask og dermed kunne raskmelde mig den dag, hvor jeg var indkaldt til det næste møde på det lokale sygedagpengekontor. Forsæt venligst selv listen til den kommer til at svare til lidt over fem års tid.

Jeg ser altså heller ikke nogen som helst form for grund til at skamme mig over, at min Skat og jeg på sjette år er i stand til at sætte tæring efter næring samt svarer enhver sit og vi derfor godt kan klarer os med kun en indtægt nemlig min Skats løn, uden vi har behov for at leve på klods eller for lånte penge samt ligge andre til hverken praktisk eller økonomisk byde.

Vi brugte det meste af morgen samt formiddagen på aflivningen af endnu en god håndfuld af diverse små hængepartier, altså den slags opgaver, som ingen bemærker, når man rent faktisk når dem, men som alle bemærker, når man ikke lige har nået dem, hvilket jeg forsatte med at gøre, imens min Skat var til træning, det vil sige, jeg nåede også at tale i mobiltelefon med Heidi samt vinde garn op.

Da min Skat kom hjem fra træning, kørte vi en tur til Roskilde Havn og de næste tre timers tids brugte vi på en dejlig gåtur langs med fjorden samt igennem de kønne grønne områder omkring Sankt Hans.

På hjemvejen nåede vi lige at handle ind hos Lidt og Netto på Københavnsvej samt Kiwi i Dommervænget.

… kogte gulerødder, kogte kartofler, bløde løg, en rosastegt tykstegsbøf samt nogle skriver rugbrød.

… over Køgevej klokken lige præcist 20:20 …

… da mit kamera og jeg lige nåede at fange et glimt af den via altanens åbne vinduer, før jeg gik i gang med at vande alle vores efterhånden alt andet end små plantepusser.

Imens min Skat var til træning og samtidigt med jeg talte i mobiltelefon med Heidi, nåede jeg at klare opvindningen af de otte nøgler sort ( farve nummer 43 ) Timeless Cotton 8/4 ( 100% bomuld ) med en løbelænge på cirka 170 meter per 50 gram …

… jeg købte i sidste uge, så nu er de lige til at hækle af.

Egentlige er det lidt pudsigt samt ret så underligt så forskelligt man kan se på den samme ting, tag nu for eksemplet to uger … når man sidder og skriver en aftale, der skal finde sted om to ugers tid, ind i sin kalender, så føles de to ugers tid som noget nær en evighed eller i hvert fald noget, der ligger meget langt ude i fremtiden. Hvis man derimod sidder og blader lidt tilbage i sin kalender og man dermed "falder" over en aftale, der fandt sted for to ugers tid side, så er det jo stort set ikke ret længe siden.

Sådant har min Skat og jeg det også med vores to uger lange skønne sommerferie, for før vi tog hul på den, synes vi, at det var helt vildt dejligt, at vi nu kunne se frem til to uger altså i alt seksten sammenhængende dage inklusiv weekenden i ugen før sommerferiens start og vi have masser af forskellige drømme, håb samt planer for, hvad vi kunne samt skulle bruge alle de mange skønne fridage til.

I dag små to ugers tid senere, kan vi så begge to blot konstatere, at de første fjorten af de i alt seksten sammenhængende fridage, vi noget så frygteligt havde glædet os til, desværre allerede er ved at være brugt helt op og at vi langt fra har nået bare tilnærmelsesvis en lille bitte brøkdel af alt det, vi havde drømt om, håbet på, planlagt samt regent med at vi kunne og skulle nå i løbet af indeværende års sommerferie.

Det er bestemt ikke fordi, vi ikke har nået noget, for rent faktisk har vi nået meget rigtigt meget enda. Det er nok mere det der gamle kendte med at ting som bekendt tager tid samt at visse ting tager meget mere tid, end man måske lige er klar over, regner med eller vil være ved.

Jeg har for øvrigt ladt mærke til, at hver gang min Skat og jeg i fællesskab eller en af os alene får aflivet et af vores alt for mange små og mindre samt større og store hængepartier, så er vi enten kommet i tanke om noget "nyt", som vi også lige skal eller vil have klaret, eller også så har vi fundet ud af noget helt nyt, som det også lige ville være skønt, hvis vi kunne få klaret. Så hver gang vi få slette et punkt på vores meget lange "vil meget gerne nå at få ordnet"-liste, så har vi nået at tilføre mindst et par tre nye punkter og på den måde bliver listen jo desværre kun længere og længere.

På den anden side … så længe man har drømme og ønsker om noget, man gerne vil nå at gøre eller opleve en gang ude i fremtiden, så er man i live. For den dag, hvor man ikke længere har drømme, håb samt planer for eller ser fem til noget som helst, så har man opgivet og så er man enten dødende eller død.

Igen i dag har vi begge to primært brugt tiden på at aflive diverse af vores alt for mange meget forskellige små yderst tidskrævende hængepartier altså den slags opgaver, som ingen bemærker, når man rent faktisk når dem, men som alle bemærker, når man ikke lige har nået dem.

… over Køgevej klokken lige præcist 21:15 …

… da mit kamera og jeg lige nåede at fange et glimt af dem via altanens åbne vinduer.