Bilens allerførste samt indtil videre eneste and påstår, at den fryser og at jeg derfor skal fremstille et lunt tæppe til den. Jeg har dog lidt svært ved at forstår, at den fryser, for den har jo allerede både et fint langt rødt halstørklæde med tilhørende rød spidshue samt en fin lysegrøn kørepose, så jeg har på fornemmelse, at den kun påstår, at den fryser, fordi den meget gerne vil have sit helt eget tæppe.
På den anden side hvis det søde lille pus virkelige fryser, så må dens omsorgfulde mor i form af den kreative and jo gøre en indsat og derfor så gik jeg i forgårs i gang med at hækle et lille lunt tæppe …
… til den. Jeg har brugt et nøgle limegrønt ( farve 708 ) samt den lille rest hvid ( farve nummer 432 ) Perle Acryl fra Courtelle med en løbelængde på 240 meter per 50 gram, der var til overs fra det hvide hæklede hyggetæppe, jeg blev færdigt med i onsdags. Tæppet er for øvrigt hæklet med min Perle Inox hæklenål nummer 3,5.
Ligesom da jeg sidste år hæklede det bordeaux farvet barnevognstæppe for vores under-underbo samt da jeg i sidste måned hæklede det gule og det hvide hyggetæppe til mig selv, har jeg også gang valgt, at hækle tæppet som en meget stor oldemors firkant på 22 omgange, der så er afsluttet med en omgang fastmasker samt en tungekant, og selv om tæppet kun måler 40 centimeter på hver led, så har bilens allerførste and allerede taget det i brug …
… og den påstår, at dens tæppe er både dejligt blødt og lunt samt lige præcist sådant, som den ønskede, at dens helt eget tæppe skulle være.